Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2626Visninger
AA

2. Okay, formskifter.

Mens vi lagde der, kunne jeg ikke sove. Mit blik flakkede rundt, men jeg vidste ikke, efter hvad. Så endte mit blik ved udgangen, hvor jeg så, en kigge ind. En ulv, der var helt rød, og havde mørkeblå øjne, men da blikket mødte mit, forsvandt ulven. Jeg rejste mig op, og drønede af sted, efter ulven. Jeg kunne lugte, at den var tæt på, så jeg satte farten op. Da jeg stod overfor ulven, følte jeg, at jeg var en lille pige, og ikke en stor ulv. for denne ulv, var meget højere end mig. så kom jeg i tanke, om mit menneskenavn. Det kom ud af det blå; Mary. Det var hvad jeg hed. Ulven foran mig, snerrede, og rev mig ud af mine tanker. Jeg glemte pludselig alt om min frygt, rejste børster, og snerrede igen. Den stirrede forskrækket på mig, lagde sine børster ned, og trådte 1 skridt bagud. Så kunne jeg se den rystede vildt, og så som med et vingeslag, stod en dreng foran mig. han havde sort, kort hår, mange muskler, nøddebrun hud, brune, varme øjne, og et stort, hvidt smil. Jeg kiggede forvirret på ham, han stod kun i shorts, intet andet. ”er du ikke formskifter?” sagde drengen, og kiggede afventende på mig. jeg trådte et skridt bagud, mens jeg prøvede, at skifte form, tilbage til et menneske. Jeg kunne mærke, hvordan min krop rystede, og så aftog rystelser, hvorefter, jeg stod på 2 ben, foran drengen. Jeg kiggede ned af mig selv, og fik et chok. Jeg var et menneske, og havde et par, sorte shorts på, samt en kort, lyserød, top, der gik mit til lige over navlen. Jeg kiggede op på drengen igen, som stod og smilede stort. Jeg havde et ar, efter såret, på min højre side, men ellers lignede jeg mig selv. Jeg spejlede mig selv, ind i drengens, brune, varme øjne. Mit lange, mørkebrune hår, hang ned til min hofte, min hud var lige så brun, som drengens, og mine brune øjne, så tomme ud, mens jeg overhovedet ikke smilte. ”jeg vidste, jeg ikke var den eneste,” mumlede drengen, mens han kiggede forundret, lige ud i luften. Så kiggede han op på mig, med et smil. ”jeg hedder Seth, hvad med dig?” sagde Seth, med et smil. ”jeg hedder Mary”, sagde jeg, tonløst. ”bor du sammen, med de der ulve? Du er jo bare en formskifter,” sagde Seth, med et forsigtigt smil. Jeg trak på skuldrene, og hørte en lyd bag mig. jeg vendte mig instinktivt om, og så… Sander? Han trådte frem, og stod kun 1 meter fra mig. Han kiggede forvirret på mig. ”det er mig, Sander. Det er mig, Shadow,” sagde jeg, med en høj og tydelig stemme, så jeg var sikker på, at han hørte hvad jeg sagde. Han trådte et skridt bagud, og betragtede mig. så kom et smørret smil frem, hvor tungen stak ud. ”hvad?” sagde jeg, og kiggede smilende, på Sander. Jeg trådte et skridt bagud, og ville forvandle mig, da det irriterede mig grænseløst, ikke at vide, hvad han mente. Jeg kunne mærke varmen i min krop, og så var jeg ulv, igen. ”hvad er der?” bjæffede jeg, og kiggede smilende, på Sander. ”du så da herre lækker ud! undskyld, men jeg troede ikke, at du var formskifter! Jeg er også formskifter, og var den eneste, i flokken, indtil du kom! Hvor er det bare dejligt! Jeg troede ikke, det kunne ske for piger! Og du er jo også den eneste pige i flokken, men…” bjæffede Sander, men jeg hørte ikke efter, for jeg vidste, der kunne gå tid, før han var færdig, så jeg besluttede, at stoppe ham. ”okay, stop, Sander! Jeg har forstået, at du er formskifter… hedder du også rigtigt Sander?” bjæffede jeg, og kiggede nysgerrigt, men smilende, på Sander, som nikkede, med sit store hoved. ”jeg hedder rigtigt Mary,” mumlede jeg, men stadig med et smil. ”men hvem er ham der,?” bjæffede Sander, og kiggede over på Seth. ”det er også en formskifter, han hedder Seth,” bjæffede jeg, med fryd i stemmen. ”okay,” mumlede Sander, med en lidt trist mine. ”skal vi ikke snakke med ham? Vi kunne have, vores egen flok? Du ved, med et alfa og sådan… hvorfor er der egentlig formskiftere?” bjæffede jeg, og var ved at dø, efter at få svar. ”det kan vi vel godt… grunden til vi er til, er fordi, at vi skal udslette vampyrer, som kan true mennesker, omkring, de her bjerge, og for foden af bjergene… altså vandrere” bjæffede Sander, med et smil, men man kunne se, at det var falskt. Jeg nikkede, og mærkede hvordan jeg rystede, og forvandlede mig, til et menneske igen, og det samme gjorde Sander. Han var langt højere end mig. meget, endda. Det samme med Seth. Eller, drengene var lige høje, så jeg var lavest. Jubi. Men jeg lagde det hurtigt bag mig, og smilede så. ”altså, jeg tænkte på… vi skal jo alle, beskytte mennesker, mod vampyrer, ikke? Så hvorfor ikke have en flok?” sagde jeg, og henvendte mig mest til Seth, da Sander, var enig. Så mig og Sander, kiggede bare ventende, på Seth. Han nikkede langsomt. ”men, hvordan finder vi ud af, hvem der er alfa?” sagde Seth, og kiggede først på mig, og så Sander. ”vi kunne gøre det, på ulvemaner? Du ved, en lille slåskamp?” sagde jeg, og kiggede på dem, med et ventende udtryk, printet på mit ansigt. De kiggede på hinanden, derefter mig, og nikkede så. Vi forvandlede os til ulve, i samme sekund, som vi givet hinanden et blik, der betød nu. Så stod vi foran hinanden, med børster, mens vi viste tænder. Jeg var lavere end dem, hvilket nogen gange, ville få mig til at se nemmest ud at få ned med nakken, men jeg ville kæmpe, til sidste ende. Eller næsten, da ingen måtte, eller skulle, dø. ”mig og Sander først,” bjæffede Seth, og vendte sig mod Sander, hvorefter, jeg trådte lidt væk, da det kunne blive meget voldsomt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...