Held i Uheld 3 ❂ Justin Bieber

Justins "My World Tour" er i fuld gang, og som Justins kæreste, er Victoria er blevet inviteret med ham rundt i verden. Deres forhold kører som smurt, og det er som om intet kan komme i mellem dem. Justins tour, fører dem rundt i hele verden, ligefra London, til Tokyo og ned til Sidney. Dog ender turen med at slutte lidt tidligere end forventet. En uventet og forfærdelig ting sker, og hvis de ikke står sammen i medgang og modgang, igennem ild og vand, så kan det få fatale konsekvenser.. Meget fatale konsekvenser...

128Likes
776Kommentarer
25440Visninger
AA

29. En lang snak med Justin

Som vi havde snakket sammen, i godt og vel et kvarters tid, havde han stadig ikke besvaret mit spørgsmål om, hvorfor han havde ladet sig operere til gavn for mig. En operation, som i princippet kunne have ødelagt hans karriere, hvis den endte med at gå i vasken. Hvis lægerne bare lavede den mindste lille fejl, kunne det måske have haft fatale følger for Justin. Følger som kunne få hans karriere stoppet på nul komma fem.
”Hvorfor lod du dig operere, til fordel for mig, Justin?” prøvede jeg endnu en gang. Jeg gik ikke let til tingene, og opgav ikke uden kamp. Tøvende lod han en forklaring køre; ”Jeg ville ikke miste dig, og siden jeg nemt kunne se på dig, at du fik det dårligere for hver dag der gik, var det så min tur til at træde til. Jeg kunne ikke bare stå ved din side, og se på, mens dine kræfter lige så stille løb ud. Uden dig ved min side, ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Måske det er latterligt at sige for en dreng på kun sytten år, som måske slet ikke kender til rigtig kærlighed, men jeg ved bare… at det jeg har med dig, er så ægte, at jeg aldrig vil lade dig gå. Intet kan skille os fra hinanden. End ikke engang en sygdom! End ikke jordens undergang! Altid vil jeg stå ved din side, med min hånd i din. Klar til at gribe dig hvis du falder. Hvis dette ikke er tilfældet, er jeg villig til at falde med dig. Bare vi er sammen,” sluttede han af, mens tårerne godt placeret i begge øjenkroge. Han var virkelig følsom, trods mange mennesker mente det stik modsatte. Jeg elskede, at han turde vise sine følelser, og hans ord.. De fik også følelserne tændt op i mig. Igen løb tårerne ned at mine kinder, hvorpå jeg intet kunne stille op mod dem. De var ustyrlige samt ustoppelige. ”Det er bare helt utroligt, at du virkelig lod dig operere, på grund af mig. Justin, du har jo reddet mit liv? Du ved godt hvor galt det kunne have gået for dig, hvis noget var gået i vasken.” Uden at snakke videre, lod jeg med uvished mig række over mod Justin, trods smerterne i maven på mig. Han fortjente at vide, hvor meget jeg virkeligt holdt af ham. Han opdagede hurtigt, hvad jeg havde i sinde at gøre, og hjalp mig det sidste stykke.
Hans silkebløde læber, ramte så smukt mine. En følelse strøg igennem min krop, og fik mig til at være i drømmeland. Sådan var det altid, når vores læber mødtes i et kys. Altid lige så fortryllende.


”Så fik du alligevel ret. Vi skal ud og opleve verden.” Jeg kunne tydeligt huske, hvor forslået jeg havde været af sorg, da jeg havde fået en rejse af mine forældre i fødselsdagsgave, for under tolv timer siden. Hvordan de kunne finde på at give mig en rejse, når de udmærket godt vidste, at jeg var døende, slog mig ud. Men hele tiden havde det vel været planlagt, da Justin med sikkerhed, havde forsikret mig om, at jeg nok skulle klare det, og at vi nok skulle få den fantastiske rejse sammen. Og han havde fået ret.
”Jeg vidste hvad der ville ske, og det var i princippet også derfor, at jeg ikke har givet dig nogen fødselsdagsgave. Min fødselsdagsgave til dig, var min ene nyre, og at betale for alle operationerne. Som du jo ved, er det ikke helt billigt, og jeg gav dig tidligere mit ord på, at du ikke skulle bekymre dig. Du er rask, Shawty. Kræften er væk, hvilket lægerne kort efter jeg vågnede første gang, bekræftede for mig,” konstaterede han med et stort smil smørret henover læberne. Jeg var virkelig overrasket.

Trods det kunne koste ham, sin karriere, havde han alligevel valgt at ofre sig, så jeg kunne blive rask. En ting han havde gjort frivilligt. På en måde følte jeg mig som skabt for Justin. Eller måske han var som skabt for mig? Han var som min skytsengel, der altid ville passe på mig, uanset hvilken modgang vi ville støde ind i. ”Hvad tænker du på, Shawty?” hviskede han, og nussede stille min hånd, som lå i hans. Kort stønnede jeg, mens jeg rullede om på siden. ”At du er som min skytengel. Du passer på mig, selvom jeg slet ikke har fortjent en som dig. Hver gang jeg får det bare det mindste skidt, er du der altid for mig. Du er klar til at hjælpe i enhver situation, og selvom jeg godt ved, vi nogengange kommer til at toppes lidt, så mener jeg det ikke ondt. Slet ikke. Du ved jeg hader når vi diskuterer, eller skændtes, men..” Kort stoppede jeg. Det var ikke min mening at køre det så langt ud, men bare at stoppe ved, at han var min skytsengel. ”Jeg er bare glad for, at du er min kæreste, Justin. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig,” valgte jeg så at slutte det af. Et skævt smil, viste sig på hans læber. ”Du er også min skytsengel, Vic. Som om skæbnen ville have, at jeg skulle rende ind i dig på Café La Boheme, og at du så skulle spilde alt dette klistrede stads ud over dig. Måske det ikke bare var ren tilfældighed at vi løb ind i hinanden på den måde, men at det måske var meningen at dette møde, skulle være starten på et helt vidunderligt eventyr. Man kan hvertfald sige, at det vi har været igennem indtil videre, har været helt vidunderligt. Dog lige med undtagelse af et par ting. Men det vigtigste er jo, at vi er ved hinandens side, og at du er blevet rask igen.” ”Du er min lykkessmed. Det er som om, vi er blevet smedet sammen, efter denne her operation. Jeg mener.. Du har jo givet mig et… Organ, eller hvad det nu hedder. Et organ som jeg manglede for at kunne overleve, og siden du gav mig det, og siden jeg nu forhåbentligt er rask, så er du jo min helt på en måde?” grinede jeg. Med helt, kom jeg til at tænke på Superman, eller Batman. Dog kunne jeg langt fra forestille mig, Justin, i et af disse kostumer, og med en lang kappe på. Tanken fik mig til at smile, samt grine på samme tid.

”Jeg er din helt egen helt. Men lov mig, at jeg så må være Superman. Jeg er ikke så meget for dette sorte outfit, Batman render rundt i. Eller også skal jeg bare Spiderman. Ret fascinerende at han kan skyde de der spindelvæv ud af hænderne, bare ved at lave én enkelt bevægelse med dem,” forklarede han, og viste så også hvordan Spiderman gjorde med hænderne, når spindelvævet blev slunget ud. Den dreng var intet andet end splitterragende skør. Jeg lod ham snakke i vildelse om superhelte, det næste stykke tid, hvor jeg bare grinede med. Hold op alle de helte han kunne den dreng!

For mig var det sådan set ligemeget, hvilken helt han i sidste ende blev enig med sig selv, om at være, for mig, ville han altid bare være, min helt egen helt. Ikke en helt som gik under navne som Superman, Batman, Spiderman og så videre. For mig var han Justinman. I princippet bare min helt egen helt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...