Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6043Visninger
AA

18. 18

Aftenen skred frem, og vi sad nu oppe i kaffestuen, og sludrede med hinanden. Eller de sludrede med hinanden, jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, og kiggede efter André. Men hver eneste gang jeg fik chancen for, at kigge ud af vinduet – altså at de andre ikke afslørede mig, - kunne jeg ikke få øje på ham. Men det var vel også naturligt nok, eftersom han sikkert var på toilettet eller inde og få noget at drikke. Han kunne jo være mange forskellige steder, og jeg fik heller ikke lov til at tænke nærmere over det, da Peter satte sig ned ved siden af mig, i den dejlig, bløde sofa.
”Hvad er der?” mumlede jeg irriteret, og flyttede automatisk mit blik fra vinduet. Han nåede ikke at sige noget, før min far sagde: ”Lea, kan du ikke tage Grev Peter med ind på dit værelse… vi skal lige ordne nogle forretninger.” Han lød iagttagende, og jeg kiggede undskyldende på Peter. Vi rejste os begge lydløst op, og forsvandt ud af døren.
”Du kan ikke lide dine forældre, vel?” spurgte han nysgerrigt, og kiggede indtrængende på mig.
”Hvad kommer det egentligt dig ved?!” spurgte jeg hidsigt, og drejede ned af gangen, til der hvor mit værelse lå. Inden jeg trak ned i håndtaget til værelset, tog jeg en dyb indånding.
”Jeg er bare nysgerrig” sagde han og lød som om, at det ikke var en skam. Det var jo faktisk heller ikke en skam at være nysgerrig, men jeg orkede virkelig bare ikke, at være sammen med ham. Jeg ville være sammen med André, lige nu og lige her. Selvom det ikke var mere end under 4 timer siden, at jeg sidst snakkede med ham, følte jeg alligevel en utrolig stor længsel efter, at snakke med ham igen. Jeg trak endelig ned i håndtaget, og gik ind på mit værelse. Det så nøjagtig sådan ud, da jeg havde forladt det. Jeg gik direkte hen for at kigge ud af vinduet, med håbet om, at få øje på André. Men heller ikke denne gang, var han at finde, og jeg kunne langsomt begynde at mærke nervøsiteten der steg mig til hovedet. Tænk nu hvis han lå et sted derude, og ikke kunne kalde efter hjælp, eller noget værre. Jeg slog hurtigt tanken væk, og fortrød omgående, at jeg havde tænkt sådan. For selvfølgelig var André ikke sådan. Han var stærk, og kunne sagtens klare sig selv. Han havde været afskåret fra sin egen familie i utrolig mange år, så kunne han vel også finde ud af, at ordne noget have arbejde.
”Smuk udsigt” hørte jeg Peters’ stemme lige bag mig, og jeg vendte mig forskrækket om. Han stod få centimeter fra mig, og jeg trådte et lille skridt bagud. Han opdagede det vidst godt, for et al for frækt smil, plantede sig i hans mundvige. Jeg gispede højlydt, hvilket han nemt kunne høre, pga. stilheden der befandt sig omkring os.
”Hvorfor så forsigtig?” spurgte han udfordrende, og lagde begge sine hænder på mine skuldre.
”Hallo…” sagde jeg en smule bange, og prøvede at vifte hans hænder væk fra mig, men han var for stærk, og holdte mig fast så jeg ikke kunne bevæge mig. ”Hvad har du gang i?”
”Tror du ikke, at vores forældre ville blive ret lykkelige, hvis vi to blev et par?”
”Hvad snakker du om, Peter?” spurgte jeg forvirret, men mere nåede jeg ikke at sige, før jeg kunne mærke hans læber imod mine. Han sugede sig fast til mig, og jeg kunne mærke tårerne der pressede sig på. Jeg fik kæmpet mig fri fra hans greb, og løb ellers bare alt hvad jeg kunne. Jeg løb så hurtigt ned af trapperne, at jeg nær var ved at falde et par gange. Jeg løb ud af hoveddøren, imens alle tårerne fossede ned af mine kinder. Jeg ville finde André, men hvor var han? Jeg havde brug for ham…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...