Ulveskikkelse


7Likes
28Kommentarer
2625Visninger
AA

7. 4 ½ år senere.

Jeg havde ikke set nogen i øjnene, siden den dag Sander døde. Jeg delte nogle af mine tanker med dem, men ellers gjorde jeg intet. Jeg lagde bare og kiggede ud fra min grotte, eller løb en tur. Spise, var ikke noget jeg gjorde tit. Kun hvis det var nødvendigt. Jeg vidste godt, at det var langt ude, men jeg havde ikke andet at gøre. Jeg ville ikke tilbage, så jeg kunne mindes om, at Sander var død. Men som man siger; man ved ikke hvad man har, før man mister det. Tror jeg da det var? Jeg kunne ikke huske så meget, da jeg prøvede at lade mine ulveinstinkter tage over, så jeg ikke tænkte så meget. Jeg havde været ulv, i 1½ år, og havde det fint med det. At være menneske, var for sårbart, når jeg var alene. Jeg rejste mig op, i den lille grotte, og løb ud i skoven. Jeg løb bare rundt, indtil det blev for meget, og jeg valgte at gå. Jeg gik rundt mellem træerne, og kiggede på naturen, omkring mig. Træernes blade var helt lysegrønne, ligesom alt andet, der havde blade. Jeg så masser af insekter, men mærkeligt nok, ingen fugle, ræve, hjorte, eller noget lignende. Det var ikke normalt, at de dyr skjulte sig, da der var eftermiddag. Der plejede det at myldre med dyr, overalt. Jeg hørte en gren knække, og kiggede mig så omkring, for at se, hvad det var. Men der var intet at se, så jeg gik videre. Jeg gik ikke lang tid, før jeg kunne høre fodtrin. Jeg vendte mig om, og så et menneske stå, med et gevær. En jæger. Jeg kiggede bare ligegyldigt på ham. Han havde geværet ladt, men jeg gjorde intet. Det ville være rart at dø, hvis ikke det var fordi, jeg ikke kunne skades. Rædslen begyndte at komme over hans ansigt, da han opdagede, at jeg ikke gjorde noget. Han så heller ikke ret gammel ud, han lignede en på 21, der bare ville bevise, hvor sej han var, for sine venner. Jeg måtte have haft ret, for lidt efter, dukkede der 2 mænd frem bag ham, også med gevær. Deres var også ladt, og de sigtede alle på mig. Den første mand, sænkede sit gevær, og kiggede på sine venner. ”skal vi ikke lade den være, den gør jo ikke noget?” sagde han, og holdt lidt øje med mig, ud af øjenkrogen. ”hvordan ved du det? Og desuden, er det en sjælden ulv, det er ikke tit, at de er sorte, i den her omegn, så vi kan tjene mange penge på dens pels, eller også kan vi fange den, og sælge den, til en zoologisk have,” sagde manden, der stod til hans venstre. ”så tager jeg zoologisk have,” sagde den første mand, og tog patronerne ud af hans gevær, hvorefter han puttede nogle andre i. Jeg begyndte efterhånden at blive træt, så jeg lagde mig ned, med hovedet løftet, og kiggede på dem. De 2 andre mænd, sænkede også deres gevær, og så kiggede de alle på mig. ”jeg er parat til at skyde, hvis den gør noget, prøv at gå hen til den,” sagde en af de bagerste mænd, til den første mand. Manden lagde geværet ned, og begyndte lige så stille, at gå hen mod mig. Jeg gjorde intet, udover at kigge på ham, med triste øjne. Han tog meget små skridt, sikkert for ikke at skræmme mig. Det ville ikke skræmme mig, hvis han tog større skridt, men jeg lod ham gå, som han ville. Han kom helt hen til mig, og satte sig på ned på hug, foran mit hoved. Han rakte langsomt sin hånd frem, for at røre mig. Jeg gjorde intet, udover at kigge ham i øjnene. De var flotte blå, mens mine var en græsgrøn farve. Hans hår var mørkebrunt, hans læber var fyldige, og hans kæber let fremhævet. Hans næse, var tilpas, hverken for stor, eller for lille, og så, så hans krop ret veltrænet ud. Hans hånd landede ved mit øre, hvor han begyndte at klø mig let, bag det. Jeg lukkede mine øjne, og nød det. Han satte sig tættere på mig, og begyndte at kæle mig fra panden, ned til mine skulderblade. ”den er vist ret tam,” sagde manden, og man kunne tydeligt høre smilet, i hans blide stemme. Så stoppede han, og jeg kunne høre, at han rejste sig op. Jeg åbnede mine øjne, og kiggede op på ham. Han smilede stort til mig, og klappede lidt på sit lår. Jeg antog det som om, at han ville have at jeg skulle stå op, så jeg rejste mig op. Jeg gik ham til skulderen, så han var stadig højere end mig. Mændene bag ham, lagde også deres gevær ned, og gik hen til manden. De begyndte også at kæle lidt for mig, mens jeg nød det i fulde drag. Så kunne jeg høre en gren knække, og at mændene gik om bag mig. Jeg åbnede mine lukkede øjne, og så Seth stå foran mig, med hans nye flok. Det var en chokoladebrun ulv, en hvid og en blodrød, og så var de alle mænd, så vidt jeg kunne huske, at han havde fortalt mig, i hans tanker. Jeg lukkede ingen af dem ind, så de kunne ikke høre mine tanker. Men Seth åbnede op for mig, så jeg kunne høre hans. Hej Mary, sagde Seth, med en blid stemme. Jeg nikkede med hovedet, for at sige hej. Hvem er det, du står med? Nogle venner? Spurgte Seth, og kiggede hurtigt på dem. Jeg tøvede lidt, men nikkede så. Er de formskiftere? Spurgte Seth, og kiggede vurderende på dem. Jeg trak på skuldrene, og kiggede også hurtigt på dem. Vil du ikke nok komme hjem? Spurgte Seth, med en bønfaldende stemme. Så lukkede jeg ham ind. HJEM!? Nej, jeg vil ikke mindes om Sander, sagde jeg, med en bedrøvet stemme. Jeg savner dig, sagde Seth, og klynkede. Sander ville sikkert have, at du skulle komme videre, fortsatte Seth. Jeg knurrede vildt af ham. Lad vær, med at blande Sander ind, i det her, sagde jeg, og kiggede rasende på Seth. Hans flok, svarede mig, men ikke ham selv. Jeg stoppede med at knurre, og kiggede tilbage på mændene. De stod og kiggede forvirret, på os. Jeg gøede en enkelt gang, for at sige, at de skulle blive der, men de forstod det sikkert ikke. Så kiggede jeg på Seth igen. Mac og Jesper, savner dig også, begyndte Seth, og kiggede bedende på mig. Jeg lagde mine ører fladt ned, og satte mig så, med hovedet ned af. Du må godt tage dem med dig, hvis du gider? Eller du kan besøge os, når det er nat? Sagde Seth, mens jeg løftede hovedet igen. Han kiggede hurtigt på mændene, og derefter mig. Jeg rejste mig op igen, og lod så et suk, komme gennem mine tanker. Kan vi ikke snakke om det her, som mennesker? Og hvis de så ser det, er det vil ligegyldigt, ikke? Ingen ville tro dem, hvis de sagde det, til nogen andre, spurgte jeg Seth om, da jeg hadede, at dele mine tanker. Han nikkede, og forvandlede sig så først, til menneske. Så gjorde hans flok det samme, og ganske rigtigt, var de alle mænd. Jeg kiggede hurtigt tilbage på mændene, der kiggede vantro, på Seth, og hans flok. Så kiggede de derefter, over på mig. Jeg nikkede, og trådte 1 meter, væk fra dem. Jeg lod rystelserne tage min krop, og stod så som menneske, foran Seth og hans flok. Seth smilede stort. ”det er godt at se dig igen,” sagde Seth, med et endnu større smil. ”det er helt mærkeligt, at gå på 2 ben igen,” sagde jeg, og kiggede ned af mig selv. Så tænkte jeg på mændene bag mig, og kiggede hurtigt bagud. De stod og kiggede måbende på mig. Jeg gik hen til dem, med et smil. ”jeg er Mary,” sagde jeg, og rakte hånden frem. De tog den alle sammen, og smilede så, stadig lidt vantro. ”Mark, Manuel og Michael,” sagde den første mand, der så hed Mark, med et stort smil. Jeg gav slip, og gik så lidt længere hen mod Seth. ”det er også godt at se dig igen,” sagde jeg, med et lille smil. ”tager du så med tilbage, og dræber nogle vampyrer?” spurgte Zack, som er den blodrøde ulv, der er i Seth’ flok. ”i er jo 4? Zack, Seth, Connor og Steve,” sagde jeg, og pegede på hver af dem. ”det kan godt være, men du er jo trods alt den eneste kvindelige formskifter, så… det gør det lidt sejere! Og at du så også er stærkere end Seth, som jo egentlig er stærkere end os andre, er da bare for fedt,” sagde Steve, med et stort smil. Han er den hvide ulv. ”jeg er så også gået hen og blevet halvt vampyr, og halvt formskifter,” sagde jeg, og smilede skævt. ”du var da også stærkere end ham, før du blev det,” sagde Connor, og smilede stort, som så er den chokoladebrune ulv. ”kom nu,” sagde Zack, som er den blodrøde ulv, med et lige så stort smil. ”helt ærligt drenge, nu er i lige lidt for store fedterøve,” sagde jeg, og smilede et lille smil. De nikkede ivrigt, men stadig med et smil. ”jeg var ellers lige ved at ende i zoologisk have, men hva pokker! Jeg tager da med jer,” sagde jeg, og smilede stort. ”YES!” råbte de i kor, og lavede high five. Jeg fnes kort af dem, og vendte mig så mod Mark, Manuel og Michael. Jeg gik hen til dem, så jeg stod 1 meter fra dem. ”altså… vil i med? Eller gå på jagt igen?” sagde jeg, og smilede stort. ”vi vil… da gerne med,” sagde Mark, efter et nik, fra de andre. Jeg smilede stort, og vendte mig så mod Seth, Steve, Connor og Zack. ”de kommer med! Jeg skal nok tage dem,” sagde jeg, hvorefter de hurtigt nikkede. Så forvandlede de sig til ulve igen, og begyndte at løbe. Jeg gik lidt længere væk fra drengene, og forvandlede mig til en ulv. Så gik jeg hen til dem, og gjorde tegn til, at de skulle komme op. De satte sig alle op, og holdt godt fast.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...