Hurt 4. (JB)

4'eren a A Beautiful Melody, Soulmate og Heartbeat.
Hvis I ikke vil læse de andre og vil starte på denne, kan I skrive under min movella, om jeg skal skrive kort om, hvad den handler om.

6Likes
111Kommentarer
3582Visninger
AA

2. Alt for tæt på døden. Kap. 2.

"Der er desværre ikke et helt svar." Jeg kunne mærke, at Justin blev en del utålmodig og sur, da han spændte musklerne i sin krop. Så smilede hun igen meget hurtigt, så man lige kunne se hendes trekantet vampyr-agtig tænder og sagde så: "Men hun lever stadig." Det var som at blive hevet op af koldt vand, men hvor hen, jeg blev hevet op, helvede eller himmelen, vidste jeg ikke. Jeg kunne mærke Justin slappede helt af af lettelse. Han var også heldig; han havde håb om, at hun havde en chance for at leve, det havde jeg ikke med mor. "Hun ligger i koma, og vi ved desværre ikke, hvor lang tid hun gør det. Vi gør os umage, skal I vide. Besøgstiden starter klokken tre."
Jeg sendte det mellemstore ur over hende et kort blik. Klokken var ti i tre, så det ville ikke vare længe.
Lægen vendte sig om og smuttede ud af rummet.
Justin faldt ned på gulvet og smilede et lille smil til mig. "Hun lever stadig," sagde han. Jeg kunne se på hans ansigt, hvordan det havde tøet op som sne i solen. Der var både lettelse, glæde og hans ansigt begyndte stille at få sin farve igen, men alligevel håb om, at hun ville vågne lige om lidt.
"Jaer," mumlede jeg og kløede min arm. Hvad med mig?! Chris og far kom ind af døren og så glade ud, bare ikke ligeså meget som Justin. Det måtte gå op for ham som et chok, da han fik at vide, hun stadig levede.
"Der var du heldig," sagde Chris. "Det er et held, at hun stadig lever!" Han smilede stort, og så gik både ham og far over til Justin, og jeg tilbage, der intet håb havde, da hun døde. Det hele gik så stærkt dengang. Jeg vågnede, vendte mig om og så, til min store skræk, lå min mor livløs i sengen. Ikke nok med det, så havde jeg også mistet Alice, men rigtige mor. Hende der er et lille billede af på min halskæde.
Hvilket mindede mig om min hals fyldt med ar. Jeg var heldig; ingen havde spurgt ind til det, siden den hårde situtation, jeg engang var i. Godt nok stirrede Chris på min hals, men det var, fordi hanvar bekymret for mig. Jeg kunne se det i hans øjne, hvilket fik mig til at føle, han var min bedsteven.
En hånd lagde sig på min, og da jeg kiggede op, fangede jeg Chris' blik.
"Vil du med ud? Du ser ikke så godt ud," sagde han stille og lagde en hånd på min varme pande. Så så han bekymret på mig.
"Nej, jeg vil ikke ud. Jeg har de fint her." Jeg smilede overbevisende, men det hjalp ikke helt. Han trak blot på skuldrende, stadig bekymret og gik så. Da jeg kiggede rundt, opdagede jeg, at jeg var den eneste i rummet.
"Chris!" sagde jeg forvirret på den hvide gang og kiggede rundt. Han var kun få meter bag mig, så han vendte sig om og rakte en hånd imod mig. Jeg tog den og gik videre ned ad gangen.
"Hvad skal vi?" spurgte jeg.
"Klokken er tre," svarede han kort. "Justin ville jo gerne besøge Julia."
"Så han er derinde nu?" Han nikkede og smilede til mig.
"Vi går lige en tur." Han svingede mig rundt, så mit lyse hår svingede om mig.
"Jeg er bekymret for Justin," sagde jeg. Han hævede et øjenbryn.
"Hvorfor? Julia lever stadig. Jeg tror, han har det fint nu. Hvis bare hun lever." En kvælende fornemmelse bredte sig i min krop, men jeg ignorerede den.
"Jeg er glad for, at han har det fint nu. Ved du, hvad der skete, inden hun kom her til?" Han rystede på hovedet.
"Jeg ved, at der var blod over det hele." Jeg bed min i læben og kiggede stift ud for mig selv. Vi satte os i en vidueskarm, hvor der ikke var nogle til stedet. "Jeg vil ikke se Julia," sagde han så. "Hun har sikkert blod over alt."
"Det tror jeg ikke." Jeg havde aldrig set Justin som et voldeligt menneske, så det kunne ikke være ham, der havde slået hende. Det kunne være en fremmed mand, der havde gjordt det eller noget helt andet, siden hun ligger på et hospital i koma.
"Jeg tror, jeg tager en taxa hjem," mumlede Chris. "Det her går for stærkt og er alt for sygt. Jeg hader hospitaler. Vil du ikke nok komme med?" Han kiggede bendede på mig.
"Jeg skal nok tage over til dig, når jeg kommer hjem," svarede jeg.
"Lover du det?" spurgte han og smilede. Jeg nikkede og gled ned fra vindueskarmen. Så hoppede han ned ved siden af mig, trak mig ind til et stort, varmt kram og vendte mig så ryggen. Da jeg så ham gå ned af den lange gang, mærkede jeg allerede, hvor tomt der var. Her var ikke mange mennesker her, faktisk ingen, og det var så tomt, så stille, at jeg hadede stedet.
"Jeg tager med alligevel," sagde jeg og løb over til ham. Han smilede stort til mig og tog min hånd, der var ved at blive en vane for ham. Så hev han mig ud af hospitalet, ud i traffiken, hvor vi fik fat i en taxa.


Klokken var ni om aften, da Chris og jeg sad inde i stuen og så fodboldkamp. Jeg havde seriøst ikke forstand på fodbold, men det så nu ret sjovt ud, især når Chris råbte op hver eneste gang der var mål.
"Okay, det her er ikke det samme, når Justin ikke er her," mumlede han så og satte sig i sofaen.
"Er jeg virkelig så kedelig?" spurgte jeg. Han lavede store øjne og rystede på hovedet.
"Nej-nej! Du ved, Justin er min bedsteven, og ..." Jeg smilede til ham.
"Jeg forstår dig." Jeg lagde hovedet på hans skuldre og kiggede ind i tv'et.
"Hey, hvor bliver der af hende Miranda?" Jeg spærrede øjnene op, da det gik op for mig, at jeg havde glemt min veninde.
"Gud! Jeg må snart ringe til hende!" Jeg langede ud efter Chris' mobil, men lige da jeg stejfede den, gik hoveddøren op. Tanken om Miranda forsvandt med det samme, da jeg så Justin. Han sendte os ikke ét eneste blik, men gik bare direkte op af trappen. Der var noget galt, det vidste jeg. Okay, Julia lå i koma, men der var noget mere. Hans ansigtsudtryk bekymrede mig; der var ligeså meget sorg som der var inden han vidste, om Julia var død eller ej. "Skal jeg gå op til ham?" spurgte jeg, da jeg hørte døren smække i oven på.
"Jeg tør ikke," svarede han og trak på skuldrende. Jeg rejste mig op og smuttede op af trappen. Jeg var vant til den knagende trappe hjemme hos mor, der duftede af træ og harpeks, men dette var en glas trappe som man kunne kigge igennem og ned i stuen på Chris, der fulgte mig med øjnene. Jeg havde lyst til at blive nede hos Chris, men ville ikke lade Justin være alene. Jeg kendte følelsen. Det med at være alene med alting og så have hemmeligheder.
Jeg åbnede den lydløse dør til værelset. Det borrede i mit hjerte og jeg kunne se, hvordan mit syn blev hele rødt, da jeg så Justin med sit ansigt begravet i sine hænder med siden til og sad på en hvid træstol. Jeg turde ikke tænke på, hvor dybt ulykkelig hans ansigt var, da jeg gik hen til ham og knælede ned foran ham. Han kiggede på mig med forgrædte øjne.
"Fortæl mig hvad der i virkeligheden skete," sagde jeg.
"Er du sikker på, du vil høre det?" spurgte han hæst. Jeg nikkede.
"Jeg vil gerne hjælpe dig - husk det. Hvis du vil have det, så skal jeg nok lade være med at sige det til nogen." Han kiggede på mig i lang tid, tvivlede på, om han nu skulle sige det og sagde så: "Jeg har mistet et barn." Jeg kiggede forvirret på ham. "Julia tabte barnet. Det var derfor, hun havde blod ud over det hele. Det overlevede ikke," fortsatte han og lokkede orderne ud, selvom de knækkede over hver og en.
"Jeg forstår ikke ... Har Julia været gravid?" Han nikkede. Det gav et et stik i hjertet. At vide, de havde været så tæt knyttet, som jeg slet ikke troede, gjorde ondt.
"Hun sagde det bare ikke til mig," sagde han. "Hun holdte det hemmeligt." Jeg hævede øjenbrynene. Jeg troede, det var aftalt. At de allerede ville lave en lille familie, uden jeg vidste det.
Han lagde hver sin hånd på mine kinder og trak det tættere på hans.
"Jeg vil gerne sige sandheden. Hvis jeg altså havde vidst hun var gravid lidt før. Men, Diana, lov mig at du lader mig fortælle dette til det andre." Jeg nikkede hurtigt. Mine kinder var varme, og jeg kunne mærke, hvor de var henne, da han tog sine hænder til sig.
"Noget nyt om hende?" spurgte jeg.
"Hun ligner et lig," sagde han. "Et uhyggeligt et, og det værste er, at det gør ondt at se på." Han kiggede på mig. Jeg kunne se, at han kæmpede for ikke at græde.
"Hvornår er hun færdig med at være i koma?"
"Måske i morgen vågner hun eller også om halvtreds år." Han så bestemt ikke glad ud, men jeg kunne alligevel se lidt håb i hans øjne.
"Hun vågner sikkert snart," sagde jeg.
"Der er ti procent chance på, at hun vågner inden en måned." Så tilføjede han ulykkelig: "Halvtreds procent chance på, at hun aldrig vågner." Jeg kiggede ham i øjnene, men han undgik mit blik.
"Hvorfor døde hun?" spurgte jeg. "Man kan da bare ikke dø sådan." Jeg vidste ikke, om det sidste, jeg sagde var for ondt, men det var forsent at fortryde.
"Vejrtrækningsbesvær, hjertestop og chok på samme tid," mumlede han og begravede igen hans ansigt i sine hænder.
"Jeg ked af det," hviskede jeg. Han kiggede op og mødte mit blik.


Jeg måtte gå med Justin over til hospitalet næste dag. Vi gik i tavshed gennem de hvide, lange gange og kun vores sko mod det glatte gulv kunne høres. Så stoppede han op ved en dør og åbnede den. Jeg havde forventet læger og blod over det hele, men det eneste, jeg kunne høre, var en langsom bib-lyd og en ting der pustede luft. Imellem de to maskiner lå en hvid hospitalseng og selvfølgelig lå Julia der, bevistløs, bleg og stille. Jeg gik tættere på hende og lod Justin være over ved døren. Hun havde hvidt klisterbånd på næsen, så hun ikke kunne trække vejret igennem den og klisterbånd om munden, hvor der så stak et mellemtykt rør ind i munden på hende. Hun havde små slanger, der stak ind i armen på hende med noget væske i fra de to poser fra stativet bag hende. Hendes små hjerte slag blev vist på den lille skærm. Skærmen var sort og en blå streg kørte gennem skærmen samt nogle andre små streger, der lavede hakker hver gang hendes hjerte bankede.
Hendes lange, mørkebrune hår var blevet flettet af en sød, tålmodig sygeplejske sikkert, og havde ladet den lange fletning på en meter falde ned over sengen. Små totter hår, der ikke var villig til at blive i fletning, lod sig klaske fast på hendes svedige pande.
Hun lignede et lig.
"Hun lever da," mumlede jeg, selvom det ikke lignede det.
"Måske ikke i lang tid," mumlede han. Jeg kiggede hen på ham.
"Lad være med at se negativt på det. Hun skal nok klare det." Jeg vidste inderst inde, at hun aldrig ville klare det. Hun så allerede død ud. Hvis han var heldig, levede hun måske nogle dage mere.
"Håbet er så lavt," sagde han. Så var der stilhed, indtil han førte mig hen til to stole ved siden af Julias seng. "Tak," sagde han så.
"Til hvad?" spurgte jeg forvirret.
"For at du hjælper mig. For at tage med mig her over. Det betyder meget." Han tvang et smil frem, men det så slet ikke ægte ud.
"Lige nu, vil jeg gøre alt for dig." Det lød alt for sødt, alt for romantisk, så jeg var nød til at smile lidt, for at vise, der ikke var følelser eller noget i det, jeg sagde.
"Tak igen. Du er helt klart den bedste veninde." Han var for triste til at smile til mig, men jeg vidste, han ville give mig et stort smil, hvis det altså ikke var fordi hans kæreste lå ved siden af ham og var meget tæt på døden.



Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...