Det værste i mig (JDB)♥

Stella ligner uden på en helt normal pige men inden i bære hun på en kæmpe hemmelighed..

15Likes
71Kommentarer
3885Visninger
AA

5. Den mystiske pige!:D

Justin's synsvinkel:

Næste morgen vågnede jeg da jeg kunne høre nogle gå rundt i mit værelse. Jeg satte mig op med et sæt og skulle lige til at sige 'hvad fanden' da jeg opdagede at det var Stella. Hun skulle lige til at gå ud af døren så jeg sagde "Hvad skal du?". Hun vente sig om og kiggede på mig. HUn var så smuk og sød og mest af alt så var det dejligt at hun behandlede mig som en aldmindelig dreng. "Jeg skal hjem" svarede hun og kiggede ned. Jeg fulgte hendes blik og så hvad det var hun kiggede på. Jeg så ordet 'TABER' ridset ind i hendes arm. Jeg blev rasende. Hvordan var der nogen der kunne finde på at gøre noget så ondt mod så smuk en pige. Jeg rejste mig forsigtigt op fra sengen og gik over til hende. "Det skal nok gå" hviskede jeg da jeg var helt over ved hende. Hun kiggede op på mig med tåre i øjnene. Jeg fik en stor trang til at beskytte hende og trøste hende. Det var en mærkelig følelse og jeg havde aldrig følt sådan over for nogen pige før. "Så så" sagde jeg og trak hende ind i et stort kram. Først tøvede hun men tilsidst lagde hun også armene om mig. Vi stod der og krammede et stykke tid indtil hun, til min store skuffelse, trak sig væk. "Jeg bliver nok nødt til at gå nu" sagde hun stille. "Du må godt blive her" sagde jeg uden at tænke mig om. Hun kiggede overrasket op på mig men rystede så på hovedet. "Det går nok ikke Justin" sagde hun. "Hvorfor?" spurgte jeg skuffet. Stella gjorde noget helt specielt ved mig som jeg ikke kunne forklare, det skuffede mig at hun ikke ville blive her selvom jeg ikke kendte hende og omvendt. "Fordi jeg bliver nødt til at hjem til min familie" sagde hun og skar ansigt da hun sagde ordet familie. Jeg tænkte ikke yderligere over det og fulgte efter hende ned til hovededøren. Da hun gik ud af døren følte jeg mig forladt og ensom selvom alt var som det plejede. Jeg kiggede på hendes elegante ryg da hun gik ned og ud af vores indkørsel. Jeg kunne ikke lade hende forsvinde ud af mit liv på den måde så jeg tog hurtigt sko på og løb ud efter hende. Hun var nået helt hen til anden af fortovet og da jeg havde indhentet hende stoppede jeg forpustet op. Hun kiggede forskrækket på mig da jeg stoppede op foran hende. HUn stoppede også op og jeg tog mod til mig og spurgte "Må jeg få dit nummer?". Jeg plejede ellers ikke at have nogle problemer med piger men jeg var så bange for at Stella ville sige nej og det ville såre mig. Jeg kunne se hun tænkte lidt og åndede lettet ud da hun smilte til mig og sagde "Okay". Hun gav mig sin mobil og jeg skrev mit nummer ind. Jeg havde desværre ikke taget min mobil med ud så jeg kunne ikke taste hendes nummer ind. Lige inden hun gik gav jeg hende et stort kram og hviskede i hendes øre. "Husk at ringe". Så gik hun. 

 

3 dage senere.

 

Der var nu gået tre dage og Stella havde ikke ringet en enste gang. Jeg var ikke så glad som jeg plejede og det kunne min mor godt se for hun prøvede hele tiden at muntre mig op med alle mulige mærkelige ting. I dag skulle jeg over til Christian Beadles og Catlin Beadles som var nogle af mine venner. Jeg havde ikke rigtig lyst til at være sammen med dem, den eneste jeg havde lyst til at være sammen med var Stella men hun havde ikke ringet én eneste gang og jeg havde heller ikke set hende selvom jeg nogle gange gik ud til den vej hvor jeg stødte ind i hende for første gang. Jeg ved godt at det er lidt mærkeligt men på en eller anden mærkelig måde så savner jeg hende, jeg savner hende selvom det kun er tre dage siden vi har set hinanden men jeg har en følelse af at jeg bare bliver nødt til at kende hende. Jeg har ikke fået hendes nummer ellers ville jeg have ringet for lang tid siden. Lige nu sad jeg inde på mit værelse og prøvede at komme i bedre humør. Jeg prøvede at smile men det blev bare til en mærkelig grimasse. Jeg opgav helt og lagde mig ned i min seng. Det var åndsvagt at jeg blev så såret over at Stella ikke havde ringet men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende og hendes dejlige smil. Jeg kom til at tænke på første gang jeg mødte hende og smilte for mig selv men mit smilede blegnede straks da jeg så billederne af Stella der stod og græd imens blodet løb ned af hendes arm. Jeg havde ikke taget hende med hjem fordi jeg syntes det var syndt for hende men fordi det på en måde gjorde ondt inden i at se hende stå der og græde. Det var ikke til at bære at se hende stå der og græde. For hver tåre der faldt gjorde det mere ondt. Mine tanker blev afbrudt da min mor åbnede døren og sagde "Du skal afsted nu hvis du skal nå og være over ved Chris og Caitlin til tiden". Jeg nikkede bare og rejste mig op fra sengen for at gå nedenunder. Da jeg havde fået sko på og skulle til at gå ud til min bil da min mor sagde "Du virker lidt trist, er det noget vi skal tale om?". Jeg sendte hende bare et skulende blik og skyndte mig ud til min bil...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...