Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6083Visninger
AA

6. 6

Den kommende nat sov jeg dårligt nok. Jeg lå og tænkte på ham drengen… det var faktisk ret irriterende, at jeg ikke havde fået hans navn af vide endnu. Men det ville jeg nok heller ikke komme til nu, pga. dén bemærkning tidligere på dagen. Helt ærligt, så skammede jeg mig over det. Han måtte arbejde for at tjene penge, og vores pengepung var jo… nærmest helt fuld. Selvom jeg havde penge, havde han sikkert noget der var langt vigtigere; venner. Han havde sikkert tusindvis af venner fra den skole han gik i, også gik jeg her; en masse penge, men ingen venner. Jeg fik en kæmpe knude i maven, der langsomt begyndte at snurre sig sammen. Jeg besluttede mig for at gå op, og sætte mig hen i vindueskarmen. Han var der stadig væk, ham drengen. Han stod stadig og klippede hæk, og han manglede i hvert fald over halvdelen, da han jo også skulle klippe den på den anden side. Jeg tog noget andet tøj på, og gik nedenunder. Jeg listede mig endnu engang rundt på det øde gods, og smuttede lydløst ud af hoveddøren. Jeg gik hen til ham; det lignede at han holdte pause, for han sad på græsset, og drak af sin vandflaske. Han nærmest spyttede vandet ud, da han fik øje på mig.
”Jeg troede du skulle sove?” sagde hen og grinte svagt.
”Hør her…” mumlede jeg irriteret over han lille bemærkning, og fortsatte derfor hurtigt: ”Det jeg sagde for lidt siden… du skal bare vide, at jeg ikke mente det. Jeg er ikke som mine forældre!” Den sidste sætning sagde jeg hårdt, hvilket også fik ham til at kigge forbavset op på mig. Jeg satte mig lydløst ned ved siden af ham, imens han fulgte alle mine bevægelser nøje.
”Bevis det” sagde han udfordrende. Jeg undgik at møde hans blik, og kiggede derfor op imod himlen. Månen stod på halv, og en stjerne viste sig også hist og her.
”Så du tror altså ikke på mig?” spurgte jeg irriteret, og mødte endelig hans blik. Han havde en blanding af grå og grønne øjne, hvilket faktisk klædte ham utrolig godt.
”Det bliver jeg vel nødt til” sagde han med et smil, og fortsatte idet han rejste sig op: ”Men du må nok hellere smutte op. Anton bliver sikkert godt sur, hvis han opdager at du har været ude af din seng i nat.”
”Hvor sover du egentligt seng?” spurgte jeg undrende, og ignorerede endnu en af hans små bemærkninger. Jeg rejste mig op, og stillede mig ved siden af ham. Han var omkring et halvt hoved højere end mig.
”Nede i kælderen” sagde han ulykkeligt, og gjorde et kast med hovedet imod godset.
”Hvad?” spurgte jeg overrasket, og fortsatte: ”Har du ikke nogen forældre, eller noget?”
”De arbejder rundt omkring i landet… det er ikke ret tit, at jeg ser dem” sagde han trist. Jeg lagde en hånd på hans skulder, hvilket fik ham til at kigge på mig. ”Jeg må i gang, smut du ind.”
”Glem det” sagde jeg stædigt, og samlede hækkesaksen op. ”Jeg hjælper” mumlede jeg med et lille smil på læben. Et stort smil viste sig i hans mundvige, da jeg fik overbalance med den tung hækkesaks, og var lige ved at vælte. Men han rev fat i min arm, og hjalp mig op at stå igen. Jeg kunne mærke jeg rødmede, men det var jo heldigvis mørkt, så man ikke kunne se det. Også begyndte jeg med at samle bladene op, som han klippede af…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...