Han reddede mit liv

Julie, er en pige der har det svært med mange ting her i livet, men ligesom ved alt andet, findes der en redning... Et eller andet sted!

3Likes
33Kommentarer
2815Visninger
AA

2. falske forhåbninger

,, Du kommer forsent... IGEN JULIE!" Sagde min lære, da jeg kom løbende ind i klassen. Så snart jeg kom ind, begyndte de fleste at grine. Jeg havde dog vennet mig til det, og gik bare ned i mit hjørne, og jeg i smug, sad og læste i min bog. Den eneste bog der var rigtigt min. Selv lærene, var begyndt at lade som om jeg ikke var her, så snart jeg var kommet ind ad døren.

Frikvarter... Den værste tid på dagen, for sådan en som mig. Dog er det blevet bedre, da jeg vejer mindre end de andre, kan jeg løbe hurtigere. Men de er flere... For tiden, er de en gruppe på ca. 5, som går  på mig. Lærerne, ser den anden vej, og lader som om de ikke ser det, selvom mine skrig er høje. Idag løb jeg så hurtigt jeg kunne, ud af dørerne, og op i buskene oppe bagved selve skolegården. Alice og jeg, plejede altid at sidder heroppe, og diskutere ting og sager. Jeg kunne høre, at der kom nogen, så jeg sad så stille jeg overhovedet kunne.,, Julie! Vi VED du er her! Kom nu bare, for vi finder dig jo alligevel!" nærmest skreg en af dem. Det var Ida... Det var hende der havde startet hele det her cirkus. Jeg ved virklig ikke, hvorfor det lige skal gå ud over mig, da jeg aldrig så meget, som har set forkert på hende! ,, Orgh hun sidder garanteret, og læser, som den nørd hun er!" sagde Steffen, hendes tvillingebror. Mindst ligeså ond, men på en HELT anden måde! 

Jeg lagde mig ned i min lille hule, og lod mine tanker vandre. Vandre flere tusind kilometer væk. Hen til den fantastiske dreng, i min bog, og på min plakat. Justin Drew Bieber. Hvad mon han lavede lige nu? Mon han også lå et eller andet sted, og tænkte på en eller anden person? Sandsynlighederne, var ikke ligefrem store.,, Kan i ikke bare lade hende være nu?!" Hørte jeg en sige... VENT LIGE LIDT! Var der en der ville have dem til at stoppe?! Med at jage mig?! Den troede jeg nu alligevel ikke på! ,, Hvorfor skulle vi?" spurgte Ida ondt, og kastede med hendes lige pt. blonde hår.,, Se dog på hende menneske! Hun er tynd som jeg ved ikke hvad, og hun har mærker efter knive hele vejen ned af armene! Hun har sår og blå mærker overalt, og hun har lige mistet hendes tydeligvis eneste ven!" Jeg smilede, og satte mig op. 

Det var bare en drøm... Det havde bare været en drøm, at der pludselig, var nogen der ville tage mit parti. Det ville aldrig ske, og nu havde de opdaget mig. De sprang ind i busken, og slog, sparkede og rev mig i håret. Jeg skreg, men nu havde jeg en plan!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...