Never look back (JDB)<3

Aldrig kig tilbage, aldrig fortryd dine beslutninger. Kig altid foran, aldrig se tilbage.
Det hander om en pige der har det svært, hun har lige mistede hendes bedste veninde til en dødsygdom. Hun tænker på livet efter døden. Men alt kan ændres hvis en dreng dukker op.
Hun er Justin gode vens brors søster. Men hader det endelig som pesten

3Likes
61Kommentarer
3644Visninger
AA

11. Never look back

Jeg sad stille oppe i sengen, med den hvide sengetøj, de hvide væge. Ikke en eneste personlighed genstand. Intet var personligt, og dog. Stolen Justin havde smadret ind i væggen var der stadige. Hulet havde ikke forminsket sig, men det ville også være svært.  Jeg havde stadige slangerne sidene så mange steder, men ikke så meget at jeg ikke kunne bevæge sig. "Carrie?" jeg vendte mig om da jeg hørte lyden af en velkendt stemme. En stemme man bare ikke glemmer. "hvad vil du Justin?" mumlede jeg lav, men alligevel tydelig. "jeg vil have din undskyldning. Jeg tænkte ikke da jeg gjorde det der" mumlede han, og hentydet til stolen og mærket i væggen. "det siger du ikke. Du er så latterlig, at flippe over det!" halvråbte jeg surt, og træt af, at skulle høre på hans konstante undskyldninger jeg ikke gider tage imod. "Undskyld, Never look back. Aldrig se tilbage på hvad der er sket i dit liv" smilede han sit charmene smil alle pige vil dø over. "Jamen tak, Justin... Det havde jeg ikke forudset tomhjerne. Og mener du jeg bare skal glemme Emilie, mine minder med mine forældre, Ryan?" jeg sukkede kort og kiggede surt over på Justin. Jeg kunne se hans lille smil titte frem, og en lille forsigtig nik.  Jeg sukkede kort, og var ved at blive rigtig sur, så så dum jeg var rev jeg alle slangerne ud af min krop. Og mærkede hurtig svimmelheden stige mig til hoved imens der lå en masse høje toner fra alle maskineren. Jeg sukkede igen, og rejste mig og traskede mit raske skridt over mod Justin. "Du skal fandem aldrig sige jeg skal glemme min Emilie, hende der har støttet mig igennem freaking alt!" råbte jeg, og svingede min arm op og gav ham en kæmpe lussing, men jeg var ligeglad. 

 

Men mere noget jeg ikke at gøre, jeg noget aldrig tilbage til sengen inde jeg lå nede på jorden. Jeg skreg og begyndte at hive efter vejert. Jeg viste intet, hvorfor, hvad, hvem... Jeg lukkede stille mine øjne, og faldt stille i søvn. En dyb søvn.

 

 

 

Jeg sad stille der hjemme, og gluggede tv. Da jeg ikke måtte bevæge mig for meget, da jeg stadige havde det dårligt. Men jeg måtte komme hjem, det var osse det jeg havde plaget om i flere dage. Så de sagde bare "okay" for at slippe for mit plageri. Jeg var begyndt at kunne spise noget, men det var så lidt at man ikke kunne forstå det, men jeg kunne drikke juice, og alt der hurtig kunne smutte igennem mine smaderet systemmer i kroppen.  "Minni, jeg har noget til dig!" Hvinede Caitlin stort, og kiggede spændt på mig. "okay, hvad?" mumlede jeg med et smil plantede på mine læber. "Her" mumlede hun nervøs. "ej du skal ikke give mig noget" smilede jeg, og kiggede over på hende, men hun nikkede kun.  Jeg kiggede overraskede op på hende, og smilede så. En dogtag fra selveste Nick Jonas, hvor der stod "A littelbit longer, and I will be fine." "diabetes".  "du er verdens bedste veninde, Cait" hvinede jeg, og trak hende ind i et kram. Bedste veninde, hvad? sagde jeg det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...