Fortidens mysterier

Dette er vores bud til Sommerkonkurrencen, med temaet "Historisk Fiktion". Ganske kort, handler den om bonden William og herremandens datter, Catherina. God fornøjelse! :-)

32Likes
160Kommentarer
4389Visninger
AA

16. Beslutninger med følger

Catherinas’ synsvinkel:

Irriteret slog jeg hånden mod væggen. Hvad havde jeg gang i!? Selvfølgelig ville jeg flygte sammen med William, men hvorfor havde jeg så afslået hans forslag? Her havde jeg chancen for, igen, at følge mit eget hjerte, så hvorfor tænkte jeg overhovedet på min fars reaktion? Han havde ikke retten til at bestemme over mit liv. Havde ikke retten til at holde mig indespærret som en fængelsfange. Uden yderligt at tænke over det, spejdede jeg ud af vinduet igen. William var væk, hvilket jeg også havde regnet med han var. Siden jeg havde afslået ham, fandt han mig sikkert ikke interessant mere. Dog havde han alligevel sagt noget til mig, som egentligt ikke kom bag på mig, men som alligevel fik ordene til at køre rundt i hovedet på mig.

”Hvis du vil blive her, så fint. Men jeg elsker dig Catherina, det gør jeg virkeligt.” – havde han sagt. Så tydeligt som han havde sagt ordene, så var der slet ikke noget at tage fejl af. Jeg var åbenbart ikke den eneste der havde blandet følelser med ind i vores lille ”romance”.

Mange ville sikkert syntes det var absurt, at vi allerede efter så kort tid, kunne have udviklet følelser for hinanden. Nogle gange skete der ting man ikke selv kunne administrere. Ting som man intet kunne hamle op med. En ting, som var sket i mit forhold til William, og nu havde jeg også fundet ud af, at det var gengældt fra hans side. Skabet fik jeg lidt efter revet op. Det fine tøj, blev med vold revet ned fra hylderne. Jeg fandt et stort lagen, jeg førhen havde haft på min seng, men siden vores stuepige, ikke havde fået det fjernet, fandt jeg det brugeligt til den situation jeg havde gang i.

Tøjet fik jeg smidt ned på lagenet, samt et par flade sko. Et par sko, som man nemt kunne løbe i, hvis dette nogensinde ville være tilfældet.

Efter godt og vel en halv times pakken, fik jeg, med et stykke snot jeg havde fra de store gardiner på mit værelse, bundet lagenet til i toppen, så den på var fast og urokkelig.

Med en forsigtig lyd, fik jeg åbnet mit store parcelvindue, og kiggede så ud. Kiggede for at tjekke om vagterne var gået til pause. Ganske rigtigt, var der ingen at se om herregårdens mure. Med lethed, fik jeg så smidt den store byld med al tøjet, ud af vinduet, så det landede i en busk, direkte under mit værelsesvindue. Så manglede jeg bare selv at komme levende ud af huset.

Nemt, ville det ikke just blive. For at komme ud, skulle jeg forbi dagligstuen, hvor min far sad midt i et møde med tre andre herremænd. Herremænd fra andre storbyer nær Birmingham. Dette ville blive en prøvelse, men som man sagde, så fik man heller ikke mere sjov end det man selv lavede.

Rose, vores husholderske, havde et lille kammer i værelset ved siden af mit. Derinde vidste jeg, at hun havde et skab med hendes ”uniform” hun altid bar, når hun var i arbejde på herregården, hvilket hun stort set var altid. Med korte træk, fik jeg hevet et sæt af hendes tøj ud af skabet, hvor det var, og fik så hurtigt skiftet om til det. Mit lange hår, fik jeg sat op med et af hendes hårnet, og fik det så under en hat, som hun havde liggende på sin seng. Alt var næsten klart, lige udover at komme gennem dagligstuen.

Siden middagen snart skulle serveres for herremændene, samt min far, fandt jeg det som min flugtvej. Som om, jeg var Rose, fik jeg beordret vores anden husholderske, Jasmine, til at lade mig klare opgaven med maden. Køkkenet lå klods op af dagligsstuen, så muligheden lå til det. Muligheden for at flygte.

”Værsgod, De herrer,” smilede jeg, med en lidt lysere stemme end jeg plejede at have. Ingen, for slet ikke at sige min far, skulle opdage min hemmelige indentitet. Mændene tog grådigt for sig, som var det deres sidste måltid de skulle nogensinde skulle have. Mens de var fuldt optaget af maden, stak jeg hurtigt af.

Jeg fór ud til busken under mit vindue, hvorpå jeg fandt, som jeg havde regnet med, min byld med al tøjet i. Derefter løb jeg ind til byen, hvor jeg bare måtte gennemføre det jeg havde sat mig selv for at gennemføre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...