På dybt vand (JDB)

Det her er bare en "prøve historie" eller hva' hell man kalder det. Lol.

12Likes
124Kommentarer
4610Visninger
AA

11. 11

Jeg vendte tilbage til virkeligheden - næsten. Det eneste, jeg kunne se, var noget blålilla farve foran mig. Det bølgede under mig, sendte min hjerne sinaler om, at jeg skulle lægge mig ned og slappe af, men jeg var døv. Demis skrig fyldte mine ører, så smertefuldt, så tabt, og så blev det til noget, der lød som når en ko tygger græs. Han havde mistet sine tunge. Miley og jeg var den eneste, der vidste, hvorfor han i virkeligheden ikke kunne tale mere. Hvorfor han kun kunne mumle nogle usammenhængende ord, der ikke gav mening. Og jeg havde ikke ondt af ham. Det var det værste. Det var bare skriget ...

Det var, som om jeg kunne bevæge vandet under mig. Jeg kunne tage fat i det, som var det det blødeste silketæppe og så give slip, så en bølge fór ud i det uendelige.

Så sugede hele det blålilla hav væk, helt over i hjørnet og Justins rødbrune øjne blev erstattet. Jeg fandt først ud af nu, at han havde trækket sig væk.

"Du får min verden til at ligne lort," fløj det ud af mig. Han grinte af mig. Det lød for ironisk. Alt for ironisk, for det gjorde han. Han forvirrede mig. Gjorde noget mærkeligt ved mig, fik mig til at tænke et halvt år tilbage og få mig ud på dybt vand. Et mærkeligt, men kønt hav.

Justin var blind. Han havde altid været blind. Han kunne intet se noget galt ved mig. Han så mig som en perfekt person, men i virkeligheden strålede jeg af ondskab. Og jeg kunne lide det. Det var ikke min skyld, at jeg var sådan. Lade mig komme ned i Helvede, jeg var ligeglad. For det andet, jeg troede ikke på Gud.

Inden han kunne gøre noget, inden han lænede sig ned og kyssede mig eller et eller andet totalt overnaturligt, sprang jeg ud af sengen og direkte over til badeværelset. Jeg var badet i sved. Mine øjne var mørke. Sorte, ikke himmelblå som de plejede at være. Jeg var rød over hele kroppe. Jeg rystedede.

Jeg hev mit tøj af og gik i bad. Jeg brugte det koldeste vand, jeg kunne skrue den ned på og stod så der med klaprende tænder, blå hud og tomme øjne. Jeg kunne se mig selv i spejlet. Jeg havde ikke taget forhænget fra, og stod bare og kiggede surt på mig selv. Jeg havde lyst til at smadre spejlet. Kigge væk fra mig, der ikke så for godt ud lige nu.

Jeg steg ud af badet og gjorde hele gulvet vådt med min våde krop. Jeg lagde et varmt håndklæde om min krop, truede spejlet med en knytnæve og smuttede ud af badeværelset. Lige i det samme, jeg trådte over det irriterende høje dørtrin, der førte ind til værelset og endda også fik taget fat i min fod og borre sin skarpe kant ind i anklen og lod mig falde så langt jeg var. Justins brystkasse føltes hårdere end gulvet. Den var varm, men hård, da jeg styrtede direkte ind i den og han slyngede armene om mig, før jeg også kunne banke mit fjæs ned i gulvet. Jeg var som et glas vand, der smadrede midt i det hele, sivede ned gennem Justins bare arme og ned på gulvet, hvor jeg bare lå der. Bortset fra, at jeg slet ikke lå på gulvet, men hang i Justins arme. Jeg kunne bare ikke føle dem, men mærkede mere gulvet mod min hud, der trykkede så hårdt, at jeg nærmest var smeltet til gulvet.

"Er du okay?" Han trak mig op på mine ben, men de knækkede under mig. Jeg stod ikke op. Jeg lå på gulvet, men Justin der stod ved siden af mig og holdte mig oprejst sagde noget andet. Jeg så mig selv ligge på gulvet med uldet, lyst hår, der dækkede mit hoved og ben, der lignede var brækket. Det var ikke et kønt syn, og billedet var så levende, at jeg troede, det var mig, der lå der lige nu.

"Jeg ligger der," sagde jeg og pegede på gulvet, hvilket forvirrede ham.

"Nej, du står oppe, søde."

"Lad være med at kalde mig det, når du ikke ved, hvem jeg er," hvæsede jeg og kiggede stadig ned i gulvet.

"Jeg kender dig, Grace. Mere end du tror." Jeg kiggede på ham, ind i hans brune øjne og var interesseret i at høre, hvad han vidste. Eller hvad han troede.

"Hvad?"

"Jeg ved, at du er speciel. Du er så kold, men samtidig fuld af følelser. Det er det, jeg kan lide ved dig." Han tog en lok at mit hår væk fra mit ansigt og trak mit ansigt tættere på hans. Med hans arme stramt om livet på mig, hviskede han mod mine læber: "Jeg ved, at du elsker mig." Hans ord var så fulde af løgn. En løgn, han ikke vidste. Jeg elskede ham ikke og jeg havde aldrig gjort det. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Det tog kun to sekunder at sige "i lige måde", når han sagde de tre ord til mig hver eneste gang han så mig, men nu var det noget andet. Jeg vidste ikke, hvorfor løgnen gjorde så ondt.

Jeg ville sige, at han tog fejl med alt sammen. Sige, at mit liv var det eneste normale liv her i denne verden. At alle mennesker var en fejl og jeg var rigtig. Sige, at haden andre mennesker gav mig gjorde mig stærkere, mere kold, mere rigtigt. Men da jeg åbnede min mund og var klar til at sige sandheden, fandt jeg ud af, at jeg fortrak løgnen. Løgnen var bedre end sandheden. Godt nok gjorde sandheden lidt ondt, men det samme med løgnen. Jeg gav ham intet valg, men trak det selv.

Han lænede sig ned mod mig og kyssede mig. Hans læber var bløde som silke fra havet. Jeg vidste ikke, hvor den tanke kom fra, men jeg kunne mærke de silkebløde små bølger mod mine håndeflader og beroligede mig. Jeg gned silken mellem mine fingre, selvom der ingen silke var.  

På en måde var jeg der ved havet. Bølgerne, der rislede, ligesom det gjorde, når man kørte hånden over en tør dyne, og så havet, der var så fuld af mørke, at det gjorde mig glad. Det var mørkelilla. Samtidigt kunne jeg mærke Justin og mine arme om hinanden, hvordan vl smeltede sammen og hans læber mod mine. Det gjorde mig utilpas, altså, skrid med dig, men havde alt for travlt med at betragte havet.

Så fandt jeg ud af, at jeg mærkede på mit våde ikke-bløde håndklæde, ikke det bløde silke. Og jeg blev forskrækket, da jeg mærkede min hud på min hals, ikke håndklædet. Justins hånd var flettet ind i mit hår og tvang mit hoved tæt på hans. Han kysssede mig ned langs halsen, og jeg fik chancen for at kiggede ned af mig selv. Mit håndklæde lå på gulvet. Klask vådt og total forræder-agtig. Altså, jeg havde betalt meget for det skide håndklæde, og så gad den ikke sidde fast på min krop. Mine kinder blussede op og brændte helt.

"Du skal ikke være flov," sagde han og kiggede mig i øjnene. "Du er smuk." Jeg var ikke flov over jeg stod nøgen! Han  skulle bare ikke se mig nøgen!

Du er vel også ok lækker med den der åbne skjorte og de sorte shorts. Mine tanker lammede min hjerne. Det var, som om en eller anden råbte det ind i hovedet på mig. Tankerne var levende og bankede mod min hjerne.

Så så jeg mig selv hive hans tøj af, selvom jeg ikke ville. Den mørkelilla farve fik mig til at tænke på noget helt andet end os to, midt i værelset helt nøgne, men i stedet på den smukke farve.

Så blev farven hevet væk, da jeg hørte mig selv stønne. Jeg kunne brække mig, da jeg hørte det; det var alt for perverst, alt for højt og alt for ægte, især når Justin kunne høre det. Men han lod ikke engang mærke til, men bar mig mod sengen. Jeg vidste, at jeg gik for langt ud, men alle mine tanker, farven, havet, os to nøgne forvirrede, og til sidst endte det med, at jeg ville. Jeg vidste virkelig ikke, hvad der gik af mig. Jeg kunne tydelig huske, at mor huskede mig på aldrig at gøre dette og aldrig forelske mig. Jeg var heller ikke forelsket. Jeg var bare teengaer og gjorde hvad jeg ville. Fuck min mor, jeg gjorde fandeme lige hvad jeg ville.

Vinduerne var åbne og pustede lunt luft ind. Klokken var mange og mørket var for længst langt over himmelen. Det var bare en hurtig tanke, før jeg tænkte på Justin, og hele mit hoved var fyldt med ham og lidt af havets flotte farve. Så smeltede vi sammen, midt om natten i mørke med bankende hjerter og kroppe, der var blevet hede varme. Og jeg vidste, at dette var en stor fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...