En indiansk kærlighedshistorie

Til dem af jer har læst Eclipse i Stephanie Meyers successerie 'the Twilight saga', så kender I sikkert til ordet 'prægning' i Quileute verdenen. Og jeg er nu kommet på spørgsmålet; hvad hvis to mænd blev præget i den samme pige? Jeg har prøvet at søge om det, men det siger historien intet om, hvis sådan noget skulle ske. Man kan selvfølgelig tænke logisk, men jeg har valgt at få en lidt mere kreativ afgørelse ud af det; jeg har skrevet en historie til emnet. Og I vil kalde det fanfiction, ja, det kan vi da godt kalde det, da min historie indeholder ting som Stephanie også har skrevet om.
Så historien handler om denne pige der bliver "offer" for to mænds prægning.

OBS!
Historien er endnu ikke færdig. Jeg vil løbende opdatere, som jeg skriver videre.

8Likes
18Kommentarer
4953Visninger
AA

3. Kapitel 2

Solen sank ned i havet og trak gyldne striber igennem skoven og oplyste træerne i flotte gyldne og røde nuancer. Aftenstjernen var kommet på himlen og Rayen kunne ikke lade vær med at føle at den strålede for hende. Alt var ved at være parat til ceremonien. Maden duftede vidunderligt, og lejren summede af glad forventning. En ulvekriger var vendt hjem, og ikke bare en hvilken som helst kriger, men Lootah! Rayen kendte godt Lootah af ry og navn. Hun havde overværet hans afsked da han tog på sin ulvegang, og hun havde fornemmet en stærk forbindelse imellem dem. Den måde han havde set på hende på havde fået hende til at føle sig speciel. Ikke på en overfladisk forfængelig måde, men snarer på et åndeligt plan. Det havde været en mærkelig fornemmelse og Rayen, som kun havde været 8 år gammel da, følte pludselig en speciel forbindelse til den unge kriger. Det var ikke en decideret forelskelse, det var meget mere end det. Kunne det være sjælebåndet? Rayen havde hørt om prægningsfænomenet. Hendes forældre havde selv prøvet det, da høvding Paytah, der dengang var kun var alfaen af ulvekrigerne, blev præget i den unge smukke Ehawee, Rayens mor. Også Makawee havde oplevet prægning, da hun i sin tid blev ægtet til den mægtige ulvekriger Achak. Prægning var et almindeligt fænomen i stammen, og var alligevel så forunderligt og uforklarligt, og efter Rayens møde med Lootah, var hun ikke i tvivl om at det også ville ske for hende, meget snart, og det gav en underlig følelse i mellemgulvet.

Da det endelig var ved at være tid for ceremoniens begyndelse, kom høvding Paytah ind i teltet til sin datter. Rayen sad og nynnede, mens hun legede med en lok af sit hår, men stoppede da hun så sin far. Han smilede ømt til hende, hun gengældte det.
- Rayen, du er nu myndig, og dermed en giftemoden alder.
Rayen himlede med øjnene. Giftemoden, nu kom det.
- Du er min datter og arving, og derfor regner man med at du snart vil lede stammen videre. Og som matriark forventer man at du fører slægten videre, og som ulvens folk og åndekrigere, ville det være et godt parti hvis din mage blev en ulvekriger.
Rayen nikkede alvorligt. Hun havde selv tænkt på det. Meget faktisk. Og hun vidste vist også hvad hendes fader ville sige til hende, som det næste.
- Som du nok ved er partnerskab med en ulvekriger ikke så ligetil. Med mindre prægningen finder sted, så…
- Du tænker på Lootah, gør du ikke?
Rayen afbrød sin far med et smil, og han gav hendes hånd et faderligt klem.
- Lootah er langt om længe vendt hjem, fra sin ulvegang. Han har vundet megen ære og visdom, og han er en tapper kriger. Han fortalte mig om sin prægning i dig, og jeg ved at han vil blive dig en god mand, og fører slægten videre med ære.
Rayen nikkede. Så Lootah havde fundet sin prægning i hende! Hun blev helt varm ved tanken, men hun huskede den sære fornemmelse når han så på hende, og den sære stærke forbindelse mellem dem. Hun rettede sig op med en alvorlig mine.
- Det ville være mig en ære at ægte Lootah. Han er en god mand.
Høvding Paytah betragtede sin datter, som hun stod der foran sig. Han så en rank og stolt kvinde, der var stærk i sin holdning og vis i sin handling. Et kort øjeblik var han tilbage for 20 år siden og så Ehawee for sig. Hendes smil og hendes milde øjne, og det lange ravnesorte hår der blæste i vinden. Han blev på én gang glad og vemodig ved synet.
Rayen så forskrækket på den tårer der trillede ned ad kinden på høvdingen.
- Jamen far dog! Udbrød hun ømt.
Paytah kom til sig selv og tørrede hurtigt tåren væk. Han rettede sig op og trak sin datter ind til sig.
- Hvor du dog minder mig om din mor. Du er ikke længere en lille pige, Rayen. Du er blevet en kvinde, og så meget mere end det, du er en alfa!
Han trykkede hendes ind til sig, og Rayen kunne mærke faderens hjerteslag. Hun kyssede ham på kinden og han slap hende. Et øjeblik så de på hinanden, da Makawee kom ind, og annoncerede ceremoniens start. Høvding Paytah vendte sig om, og gik ud til pladsen. Rayen tog en dyb indånding og rystede den lidt anspændte stemning af sig, inden hun fulgte efter Makawee ud til sin ceremoni.

Maden var fortræffelig, kvinderne havde virkelig overgået sig selv! Lejren summede af go stemning, og den herlige duft fik hundene helt op at kører. Rayen sad ved siden af sin far, og nød shaman Shilahs fortællinger fra gammel tid, og især historien om den store ulv, fascinerede hende. Under hele aftenen følte hun Lootahs øjne på sig. Hun forsøgte ikke at tænke på det, for at undgå rødme.
Til sidst kom ulvens dans, og Lootah blev kaldt frem. Rayen gøs. Den endelige manddomsprøve, der skulle gøre ham til en fuldbåren åndekriger! Det foregik sådan at krigeren fik malet nogle bestemte symboler på sin krop og derefter skulle han danse til pibespil. Formålet var at han gennem dansen skulle komme i kontakt med sin indre ulv, og ulvekrigerens stamånd; den store ulv! Herefter ville han blive velsignet med dens visdom, eller han ville blive udstødt og få frataget sin ulveånd. Og selvom Rayen ikke var i tvivl om at Lootah ville blive velsignet, så nærede bekymringen hende alligevel.
Lootah gik ind i cirklen af mennesker og fik tegnet symbolerne på sin krop. Imens mumlede shamanen gamle remser som ville aktivere symbolernes kraft. Lootah lukkede øjnene og lod sin ulveånd komme helt tæt på sig. Han måtte anstrenge sig for ikke at skifte. Når ulveånden kom tæt ind på mandens bevidsthed, skete det som regel at de transformerede, så at lade ulveånden komme tæt på og smelte sammen med hans egen ånd, uden at han skiftede var en udfordring i sig selv. Da Shamanen var færdig med at mumle sine remser, gik han tilbage til sin plads, på den anden side af bålet, og begyndte at danse. Derefter startede Lootah. Han havde ikke lært dansen, kun set den udført med andre åndekrigere. Til sådanne ceremonier var der ingen forberedelse. Nu måtte ulveånden vise ham vejen, til han blev stillet for den Store Ulv!

Rayen og resten af forsamlingen sad i åndeløs spænding, mens shamanens monotone mumlen, i takt til pibesangen, trak alle ind i en trancelignende tilstand. Lootah startede langsomt op med at danse, så hurtigere og hurtigere, til han til sidst bevægede sig med en overmenneskelig hastighed og ynde. Til sidst begyndte symbolerne på hans krop at lyse. Rayen mærkede blodet pumpe hurtigere i sine årer og hun mærkede det krible langt nede i tæerne. Så var det nu, Lootah ville nu stå over for den Store Ulvs åsyn. Hun kunne mærke alle trække vejret, som med ét anstrengt åndedrag, mens minutterne trak sig ud. Rayen var ikke langt fra at være foruroliget, da Lootah pludselig sænkede farten og stoppede helt. Et øjeblik stod han bare der med lukkede øjne og lysende symboler, og shilah holdte inde med sin mumlen og pibemusikken stoppede. Pludselig var det som om en kæmpe skygge omfavnede pladsen og lejren, og indhyllede alle i komplet stilhed og ærefrygt. Alle holdte vejret. Netop nu fik Lootah sin dom. Nogle af kvinderne begyndte af trække vejret hurtigt, og børnene trykkede sig ind til deres mødre. Selv hundene var stille og krympede sig, under den mægtige skygge. Til sidst fik symbolerne sin normale farve igen og skyggen forsvandt. Lootah åbnede øjnene og fandt alle bjergtaget og på en gang lettede, spændte og ærefrygtige. Shilah kom over til ham og lagde en hånd på hans pande og den anden på hans bryst. Han lukkede øjnene og stod et øjeblik i dyb koncentration. Lootah kunne mærke shamanens bevidsthed røre ved ulvesindet i ham, og da vidste Lootah at han var blevet velsignet. Shamanen trak sig tilbage fra ham, vendte sig om mod forsamlingen og proklamerede Lootahs velsignelse.
Straks begyndte folk at huje og klappe og komme med begejstrede tilråb, og Rayen sad og smillede stort. Selvfølgelig bestod Lootah. Alt andet ville have været uretfærdigt. Hun kastede et blik tilbage på sit far, og høvding Paytah så yderst tilfreds ud. Han så ikke på sin datter, men velvidende at hun så på ham smilede han sit varme faderlige smil, og gav hendes arm et henrykt klem. Hun rødmede lidt. Høvding Paytah rejste sig op og kaldte folk til stilhed. Han gratulerede først Lootahs succes over for den Store Ulv, for derefter at fortælle at han havde en strålende nyhed der glædede ham meget. Rayen smilede.
- Det glæder mig meget at kunne proklamere min datter og arving, Rayens trolovelse med Lootah. Han er nu en fuldbyrdet åndekriger og vil bære Qileutestammens stolte slægt videre, med stolthed og med ære, i Rayens skød og ledelse!
Folks hujen steg til nye højder med fornyet kraft, og med folks begejstrede og forbavsede gratulationer. Rayen så Lootah kigge på sig, og hun sendte ham et kærligt smil, og han gengældte det med en overstadig og varm lykke lysende ud af sine mørke øjne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...