Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4393Visninger
AA

6. Blikket i hans øjne

Catherinas’ synsvinkel:

Hvem var denne unge mand, som havde i sinde at hjælpe mig? En helt fremmed, var han hvert fald. Kunne han ikke bare være ligeglad med mig? Ud fra min faders beskrivelser, jeg havde fået fortalt igennem hele livet, var bønderne ikke andet end selvoptagede personer. De kunne ikke se ud over deres egen næsetip, og havde derfor ikke medlidenhed med andre. Måske dette menneske var anderledes?

”Hvor fører De mig helt præcist hen?” Panikken fór med ét op i mig. Hvad nu hvis han var noget andet end han udgav sig for. Men i princippet havde han ikke fortalt hvem han var. Kun hvilket navn han havde fået tildelt ved sin dåb. ”Bare til et sted, hvor De kan få tag over hovedet, og også noget at spise. De skulle jo helst ikke sulte.” Et sikkert smil blev sendt fra hans side. Hvordan kunne han være så sikker på alting? Han lød til at have styr på alle ting, trods han måske var usikker alligevel.

”Fortæl lidt om dem selv. Hvad dine forældre laver og sådan noget.” Jeg sukkede efter han havde stillet mig præcist dét spørgsmål jeg mest af alt, håbede på ikke ville komme. Måske jeg bare skulle snakke udenom, og stikke ham en løgn? Eller fortjente han nu også det? Men hvad ville han ikke tænke om mig, hvis jeg fortalte ham sandheden? At jeg var datter af herremanden, som de alle hadede? ”Tjo.. Ser De, så snakker jeg faktisk ikke med mine forældre i denne tid. De ved.. Problemer?” sagde jeg med usikker stemme.

Trods min usikre stemme, så det alligevel ud til, at han hoppede på det jeg sagde. Løgn var det jo ikke. Jeg snakkede ikke med mine forældre, da jeg havde valgt at lade dem i stikken. De vidste sikkert ikke engang, hvor jeg befandt mig. Måske de også var ligeglade? Uden mig skulle min fader ikke tænke på de skænderier, som altid opstod mellem os. ”Jeg forstår.” Og derefter blev der ikke snakket mere.

Kulden strøg sig blidt gennem min krop. Mine tænder var tæt på at klapre, og hvis jeg ikke tog mere fejl, så havde mine læber fået en isblå farve, fordi jeg frøs. Jeg prøvede på at slappe af i kroppen, men forgæves. Tøjet var gennemblødt, hvilket betød at jeg også var gennemblødt. Vandet løb stadig ned af mit lange hår, og kærtegnede blidt mine kinder, mens dråberne løb ned af dem. Denne såkaldte William, havde måske opdaget at jeg frøs. Lidt efter tog han nemlig en arm om mig. Han ville mig vel ikke noget ondt? Eller ville han? I et kort øjeblik lod jeg bare mine tanker ligge gemt i baghovedet, og prøvede på ikke at virke for anspændt, så han måske troede jeg fandt hele situationen mellem, akavet. ”Hvor kommer De så fra? Er De her fra byen, eller fra et mere fornemt sted?” Igen var det denne William, som måtte starte en samtale mellem os. Jeg var mere.. tilbageholdende i sådanne situationer. ”Oprigtigt er jeg her fra byen.” Kort gik jeg i stå. Igen ville vi ende med at komme ind på samtalen om hvor vi stammede fra. ”Hvor kommer De så fra, hvis jeg må spørge?” fortsatte jeg med et smil på mine forfrosne læber. ”Denne by er mit hjemsted. Jeg har levet med min mor og mine søskende i et fattigt distrikt. Vi har aldrig haft specielt mange penge, men har kunnet leve på det vi havde. De ligner derimod ikke en herfra. Der er noget over Dem, som skiller sig ud,” sagde han med et skævt smil. Tanken om, at jeg var blevet opdaget i denne løgn, strejfede mig for en kort stund. Kunne han se, at jeg var datter af herremanden? Var det så tydeligt? ”Og hvad er dette specielle, som skiller sig ud?” ”Jo ser du, frue.. Catherina. Deres hud er så ren sammenlignet med andres i denne by. Kun fornemme folk har en så fin og ren hud som Deres,” konstaterede han, mens han slap grebet om mig. Typisk… Jeg var sikkert blevet opdaget i min hemmelighed eller måske ikke? I så fald, gik vi videre i stilhed, hvor der ikke blev spurgt mere ind til vores liv. Af og til blev der delt blikke mellem os, hvilket fik min krop til at varme mig op. På en eller anden underlig måde, havde det noget med ham William at gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...