Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4401Visninger
AA

13. Den ituslåede vase

Williams' synsvinkel:

Først da mørket var faldet på, begyndte jeg at begive mig hjemad igen. Jeg havde intet at nå hjem til. Det havde jeg aldrig haft. Men da jeg havde mødt Catherina, havde jeg følt, at dette måtte være en omvæltning i mit liv. Også selvom min mors død gruede forfærdeligt hårdt i mig, var der intet at gøre. Det var sådan det nutidige år 1776 var. Ingen kunne vide sig sikre. Hverken i livet, i skæbnen eller sågar i kærligheden.

Allerede fra første skridt jeg satte i den kolde og mørke gyde som førte op til skuret, fornemmede jeg at noget var på færde. Ikke umiddelbart til det positive plan. Automatisk satte jeg farten ned, holdte vejret og kiggede om hjørner, bare for at sikre mig, at jeg ikke blev overvåget. Nok havde jeg altid ment at dette sted var skummelt og ligefrem uhyggeligt, men det var anderledes her til aften. Der var noget, som ikke plejede at være her. Noget, som ikke plejede at høre til her. Der var sket noget. Det fortalte mine fornemmelser mig.  

Og jeg tog ikke fejl, skulle det vise sig små to minutters tid efter. Præcist som jeg havde kunnet mærke, måske ikke direkte at dette ville ske, men at der faktisk var sket noget, var døren ind til mit ”hus” blevet sparket ind og gået af hængslerne for oven, således den stod og tippede lidt. Og så snart et tilfældigt vindpust strøg forbi, små som store, knagede det i takt til vindens hylen.

Automatisk trak jeg mig sammen, idet jeg satte første fod på dørtærsklen. Det knagede, og gav genlyd igennem de tre værelser, som skuret stod inde for. Det løb mig iskoldt ned af ryggen, bare ved at begive mig indenfor. Jeg vidste, at nogen havde været herinde. Og noget i mig sagde også, at jeg på forhånd vidste hvem det kunne være. Mit første og primære bud, ville være herremændene. Den øverst stillede, som sarkastisk nok havde vist sig at være Catherinas’ far, havde set vores hænder i hinandens, hvilket tydeligvis ikke havde tilfredsstillet ham. Men hvad, hvis det var dem, havde de mon søgt efter? Mig? Eller oplysninger? Ligegyldigt hvad, havde de ikke fundet hvad de søgte. For her var intet. Her var stort set ligeså tomt som inden de kom, for låsen fra det værelse mor kaldte ”private ejendele”, sad stadig for døren.  

Jeg stillede mig over til det rådne køkkenbord, satte hænderne på bordpladen og skimtede ud af vinduet og op imod himlen. Fuldmånens stråler skinnede svagt indendørs, hvilket med ét fik mine tanker til at flakke tilbage til Catherina. Gad vide om hun mon også lige nu, sad og kiggede på selv samme måne som jeg? Tænkte hun ligeså meget på mig, som jeg tænkte på hende?  

Netop som jeg hørte små trin i hurtig hast bevæge sig henover trægulvet, vendte jeg mig vakst om. Jeg knugede mine hænder ordentligt fast om bordpladen. Så stramt, at mine knuger endte med at blive helt hvide. Men igen kunne jeg ånde lettet op; det var intet andet end bare en rotte. Jeg smilte svagt for mig selv, og det var dér jeg så det. Ovre ved den faldefærdige kommode til højre for badeværelset, på gulvet lige nedenfor, lå præcist dén vase, som i generationer havde gået i arv i familien. Langsomt begyndte mit had igen at vokse sig for herremændene. Hvor vovede de!

Jeg samlede glasskårene op af den smadrede vase, svøbte det i et gammelt og beskidt lagen, og lagde det dernæst ned i en mindst ligeså gammel rygsæk, som jeg svang om skuldrene. Jeg vidste, hvad jeg nu ville gøre. Jeg ville ikke længere være med til alt dette. Jeg fortjente en langt bedre skæbne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...