Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6094Visninger
AA

24. 24

Der var ingen af os der sagde noget i et stykke tid, og tavsheden var faktisk ved at blive en smule pinlig. Jeg havde lyst til at bryde den, men hvad skulle jeg sige? Det var ret underligt, at han ikke havde spurgt mig om, hvorfor det ikke kunne gå. Men måske kunne han alligevel godt forstå hvad jeg mente?
”André…” mumlede jeg, og vendte mig om imod ham igen. Han kiggede på mig med spørgende øjne, hvilket fik mig til at synke en klump. ”Du ved godt hvorfor det ikke kan gå, ikke?”
”Nej” sagde han med et smil på læben. Hans hånd røg forsigtigt op til mit hoved, og han kærtegnede langsomt mit ansigt. Det var utrolig dejligt, men jeg måtte holde fast i hvad jeg lige havde sagt, og det havde jeg også tænkt mig at gøre. Jeg trak mig forsigtigt væk fra ham, og han kiggede – overraskende nok – ikke uforstående på mig. Han kiggede nærmere forstående på mig. Han sænkede sin hånd, og proppede derefter begge sine hænder ned i bukselommerne.
”Jeg skal have en kæreste der kan være der for mig altid, og ikke er her i skjul” sagde jeg hurtigt, og fortsatte: ”Som du er nu.” Han sank en klump, og kiggede såret op på mig.
”Jeg forstår dig godt Lea, du vil ikke have gartneren men hellere en fin greve” sagde han kækt, og sendte mig et falsk smil. Han gik hurtigt imod vinduet, og jeg greb automatisk fat i hans ærme. Hvorfor jeg gjorde det, havde jeg ingen anelse om. Det var vel bare en ren refleks – eller var det? Var der noget mere følelse i? Der var så mange spørgsmål om min kærlighed til André, at jeg knap nok kunne besvare halvdelen af dem.
”Det var ikke det jeg mente, og det ved du også godt!” sagde jeg hårdt, og holdte hans blik ved lige. Et lille smil viste sig i hans yndefulde mundvige, og jeg kendte ham godt nok til at vide, at dette smil, ikke var falsk – langt fra endda. Det var så ægte, som det overhovedet kunne være.
”Har du et bevis?”
”Behøver du et bevis?” svarede jeg ham igen, og drømte mig ind i hans dybe, mørke øjne. De var som sædvanlig helt bundløse, og jeg kunne nærmest se mit spejlbillede i dem.
”Som du ser” sagde han irriteret, og lagde sin ene hånd på min skulder. Uden jeg vidste af det, lagde jeg mine arme om hans nakke og kyssede ham intenst. Hans fløjlsbløde læber mødte endnu en gang mine, og jeg kunne langsomt drømme mig til paradis igen. Det føltes som mange tusinde år siden, at jeg havde følt mig så lettet som jeg var nu. Jeg trak mig langsomt ud og hviskede: ”Er det bevis nok?” Han smilte stort til mig, og lagde blidt sine læber imod mine igen…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...