Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4391Visninger
AA

5. En pige i regnen

Williams' synsvinkel:

Jeg følte en dynge hænge hen over mig, samtidigt med at jeg følte mig oppustet og fattig på tårer. Der var ikke flere tilbage. Alt var indtørret. Ikke kun taget i betragtning af mit eget liv, men især også med omstændighederne omkring mig. Hvis fogeden dog for én gangs skyld ville indse at vi intet kunne stille op imod de rige og langt bedre herremænd, kunne vi slutte fred og bare arbejde vores liv væk. Det ville være så langt lettere, så langt fredeligere og så langt mindre sårbart. 

Tanken om at jeg aldrig ville få min mor at se igen, se hendes ansigt, hendes smil, hendes røde og blafrende hår når det blev medtaget i vinden, hendes enormt grønne øjne og høre hendes hæse latter, var uudholdeligt. Nok var jeg den yngste i en søskendeflok på seks, men det betød ikke at jeg ikke havde fået ligeså meget opmærksomhed som mine andre søskende. Det ville nogen nok synes, men ikke jeg. Selvom hun ene og alene havde haft seks børn at se til, enke, havde hun altid strålet som en sol hele dagen igennem. Hun viste aldrig tegn på svag- eller træthed. Hun levede for os. Hun levede for sine børn.

Jeg gik i vejkanten og sparkede til diverse småsten, imens tankerne vrimlede rundt i mit hoved. Jeg var forvirret, samtidigt med at jeg var ganske fattet. Fattet over mit livs skæbne, den vej jeg selv måtte til at forme. Tage en stilling til om det var dette bonde liv, jeg ville leve til mine dages ende, eller om jeg ville udarte noget. Ville jeg fortsætte med at leve i frygten for at dø, se hvordan mine kære én for én må lade livet, imens jeg selv kunne rende rundt og føle mig hellig? Jeg ønskede mig noget bedre. Noget større. Jeg ønskede mig det umulige.  

Netop idet jeg rundede torvet hvorpå det gamle og faldefærdige rådhus jævnt stod plantet, fangede en pige, som lå på bænken under det store egetræ som var blevet plantet for over halvtreds år siden, et mindesmærke for faldne krigere, min opmærksomhed. Hendes tøj var ikke alt for prangende, egentligt kunne hun godt gå fra at være en af vore, men alligevel var der noget med hendes rene hud, der fik mig til at vige lidt tilbage. Hun var ikke spor beskidt, lige med undtagelse af det gennemblødte tøj hun bar.

Jeg stod længe og gjorde op med mig selv, om hvorvidt jeg skulle gå over til hende. Hun lignede at sove, og på den ene side ville jeg ikke tage hendes søvn fra hende, men på den anden side ville jeg heller ikke lade hende dø ihjel af lungebetændelse. Forsigtigt trippede jeg over til hende, imens vandet, forårsaget af den hærgende regn, dryppede ned fra mit hår.

”Undskyld mig, frue?” begyndte jeg klokkeklart, og ruskede blidt i hendes ene arm. Hun var hurtig til at slå øjnene op, og mindst ligeså hurtig til at sætte sig op i en hurtig bevægelse og lægge hænderne op foran sig, som beskyttede hun sig selv for yderligere overgreb.

”Hvem er De?” Hun kiggede noget skeptisk på mig, hævede det ene bryn og slog benene op på bænken ved siden af sig.  

Jeg tøvede. ”Mit navn er William,” svarede jeg højtideligt, og rakte en hånd ud imod hende. Hun sad længe og studerede den nøje, rynkede af og til på næsen som om hun ikke var vant til at se snavs, og trykkede den så langt om længe, imens hun nydeligt svarede: ”Jeg hedder Catherina.”

”Hvorfor ligger De herude midt i regnen? De kunne jo blive syg,” spurgte jeg uforstående, og fangede i et blikfang hendes øjne. Noget i dem, muligvis farven, fangede mig syrligt. Blå. Isblå. Hurtigt slog hun blikket ned i fliserne under sig, og striglende kørte hun langfingeren henover bænkens masse af massivt træ.

”Jeg har intet sted at sove,” sagde hun stille, og kiggede endnu engang op på mig. Et sted i mig var der noget der fortalte mig, at hun var farlig. At hun ikke var som nogen af de andre piger. Men noget andet i mig sagde også, at jeg ikke bare kunne efterlade hende her. Der var noget over hende. Noget, som en muligvis forkølelse over hende ikke måtte tage fra mig.

”Kom med mig. Jeg kender et sted De kan slå ly for natten.” Jeg trak hende op fra bænken, lagde mit sjal om hendes skuldre, og lagde forsigtigt en støttende arm om hendes skulder. Hun støttede sig til mig, og selvom regnen silede ned fra himlen, fornemmede jeg varmen stige tilbage i hendes iskolde krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...