A song to Nick<3

Livet er ikke altid en dans på roser, og især for Alexandra. Alexandra opdager hvordan livet også kan være når man ikke selv forventer det. Hendes liv bliver sat i bås, men kan hun komme ud af det.
Hvad sker der hvis en dreng ændre hendes liv?

0Likes
6Kommentarer
1521Visninger
AA

7. Kapitel 6: minder og en dreng

Jeg sad stille ude i det dejlige vejr. Jeg havde det som om jeg skulle dø, jeg havde det virkelig varm. Men jeg havde ar, op og ned ad mine arme og ingen skulle vide hvad jeg havde gjort. Min far havde taget alt der havde med knive at gøre væk fra mig.
Hvorfor overhoved, jeg gør det jo ikke mere. Havde jeg tiggede min far, tiggede min far om at jeg godt måtte have et barbeblad ved mig, hvis jeg skulle have fjernet hår fra kroppen. Men selvfølgelig måtte jeg ikke noget, jeg måtte ikke en skid.
Jeg kiggede igen ud over parken, den var så dejlig fredfyldt. Mennesker der gik og holde om hinanden, smilede, kysset. Hver gang jeg så et lykkelig par, et par uden problemer. Gav det mig nærmeste kuldegysning, prikker for øjne. Det minde mig forfærdigelig om Nick, han var den første kæreste. Og har stadige en stor betydning for mig, som om han aldrig gider forsvinde fra mine tanker, mit hjerte. Hvorfor gjorde han det også, vi kunne ha' været en af de mange par der elskede hinanden, der holde af hinanden.
Jeg sukkede kort, og vendte min opmærksomhed ud mod parken igen. Bare nyde det dejlige vejr, med nogle minder der har bordet sig fast i min hukommelse, ej hvor fedt. Not.

"undskyld, sider der nogle her?" jeg vendte mig om og kiggede på en dreng, en dreng der lignede så meget Nick. "Ehm, bare tag plads" mumlede jeg kort, og smilede et dejlige falsk smil. Det var ikke fordi jeg ikke ville have han sad der, mere fordi han forstyret mine tanker, mine minder. Jeg sukkede kort og vendte igen min opmærksomhed mod parken. "Har du det ikke varm?" jeg vendte mit hoved om igen, og kiggede lige hen på ham. "Tjoh. Det gør jeg vel nok" mumlede jeg igen, og vendte opmærksomheden mod ham. "Hvorfor spørg du?" jeg kunne se at han tænkte sig om. "Eh, for at få en samtale igang?" ville han virkelig gerne snakke med mig. Uden at brække sig over min holdning. "Okay, dejligt." jeg sendte ham et smil, for engang skyld et ægte. Lige fra hjertet af.

Sådan sad vi i flere timer, og bare snakkede om alt mellem himmel og jord. Han skulle nok blive en god ven, forhåbelig. "Eh, jeg skal hjem. Kan jeg ikke få dit nummer?" smilede han, sit charmende smil. "øh jo. Her" jeg skrev det hurtig ned på et papir, og gav ham det i hånden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...