From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4802Visninger
AA

12. Døde spor

11. september, 1888

Metropolitan Police, Hovedkvarter

                                                                 London, 28. august 1888

Melville stirrede på konvolutten. Han havde glemt den, efter at have lagt den i en skuffe på sit kontor. Han havde heller ikke regnet med, den ville betyde så meget. Ovenpå endnu et mord var det et mirakel, han overhovedet havde fundet den frem. Det ville han heller ikke have haft, hvis ikke han havde ryddet op i sine skuffer.

En konvolut med en dato. Ret så harmløst, ret så ligegyldigt. Han burde have kasseret den med det samme. Men han var nu glad for, at han ikke havde gjort det. For selvom det kunne have været et tilfælde, fandt han det højst besynderligt, at konvolutten blev fundet på Annie Chapmans drabssted. Hanbury Street. Han havde sagt det til Frederick, der havde trukket på skulderen. For hvordan skulle han forklare det? Konvolutten var tom og der var ikke sket noget særligt på selve datoen. Tre dage senere var Polly Nichols blevet dræbt, men hvad havde det med sagen at gøre?

Der var fireogtyve dage mellem d. 7. august og d. 31. august, hvor Martha og Polly var blevet dræbt. Lagde man fire til fireogtyve blev det til d. 28. august. Den sidste kvinde blev formentligt dræbt d. 8. september og fra 31. august til 8. september var der otte dage. Hvis man lagde tyve til blev det d. 28. august. Uanset hvordan han vendte og drejede datoerne, hjalp det ikke. Intet mønster så ud til at tegne sig, så i stedet kiggede han på ofrene.

De var alle prostituerede. De var alle blevet gift, men havde forladt deres mand senere i livet. De havde alle en trang til alkohol. De havde alle børn. Faktisk var der mange fællestræk, når man kiggede på det. Det kunne være en mand, der selv var blevet droppet af sin fordrukne kone og efterladt med sine børn, men hvorfor så ikke dræbe sin egen kone i stedet?

Hvilket gjorde alle ægtemændene til mistænkte. Men hvis man antog at en ægtemand var morderen, hvad skulle han så med resten af kvinderne? Var det en form for sindssyg sekt der havde svoret, at dræbe deres koner, fordi de skulle straffes? Problemet var bare, at alle ægtemændene havde et alibi. Et godt et. Og i virkeligheden troede han heller ikke selv på den teori.

Han var tæt på at give op og lade sagen ligge for i dag, da en politibetjent trådte ind på hans kontor. Han genkendte betjenten som William Thick. Hvis han huskede rigtigt var Thick en del af Sektion B. Han kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad manden lavede her.

”Jeg hørte, at I leder efter Leather Apron,” sagde William med sin dybe, lidt rystende stemme. Melville nikkede. ”Ja, det er korrekt,” svarede han.

”Kig efter John Pizer. Jeg har kendt ham gennem længere tid, og hvis nogle skulle kalde sig Leather Apron, så er jeg ikke i tvivl om, at det er ham.” Han forlod kontoret igen. Melville sad tilbage, endnu mere undrende, end da Thick trådte ind af døren. Så kom han op fra stolen og tog ud for at finde Frederick. Frederick var dog ikke nogle steder at se, så i stedet for fik han fat i Stephen.

”Vi skal på jagt efter Leather Apron,” sagde han med et muntert smil. Stephen hævede et øjenbryn.

”Og hvordan har du tænkt dig at gøre det?” spurgte han. ”Personligt tror jeg ikke, du får noget ud af at gå hen til mænd, der ser mistænksomme ud, og spørge dem om de kalder sig Leather Apron.”

”John Pizer. Vi skal spørge efter John Pizer,” forklarede Melville. Stephen rystede på hovedet, som om han ikke kunne bruge det til noget. ”Lad være med at spørge, vi spilder vores tid. Kom nu,” fortsatte Melville og hev Stephen med ned mod Whitechapel Road.

De brugte nu de næste fire timer på at gå rundt og spørge, om der var nogle, der kendte John Pizer. Melville var utrættelig. ”Måske ved ham der noget… Eller ham der. Kom, lad os bare spørge hende der. Og hende. Hvad med den gruppe derovre?”

Kort sagt, Stephen var ved at blive sindssyg. Melville var ligeglad. Fire timer tog det, før det gav noget som helst resultat. En gammel, gråhåret dame kunne fortælle, at han boede på Mulberry Street, nr. 22.

11. september, 1888

Mulberry Street, nr 22

Stephen trådte op til døren for at banke på. De stod og ventede et stykke tid, før en mand midt i fyrrerne endelig lukkede op. Han havde sort, kort hår med en smal mund og et lille, sort overskæg. Hans hals var ualmindeligt tyk. Et arrogant smil spillede på hans læber og han lagde hovedet let på skrå.

”Jamen dog, fint besøg, ser jeg,” sagde han i et sarkastisk tonefald, før han åbnede døren på vid gab, for at invitere dem indenfor. Melville ville ikke undre sig, hvis manden rent faktisk havde afpresset penge af prostituerede. ”Må jeg spørge om grunden?”

Stephen smilte overbærende. ”Vi tænkte bare på, om du havde kendskab til en mand ved navn Leather Apron.”

”Leather Apron? Nej, det skulle jeg ikke mene. Er han efterlyst eller sådan noget?”

”Ja, det er han faktisk. Og en venlig sjæl gjorde os opmærksom på, at en mand der hed John Pizer gik rundt og kaldte sig Leather Apron. Du er vel John Pizer?” fortsatte Stephen, stadig i sit lidt for venlige, tålmodige tonefald, som Melville indvendigt morede sig over.

”Jo, jeg er John Pizer. Men jeg beklager, jeres kilder må have været forkerte.”

”Det er ellers lidt sjovt, siden vores kilder beskriver en person, der ligner dig fuldkommen.”

Melville, der efterhånden var blevet træt af en samtale, der ikke førte nogle steder hen, afbrød dem begge.

”Hvad lavede du natten mellem 30. og 31. august?” spurgte han John Pizer og lagde armene over kors.

”Åh, du mener den nat Nichols blev dræbt?” Pizer blev et kort øjeblik fjern, som om han prøvede at huske det. ”Tjah, jeg er ked af at skuffe jer, men jeg fik havde hørt, at der var udbrudt en brand ved Shadow Dry Dock, så jeg tog derover for at se, hvad der foregik. Jeg fik faktisk en ganske hyggelig snak med en af betjentene.”

”Hvad hed han?” forlangte Stephen at vide.

”Lad mig se… William Thick, kan det passe?”

Melville og Stephen udvekslede et blik, før de begge nikkede. Det viste sig hurtigt, at John Pizer havde alibi for alle mordene, og efter at have været rundt og spørge naboer, familie og venner, blev det hurtigt bekræftet, at alibierne også holdt stand. Så vidt Melville kunne se, var John Pizer ikke indblandet i mordene overhovedet. Det havde blot været endnu et dødt spor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...