Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2623Visninger
AA

8. Vampyrmænd-.-

Jeg spurtede efter drengene, så hurtigt jeg overhovedet kunne, og indhentede dem hurtigt. Jeg overhalede dem til sidst, og sådan løb jeg ellers hele vejen, indtil jeg stoppede foran det hus, hvor Mac, Marilyn, Jesper og manden boede. Jeg havde aldrig fået fat i, hvad det var manden hed. Mark, Manuel og Michael steg af, og så lettere fortumlede ud. Så kom Mac og Jesper ud, med et stort smil. ”MARY!” råbte de, med et stort smil. De kiggede hurtigt på Mark, Manuel og Michael, men kiggede så på mig igen. Jeg stod bare som ulv, og ventede på de andre. De kom efter 2 minutter, og så ret forpustede ud. De forvandlede sig til mennesker, og så endnu mere forpustede ud. Mac og Jesper stod og grinte af dem, og det samme gjorde jeg. Jeg forvandlede mig også til et menneske, og smilede stort. ”kunne i ikke følge med?” spurgte jeg, og kiggede drilskt på dem. ”du er jo skidehurtig! Der kom helt en vind, da du overhalede! Tænk lige du havde passagerer,” sagde Zack, og gispede lidt efter vejret, da han havde sagt det. ”nåh ja, for resten, så er det her Mark, Manuel og Michael,” sagde jeg, og pegede på hver af dem. ”de havde det da sjovt,” sagde jeg, og kiggede på dem. De så lidt lamslåede ud? ”eh… det tror jeg ikke,” sagde Mac, med et lille grin. De fik hurtigt styr på deres ansigtsudtryk, og smilede så. ”det er heller ikke hver dag, at man rider på formskiftere, og står overfor vampyrer,” sagde jeg, og slog hurtigt Mark på armen. De kiggede hurtigt forskrækket på Mac og Jesper, der grinede, af deres udtryk. ”vi er vegetarer, bare rolig,” forsikrede Mac dem om, med et smil. De nikkede, og smilede så igen. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og sprang så ud i, at spørge. ”hvor… hvor er han begravet?” spurgte jeg, og kiggede på Mac, med tårer i øjnene. ”i den lysning, hvor vi mødtes,” sagde Mac, og kiggede på mig, med medlidenhed. Jeg nikkede, og trådte så lidt væk. Jeg forvandlede mig til ulv, og spurtede så hen mod lysningen, hvor jeg mødte Mac og Jesper. Jeg kunne høre nogen et stykke bag mig, men jeg ignorerede det, og løb bare endnu hurtigere. Jeg kom endelig til lysningen, og opdagede straks, hvor gravstedet var. Der var en masse blomster, og så stod hans navn, på stenen, der var imellem, de masse blomster. Jeg smilede, da jeg så, at en fugl satte sig på stenen. Den var rigtig flot, og mindede mig, om Sander, på en eller anden måde. Så kunne jeg høre en bag mig, men jeg vendte mig ikke om, for at se efter; det var sikkert en jeg kendte. Men jeg tog fejl, for lidt efter, fik jeg et slag i hovedet. Det fik mig til at tumle lidt til siden, men så stod jeg normalt igen, og så, at der stod 4 menneskedrenge, med en masse sten. De lugtede en lille smule af alkohol, men ellers, forstod jeg ikke deres aggression. Jeg kiggede bare på dem, som om de ikke betød noget, hvilket de jo egentlig ikke rigtigt gjorde. Jeg stod ca. en meter fra gravstenen, så jeg kunne stadig stå og kigge på den, hvilket jeg gjorde kort efter. Drengene kastede sten, efter sten, på mig, men jeg gjorde intet. Jeg kiggede bare på gravstenen, uden at gøre noget. Da de ikke kastede flere sten, vendte jeg hovedet mod dem. De stod bare og kiggede på mig, med stor frygt. De var sikkert bange, og ikke andet. Jeg kiggede igen på gravstenen, og kunne høre, hvordan drengene nærmede sig. Jeg vendte hovedet mod dem, så de stoppede bart op. Jeg nikkede bare til dem, og kiggede igen på gravstenen. De gik stille hen mod gravstenen, og satte sig så overfor den. Den der sad tættest på mig, var ikke andet end 20 cm væk. Jeg kiggede på ham, med et trist blik, inden jeg igen kiggede på gravstenen. Jeg rejste mig op, og strakte min krop. Drengene blev ret forskrækket, og kiggede alle op på mig. Jeg kunne ikke lade vær, med at smile et ulvesmil, da de så ret sjove ud i ansigterne. De rejste sig også op, og kiggede på gravstenen. Den der var længst væk fra mig, lignede en, der var ved at dø, af bare skræk. Jeg trådte et skridt tættere på dem. De gjorde ikke andet end at holde øje med mig, da jeg langsomt kom tættere på. Til sidst stod jeg op af en af drengene, som jeg gik til halsen. Han virkede rolig, så jeg stod der, og så på gravstenen. En tåre, trillede ned af min kind, mens jeg kiggede på den. Jeg kunne se drengene, stirre på tåren, mens den røg gennem luften, og landede på græsset. ”det er, som om ulven kendte Sander,” sagde den dreng, der stod ved siden af mig. Jeg kiggede på ham, og nikkede. ”okay, den kendte ham? Men hvordan?” spurgte drengen ved siden af ham. ”det er et godt spørgsmål,” sagde den tredje dreng. Den fjerde dreng, kiggede bare tavst, men rædselsslagent på mig. Jeg var helt ufarlig, så jeg forstod ikke, hvorfor han var så bange? Jeg hørte en gren knække bag os, så jeg vendte mig om. Det var en dejlig sød duft, der kom. Så det kunne kun, være en ting; en vampyrmand. Det var mærkeligt, at jeg ikke havde set så mange kvindelige vampyrer, men sådan var det vel bare. Mærkeligt nok. Jeg knurrede af ham, og så vendte drengene sig også om. Da de så manden, tyssede de på mig, for at få mig til at tie stille. Jeg knurrede bare vildere, og begyndte at gø, mens manden stod helt stille. Jeg kunne høre, at drengene begyndte at fumle med noget, og så fik jeg noget hårdt i hovedet, så jeg faldt ned på jorden. Jeg lagde helt stille, mens jeg kunne mærke, hvordan blodet løb ned af mit hoved. Så landede en stor, spids sten, lige ved siden af mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...