Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6039Visninger
AA

4. 4

”Lea… Lea!” jeg sad og dagdrømmede for fjerde gang i dag – det var nærmest ved at være en priotet for hver dag der gik. Jeg vågnede langsomt op, og rystede svagt på hovedet. Jeg kiggede op på Maria, som lignede en, at ens tålmodighed var ved at være brugt op. Hun fortsatte, da hun så, at jeg kiggede afventende på hende: ”Hvordan vil du finde kvadratroden af 49?” spurgte hun om, og studerede mig nærmere.
”Har ingen idé” mumlede jeg irriteret, og fjernede albuerne som jeg havde placeret på bordet.
”Vi har haft den så mange gange før, Lea” sukkede hun opgivende, og bladrede videre i sin bog. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, og sagde: ”Jeg ved godt hvad resultatet giver, men jeg kan ikke forklare dig, hvordan jeg gør.”
”Hvad giver det så?” spurgte hun, og kiggede på mig ud over sine halvslidte brilleglas.
”7?” mumlede jeg irriteret, og fortsatte hurtigt: ”Kan vi ikke stoppe for i dag?” Jeg kunne godt se på hende, at hun heller ikke orkede mere, og hun gav mig derfor fri. Jeg gik med favnen fuld af bøger, op af trappen. Nu når huset alligevel var så stort som det nu var, irriterede det mig groft, at der ikke var lavet en elevator, så man ikke behøvede at gå op af alle de trapper. Jeg besluttede med mig selv, at en dag når jeg kedede mig mere end normalt, ville jeg tælle alle trappetrinene som jeg gik op og ned af, hver dag. Jeg gik og lallede rundt, da jeg lige pludselig stødte ind i noget hårdt. Jeg tabte alle bøgerne af chok, og kiggede hurtigt op. Det var ham drengen. Ham med græsslåmaskinen.
”Oh, det må du undskylde” sagde han hurtigt, og satte sig på hug foran mig. Jeg satte mig ned til ham, og hjalp ham med at samle mine bøger sammen.
”Det var mig der gik ind i dig; du skal ikke undskylde” sagde jeg, og prøvede at smile til ham. Men hans kolde jeg, gjorde mig nervøs, og ikke engang et lille smil, viste sig i mine mundvige.
”Det var vidst dem alle” sagde han og rejste sig op. Jeg rejste mig lydløs op ved siden af ham, og tog imod mine bøger, som han rakte til mig. Hans fingerspidser ramte mine, og vi trak begge vores hænder genert væk fra hinanden.
”Tak” sagde jeg, og fremtvang et lille smil frem.
”Hvorfor siger du tak?” mumlede han og lænede sig op af trappegelænderet.
”Fordi du hjalp mig?” sagde jeg uforstående, og prøvede at fange hans blik. Men det flakkede rundt alle steder, som om han ikke havde set noget lignende.
”Du skal ikke takke mig. Jeg kender jeres type; i gør alt for at udnytte andre!” sagde han hårdt. Han gik uden om mig, uden at værdige mig et eneste blik.
”Hey… vent!” råbte jeg efter ham, da han var på vej ned af trappen. Jeg kunne slet ikke se hoved eller hale på det hele. Hvad mente han med, at vi bare gjorde alt for at udnytte andre? Det var måske sådan mine forældre var, men sådan var jeg ikke – langt fra!...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...