Kærlighed ved første blik♥JDB

Da Ramona Adams' familie flytter, efter hendes fars arbejde, bliver Ramonas liv vendt op og ned. Hun går fra den livlige pige, som altid har været fremme i skoene, til denne stille pige, som ikke rigtigt gider lave noget. Hun lever også et belastende liv med hendes søster som er en stor musikelsker og mon ikke hendes ynglings kunster er selveste Justin Bieber. Hver dag går Ramona og ønsker at de aldrig var flyttet, men måske et specielt job kan ændre det hele?

71Likes
313Kommentarer
17697Visninger
AA

5. Fra den hyper pige, til den stille...

Nogen grønne øjne kiggede på mig og jeg kiggede igen. En dreng stod foran mig og hans øjne skinnede i solen. Det var først efter få sekunder, at jeg opdagede min hånd stadig var i hans, så af ren nervøsitet trak jeg den til mig.
”Jeg hedder David og du?” spurgte han. Hvor han derefter kiggede bedømmende på mig og smilede så. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige mit navn, han var jo stadig ukendt, men det kunne vel ikke skade, at en på skolen udover min søster kendte mit navn.
”Ramona” sagde jeg og sank en klump som for ned igennem min hals. Det at sige mit navn, havde ikke altså været det dejligste for mig, for egentlig brød jeg mig ikke om mit navn. Jeg synes bare det var så specielt, så det nærmest var grimt, men alligevel så kunne jeg lide det. Det med at være speciel var lige mig.
”Er du ny?” lød Davids egentlig bløde stemme, da han langsomt spurgte mig. Jeg nikkede bare sagte, da jeg ikke gad sige det, så var en bevægelse helt klart nemmere. Hans blik som signalerede glæde var på mig hele tiden, ikke et kig på noget andet, kun mig. Jeg følte mig lidt utilpas, men jeg var jo ny og måtte vænne mig til det.
”Skal jeg følge dig til inspektørens kontor?” spurgte han forsigtigt, men havde stadig et sødt smil på læberne. Egentlig havde jeg ikke lyst til, at møde inspektøren, da det bare ville bringe tanker om Samuel, da Isabell jo var min gamle skoles inspektørs datter, men jeg måtte jo møde ham, for at få skema, kode til skab og alt det andet skole hajs.
”Meget gerne” sagde jeg og smilede af barmhjertighed. David begyndte at snakke som om, vi havde kendt hinanden altid, men egentlig var det fint med mig, da jeg så ikke behøvede sige noget. Vi gik forbi en masse skabe og elever, hvor eleverne kiggede på os – mon David var populær? Da jeg endelig så døren hvor der med store blokbogstaver stod ’kontor’ fik jeg igen en dårlig fornemmelse.
”Nå men vi ses vel?” sagde David til mig og smilede igen. Forsigtigt nikkede jeg og skubbede så døren op. Som på min gamle skole, sad en ældre kvinde ved et skrivebord og skrev på en computer. Hurtigt kiggede hun og studerede mig, hvor hun derefter åbnede munden, men lukkede den igen. Hun ville sikkert kommentere min tøjstil eller noget andet ved mig, men egentlig var jeg ligeglad. Jeg havde faktisk slet ikke taget det tøj på i dag, som jeg plejede i Seattle.
”Ramona du kan gå ind” lød damen fra skrivebordets stemme. Uden at tænkte længere over, hvordan hun mon kendte mit navn gik jeg hen til den dør, som tilhørte inspektøren og åbnede den. Inde i lokalet mødte jeg en halvskaldet mand, som sad og rettede på sit slips. Efter at jeg havde givet et suk fra mig, kiggede han let forskrækket op, men havde alligevel et smil på læberne. Han rejste sig og gik hen til en af de høje skabe, som stod hen af væggen.
”Hav nu en dejlig dag, her er dit skema, kode til skab og plan over lokalerne” sagde han og smilede kækt til mig. Jeg tog straks imod det og smilede igen. Uden at sige noget forlod jeg lokalet i total forvirring. Han var godt nok sødere end den gamle, men den måde han havde sagt det, var lidt mærkelig. Hans stemme kunne være blevet forvekslet med en robotstemme hvis det stod til mig.
Mit første fag den dag var biologi, mit hade fag. Bordene var stillet præcist, så der var ligeså lang afstand fra hvert bord til det andet. Da få elever allerede havde fundet deres pladser, satte jeg mig på det bagerste bord i lokalet. Straks følte jeg, at øjne hvilede på mig, men jeg ignorerede det. Faktisk forstod jeg ikke mig selv lige nu. Jeg var gået fra at være den glade hyper pige med humor, til denne nye stille person, som følte alting var forkert. Godt nok var det min første dag, men jeg følte alligevel, at mit liv nu ville blive sådan her. Men måske kunne jobbet som babysitter hjælpe lidt på mit humør og liv?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...