Fra Had Til Kærlighed - JDB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2011
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
Paige er Caitlin Beadles bedste veninde og Caitlin snakker ikke andet om at hun glæder sig til at se Justin igen efter hans My World Tour, men der er bare lige så det, at Paige ikke særlig bryder sig om Justin, eller den han er blevet til, efter han er blevet kendt.
Men efter Justins vender tilbage fra sin My World Tour, sker der en masse ting, som måske kan få Paige til at ændre sin mening om ham, eller måske ikke ;-) Hvem ved?

97Likes
444Kommentarer
21198Visninger
AA

27. Paiges synsvinkel

“Paige, er du snart færdig?” spurgte den utålmodige Caitlin, som sikkert stod udenfor døren. “To sekunder” mumlede jeg og trak kjolen over kroppen. Jeg lynede og rettede på den, så den sad ordentlig. “Er du klar?” sagde jeg, for at irritere hende. Samtidig kiggede jeg mig selv i spejlet, og smilte et glad og tilfreds smil. Det sad godt, ærligtalt. “Kom nu bare ud!” jeg låste døren og gik ud til hende. “Hold da op, du kan åbenbart være en chick!” indskød Caitlin. Jeg slog hende blidt på skulderen for sjovt. “Men ærligtalt, så er du altså pæn Paige! Ikke fordi du ikke er det, når du ikke gør ekstra ud af dig selv, men i dag, så er du dobbelt dobbelt så pæn” svarede Caitlin med et smil over læberne. Jeg smilte som et tak, og gav hende elevator blikke, for at se hvad hun havde på. Hun havde bare valgt at tage en almindelig sort kjole, som kom hende til under knæene. Hendes hår var i modsætningen til mit fladt. Jeg havde fået hende til at krølle det, da glat ikke ville se så godt ud til denne kjole. Vi var cirka i et kvarter inde på hendes værelse, hvor vi valgte at gå ned, for at se om drengene var der, men det var de åbenbart ikke?

“Drenge, kommer i?!” råbte Caitlin. Der kom ingen lyd, og jeg stod med vendt ryggen til trapperne og kiggede på mig selv på spejlet, som hang på entreen.
Jeg kunne mærke varmen i kroppen som steg med det samme i det jeg hørte et “Wow” - Jeg vendte mig om, og mødte Justin. Var det ham der havde sagt det? Synes han at jeg så pæn ud, efter som han sagde wow? Hvad skulle jeg svare? Jeg gik i panik, virkelig i panik. Til sidst endte jeg med at mumle et tak, og brød vores øjenkontakt. Selvom jeg havde svært ved det. De øjne, hypnotiserede mig nærmest. De gjorde et eller andet, som jeg stadig ikke havde fundet ud af, hvad var. Men det var i hvert fald dejligt. I det hele taget, var han bare dejlig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...