Godsejerens datter; forbudt kærlighed

En novelle, som vi for flere år siden har skrevet. Og siden den nu passer til den ene af konkurrencerne, har vi valgt at lade den deltage! :-)

50Likes
108Kommentarer
6045Visninger
AA

17. 17

Min far kom og hentede mig indenfor, da gæsterne kunne komme når som helst. Jeg forstod egentligt ikke, hvorfor de gjorde så meget ud af det, men det var jo nok også bare, fordi jeg var den jeg var. De gik selvfølgelig alt for meget op i, om de passede sammen med de mere ”fine” kredse, og inderst inde, kunne jeg faktisk også godt se meningen i det. Vi havde jo ikke selv betalt for dette hus, men havde fået nogle udefra til at købe det til os – eller noget i den stil. Jeg gik ikke så meget op i det, da jeg hadede huset inderligt meget. Den eneste positive ting ved det hele var, at jeg havde mødt André. Klokken tikkede, og endelig ankom de. Og selvfølgelig ankom de i deres flotteste, nye Audi. Jeg rystede irriteret på hovedet, da de trådte indenfor.
”Lea, gå hen og hils på Peter!” hastede min mor på mig, og skubbede blidt til mig.
”Hvorfor?” mumlede jeg hidsigt, og nægtede at flytte mig. Hun sendte mig dræberblikket, men jeg rokkede mig ikke ud af stedet. I stedet kom Peter hen til mig, og jeg kiggede overrasket op på ham. Han havde mørkebrunt hår der glimtede i skæret fra lampen. Hans øjne var koral blå, også havde han et splinter nyt jakkesæt på. Man kunne nemt se, at det var ham selv der havde bundet butterflyen, for den sad slet ikke som den skulle. Han rakte hånden ud, imens han sagde: ”Grev Peter.”
”Lea” mumlede jeg genert, og tog imod hans hånd. Hans hånd var kogende varm, og jeg trak hurtigt min hånd til mig, efter han havde givet den et klem. Jeg smilte undskyldende til ham, og han nikkede smilende tilbage. Vi blev vist ind i spisestuen, og da min mor havde sagt alle mulig ligegyldige ord, blev maden serveret. Det var en tre retters menu, og selvom jeg egentligt slet ikke havde lyst til at være her, nød jeg det. Jeg tænkte på hvad André lavede nu; om han enten klippede hækken, slog græsset eller passede hestene. Et lille smil viste sig på mine læber, hvilket Peter åbenbart havde lagt mærke til.
”Hvad tænker du på?” spurgte han, og kiggede studerende på ham. Han sad overfor mig, og jeg kiggede automatisk op. Han sendte mig et strålende smil, og jeg kiggede lige en ekstra gang rundt for at se, om de ”voksne” lyttede med i vores samtale.
”Intet” sagde jeg lidt efter, og prøvede at smile. Men det blev selvfølgelig så falsk som det overhovedet kunne blive, men det lagde han åbenbart ikke mærke til, da han nikkede forstående til mig…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...