et tilfældigt møde.. ((JB))

Melanie er en ret stille person, hvis liv er meget middelmådigt.. Men så sker der en dramatisk drejning i hendes liv, og pludselig er hendes liv ikke så stille mere..

0Likes
8Kommentarer
1438Visninger
AA

2. Melanie, du må IKKE flippe!

Han sad med hættetrøje og solbriller på. Hans hår så meget bekendt ud, men jeg undrede mig nu mere over hvorfor at han havde solbriller på, især når det regnede?
jeg overvejede at spørge hvorfor, men en del af mig ville ikke for jeg var ret genert.
Men jeg var så nysgerrig at jeg besluttede mig for at spørge;
"Må jeg spørge om noget?"
"undskyld mig?" spurgte han.(han sagde det på engelsk men skriver på dansk. bare lad som om det er engelsk!:D)
"åh, undskyld men må jeg spørge om noget?"
"ja, klart" sagde drengen lidt nervøst. Hans stemme lød altså også virkelig bekendt!
"hvorfor har du solbriller på når det regner?" jeg prøvede ikke at lyde alt for påtrængende.
"det ved jeg faktisk ikke" sagde han med et lille smil, selvom det lød lidt nervøst.
Jeg havde det lige på tungen! jeg vidste hvem han var, det var jeg sikker på jeg gjorde.
Mens jeg kiggede ud af vinduet, arbejdede min hjerne på højtryk for at finde ud af hvem det var. lige pludselig lyste der en pære!
Det var sgu da Justin Bieber!?! jeg prøvede at se på ham uden at virke alt for påtrængende.
Det skal lige siges at jeg kunne godt lide hans musik, men jeg fattede ærlig talt ikke hvorfor alle synes han var åhh, så lækker.
"hey, er du ikke Justin Bieber?" lød det fra min mund. Jeg havde ikke lige tænkt hvad det var jeg gjorde.
Han kiggede på mig og sendte mig et lille smil. han kiggede sig lige hurtigt omkring og afgjorde med sig selv om han skulle sige det.
"jo, det er jeg" sagde han og tog solbrillerne af.
Han rakte sin hånd ud imod mig som om at jeg skulle give ham noget?
"Øhm, hvad laver du?" spurgte jeg og fnes lidt.
"Vil du ikke have min autograf?"
"nej, det gør ikke noget" sagde jeg og kiggede ud af vinduet.
jeg kunne se ud af øjenkrogen at han sad og kiggede vantro på mig. jeg blev faktisk lidt irriteret.
"hvorfor stirrer du sådan på mig?!" spurgte jeg. han ignorerede mig.
"hvorfor vil du ikke have min autograf?"
Jeg trak på skuldrene. "nok fordi at jeg ikke er sådan en person som går op i kendte, og fordi at du sikkert skriver autografer hele dagen lang, så du har nok krampe i hånden" sagde jeg med et lille smil. han smilede igen.
så sagde stemmen i højtaleren: "København Hovedbanegård"
"Hov, jeg skal af her! Det var hyggeligt at møde sig" sagde jeg.
"Hey, vent lige lidt!" hørte jeg ham sige...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...