One Night Stand (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2011
  • Opdateret: 15 maj 2011
  • Status: Igang
Cady Jones er en 16 årig pige fra Atlanta og er bedste veninder med Caitlin Beadles. Det er snart påske, og Caitlin fortæller Cady, at en speciel person vil komme på besøg. Cady hader ham overalt på jorden, men mon hendes gamle fortid vil lave om på det?

532Likes
408Kommentarer
117164Visninger
AA

13. Telefonfis...

Jeg lå og stirrede ind i Justins trøje. Han havde slet ikke givet slip på mig i nat. Ikke engang for at vende sig om. Nej, han havde bare ligget og holdt om mig hele natten. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, da jeg var bange for at vække ham, og nu lå han altså og sov ligeså sødt, så det ville være lidt ondt. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og indåndede hans duft. Den gjorde mig helt rolig. Jeg kunne pludselig høre hans iPhone vibrere kraftigt. Og han kunne vist også selv mærke det. Han var i hvert fald hurtigt oppe. Han fjernede armene om mig, skubbede mig forsigtigt væk, rejste sig og gik hurtigt ud i gangen. Han troede nok, at jeg sov.
”Hej smukke,” kunne jeg høre ham sige. Så var det nok Selena. Et stik af jalousi ramte mig. Jeg sukkede og vendte mig om mod Chris. Han sov så fint. Jeg lukkede roligt øjnene og prøvede at sove. Det var bare svært, når man vidste, at Justin stod og talte med en, som jeg ville ønske, jeg var. Og han talte ret højt. Det var nok også på grund af vejret. Selena kunne måske ikke høre noget? Det regnede og tordnede stadigvæk. Ikke særlig fedt! Jeg kunne høre, at han sagde farvel til hende og kom ind i stuen. Jeg lods hurtigt som om, jeg sov. Justin lagde sig ned på sin madras, og så lidt tættere ind mod mig. Jeg kunne med det samme føle hans varme. Hans nærhed. Som om han var en magnet. Jeg kunne føle en hånd på min ryg. Den aede mig roligt. Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere, da jeg blev lidt nervøs. Jeg trak hurtigt vejret lidt tungere, så det idet mindste lød som om, jeg sov. Jeg gemte så langsomt hovedet i min hovedpude. Så kunne han i hvert fald ikke se mit ansigt. Jeg blev afbrudt, da jeg kunne mærke nogle læber på min kind. Idet øjeblik, havde jeg lyst til at fare op. Jeg ville spørge, hvad der var galt med ham. Kunne han ikke bare holde sig væk fra mig, og så være sammen med Selena. Det ville gøre det titusinde gange nemmere for mig, at komme over ham. Heldigvis trak sig helt væk fra mig og vendte sig om på den anden side. Jeg sukkede.
”Er du vågen?” kom det fra en stemme. Jeg bed mig selv i læben. Fuck det!
”Cady?”
Justin kom tættere på mig, kunne jeg føle. Jeg kiggede bare stift ud i læben og svarede ikke.
”Er du okay?” spurgte han usikkert og rykkede lidt i mig. Jeg skubbede stille hans hånd væk og satte mig op.
”Justin, vil du ikke bare lade mig være. Hvis du render og kysser mig, kommer jeg ikke ligefrem over dig.”
Han rødmede lidt.
”Det var ikke min mening...” mumlede han. Jeg nikkede bare og stirrede ud i luften. Der var stadigvæk ret mørkt i huset.
”Hvad er klokken?” spurgte jeg stille, så jeg ikke vækkede Caitlin og Chris.
”Halv seks,” svarede han. Jeg så forvirret hen på ham.
”Om morgnen?”
Han nikkede og smilede skævt.
”Så har vi kun sovet i tre timer,” sagde jeg til mig selv.
”Du kan da bare sove?”
Jeg kiggede på ham og trak på skuldrende. Jeg lagde mig ned igen og kiggede op i loftet. Han lagde sig ved siden af mig.
”Ham der Steffen, ikk?” begyndte han. Jeg kiggede hen på ham.
”Hvad er der med ham?” spurgte jeg.
”Er han ikke klam?”
”Nej han er ej!” svarede jeg lidt hårdt.
”Hvad med til festen?”
Ja, han hentydede jo nok til, at Steffen var fuld og lidt klam...
”Justin han var fuldt. Og bare fordi, han ikke er en eller andet kendt idiot, betyder det ikke, at han er klam,” sagde jeg lidt hårdt. Han kiggede lidt såret på mig.
”Synes du, jeg er en kendt idiot?” spurgte han mig stille om.
”Nej, jeg gør ej...” mumlede jeg bare. Han nikkede, men så stadigvæk ikke særlig overbevist ud. Jeg sukkede og tog hans hånd.
”Justin, du er ikke en idiot. For at være helt ærlig, er du faktisk en af de sødeste drenge, som jeg har mødt,” sagde jeg. Det sidste mumlede jeg godt nok. Jeg ville gerne have, at han vidste sandheden. Hans ansigt lyste op.
”Er jeg?” spurgte han. Jeg nikkede. Han smilede sødt til mig. Jeg smilede hurtigt igen.
”Okay Cady... Kan vi ikke bare være venner? Altså nu har jeg jo Selena, og du har Steffen...”
Det lød som om, han tvang Steffens navn ud igennem læberne. Jeg slap hans hænder og nikkede langsomt. Jeg ville jo gerne være mere end det, men så må jeg vel tage, hvad jeg kan nøjes med... Ikke at jeg ikke værdsætter det. Jeg sætter virkelig pris på, at Justin vil være venner med mig, at han gider at bruge sin tid på mig, i stedet for bare at skride. Han tog min hænder igen.
”Bedste venner?”
Jeg bed mig lidt læben.
”Jeg tror ikke... at det vil være nogen god idé,” svarede jeg og kiggede ned i mit skød. Jeg kunne allerede føle hans uforståenhed.
”Hvorfor ikke?” spurgte han tydeligvis såret. Jeg sukkede og kiggede op på ham.
”Justin, du er kendt. Vi slipper garanteret kontakten, når du er taget af sted igen. Jeg vil helst ikke holde alt for meget af dig, for så bliver det meget sværere at sige farvel...”
Han kiggede rigtig såret på mig.
”Så det er sådan du ser på mig?”
Jeg kiggede forvirret på ham og fortrød med det samme, alt det jeg havde sagt. Det kom forkert ud af min mund.
”Du tror, at jeg glemmer mine venner. Men det gør jeg ikke Cady! Jeg er sq da stadigvæk venner med Caitlin, Chris, Ryan, Chaz, og hunderedevis af andre! Bare fordi, at jeg vil ud i verdenen og lave det, jeg aller bedst kan lide, betyder det ikke, at jeg svigter andre.”
Han blev sur. Og det forstår jeg også godt. Alligevel blev jeg såret over hans toneleje. Jeg rejste mig op.
”Vi skal bare ikke være venner,” sagde jeg og gik ovenpå. Jeg gik ind på mit værelse, som var ret koldt. Jeg havde glemt at sætte varme på. Jeg tændte hurtigt radiatoren og lyset. Jeg kunne tydeligt høre regnen piske mod ruderne, og det lavmælte tordenvejr. Jeg satte mig på sengen og sukkede. Nu er vi slet ikke venner mere. Måske er det og så bare bedst! Vi slap jo kontakten en uges tid, og der dæmpede mine følelser lidt af, men så var han tilbage, og BANG, der faldt jeg pladask for ham igen. Jeg fik kuldegysninger, da det var så koldt. Hurtigt rejste jeg mig og gik ud af døren og så ind på min fars soveværelse. Han havde en dejlig stor dobbeltseng. Jeg lagde mig på den og tog dynen over mig. Så stirrede jeg lidt på det mørke billede, der hang af mig på væggen. Jeg var tolv år der. Det var dengang, jeg overhovedet ikke tænkte på kærlighed, mit udseende, kun min familie og mine venner. Sådan var det i hvert fald ikke nu! Jeg sukkede og vendte mig om på siden, så jeg kiggede på væggen. Det var meget bedre. Bare en neutral hvid væg. Jeg lukkede øjnene og prøvede at få nogle gode billeder ind i hovedet. Men det eneste, der dukkede op var Justin. Jeg sukkede højlydt og slog armene ned i madrassen. Hvorfor skal det her pis være så fucking svært? Jeg havde lyst til at gå ned at smide Justin ud af huset og sige, at han bare skulle holde sig væk, men jeg ville ikke være så ond. Det regnede jo udenfor, og han havde intet strøm i sit hus. Jeg lagde mig roligt ned igen og stirrede så ind i væggen igen. Neutral. Hvid. Intet særligt. Farven gjorde mig rolig, så jeg faldt hurtigt i søvn igen.

Jeg vågnede, da jeg hørte et højt tordenbrag. Hurtigt var jeg oppe. Jeg trak vejret lidt hurtigt. Jeg kiggede lidt rundt. Mit blik røg så hen på uret, som hang på den hvide væg. Den var halv fem. Om eftermiddagen altså. Jeg tog dynen væk fra min krop, som stadigvæk var iført nattøj. Så stod jeg ud af sengen og gik hen til døren. Jeg åbnede den og gik ud på den mørke gang. Så gik jeg ud på badeværelset og tændte lyset. Det virkede idet mindste. Jeg prøvede at tænde for det varme vand i vandhanen, for at se, om man kunne tage en bad. Det kunne jeg så heldigvis godt. Jeg tog stille mig tøj af og tændte så for det varme vand. Jeg tog mig et kort varmt bad. Det gjorde mig en del roligere, men tankerne fløj stadigvæk rundt inde i hovedet om Justin. Jeg sukkede bare og tog et håndklæde om min krop. Så smed jeg mit andet tøj i vaskekurven, låste døren op og gik ind på mit kolde værelse. Jeg gik hen til min klædeskab og fandt allerførst noget undertøj. Bare et hvidt almindeligt sæt. Så tog jeg det på og satte mit hår op i håndklædet. Jeg kiggede derefter i klædeskabet igen efter noget afslappende tøj. Mere orkede jeg simpelthen ikke! Da jeg roede mit tøj igennem, blev døren åbnet. Jeg ignorerede det og ledte videre.
”Cady?” sagde Caitlins stemme. Jeg kiggede hen på hende.
”Godmorgen,” svarede jeg og smilede. Dog var det ikke et ægte smil. Virkelig falskt.
”God aften,” mumlede hun og satte sig på min seng. Jeg fandt hurtigt et par joggingbukser og en sort t-shirt og tog det på. Hun betragtede mig imens.
”Hvad sker der med dig og Justin?” spurgte hun. Jeg stivnede, da jeg hørte navnet. Jeg rystede hurtigt på hovedet.
”Ikke noget...” mumlede jeg. Hun tog fat i min arm og drejede mig, så jeg så på hende.
”Det gør der jo så. Justin er totalt ked af det, men siger ikke hvorfor,” sagde hun lidt hårdt. Jeg sukkede og satte mig på sengen. Hun så afventende på mig.
”Vi er ikke venner mere...” mumlede jeg. Hun så forvirret på mig.
”Hvorfor ikke?” spurgte hun. Jeg bed mig lidt i læben.
”Stadigvæk det med Selena,” svarede jeg stille. Hun nikkede.
”Hvad med i går?”
Hun hentydede jo nok, at vi snakkede meget sammen og alt det der. Jeg trak bare på skuldrende.
”I går var ingenting,” sagde jeg og rejste mig op. Jeg gik hen til mit klædeskab og åbnede en skuffe. Der lå en masse sokker i. Jeg fandt hurtigt et matchende par og tog dem på. Så vendte jeg mig om mod Caitlin.
”Er du ikke sulten?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.
”Er du?” spurgte jeg. Hun nikkede.
”Har i ikke spist?” sagde jeg. Hun rystede på hovedet.
”Du lå og sov, og jeg vidste ikke, hvad vi måtte tage,” svarede hun. Jeg grinede lidt.
”Undskyld, jeg var bare... træt,” undskyldte jeg. Hun smilede og grinede lidt.
”Vent lidt. Har i så ventet med at spise til klokken fem?” spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg kiggede flovt ned i gulvet.
”Sorry, det var ikke lige meningen,” sagde jeg dumt.
”Det er da okay!” grinede hun. Jeg smilede og tog mit håndklæde væk fra håret og redte det.
”Kan vi ikke gå ned og spise? Jeg er sulten!” sagde hun som et lille barn. Jeg grinede og nikkede. Hun gik hurtigt ud af døren og nedenunder. Jeg fulgte med men tøvede lidt, da jeg skulle til at gå forbi stuen. Jeg vidste, at Chris og Justin sad derinde, og de så jo ikke fjernsyn, så deres blik ville nok falde på mig. Jeg gik hurtigt forbi uden at kigge derind og så ud i køkkenet. Caitlin stod derude og ventede på mig.
”Hvad skal vi have?” spurgte hun og kiggede rundt. Jeg trak på skuldrende.
”Hvad vil du have?” spurgte jeg.
”Har i boller og...”
”Nutella?”
Hun nikkede. Jeg grinede. Caitlins yndlingsmorgenmad!
”Yes!”
Jeg fandt nogle krydderboller.
”Spørger du ikke lige drengene, om de også vil have en?” spurgte jeg.
”Jo.”
Hun gik ind i stuen. Jeg fandt en bakke frem, stillede fire tallerkener og tog det store glas nutella, som stod i skabet og satte på. Så fandt jeg en brødkniv og en almindelig kniv. Caitlin kom ud til mig.
”De er meget sultne,” sagde hun. Jeg nikkede.
”Så tager vi bare hele posen...” mumlede jeg og lagde posen med krydderboller på bakken. Jeg vendte mig om mod Caitlin.
”Er han sur?” spurgte jeg stille og hentydede til Justin. Hun rystede på hovedet.
”Mere trist,” mumlede hun. Jeg nikkede.
”I er nødt til at finde ud af det sammen Cady. Ellers dør i triste.”
Jeg begyndte at grine.
”Det tror jeg ikke helt!”
Hun fnes lidt.
”Kom, jeg er sulten.”
Hun tog bakken og gik ind i stuen. Jeg gik langsomt efter.
”Godaften snorketræ,” sagde Chris drillende. Jeg kiggede på ham.
”Jeg snorker ikke!” sagde jeg lidt hårdt. Han grinede.
”Jo du gør!”
”Nej!”
”Jo! Er det ikke rigtigt Justin?”
Hvorfor skulle Justin blandes ind i det her. Jeg kiggede hen på ham og fik en ubehagelig følelse i maven. Han kiggede trist på mig. Jeg kiggede hurtigt væk.
”Det gør hun altså ikke Chris,” svarede han.
”Du skulle jo være med mig?!” sagde Chris højt. Jeg grinede lidt og så på Justin. Han kiggede bare ud i luften, hvilket gav mig dårlig samvittighed. Jeg satte mig ned i sofaen og tog en tallerken. Det samme gjorde de andre. Så begyndte vi at spise morgen-middag-og næsten aftensmad. Hvad vi skulle lave til aften, vidste jeg ikke rigtig. Hvis vi altså overhovedet har noget. Jeg tog en bid af min bolle og tyggede den omhyggeligt.
”Hvad skal vi snakke om?” kom det fra Caitlin. Et tydeligt tegn på, at hun keder sig. Jeg trak på skuldrende.
”Vi kunne tale om... vejret?” foreslog Chris. Jeg fnes lidt og kiggede ud af vinduet.
”Det er pisse lorte vejr. Det regner, tordner en smule, og så er himlen helt mørk,” sagde Caitlin og legede vejrvært. Hun sukkede.
”Kedeligt emne,” mumlede hun. Jeg grinede lidt.
”Jeg har ingen idéer,” sagde jeg. De andre grinede lidt.
”Jeg er ikke vant til at leve uden strøm?!” sagde jeg og grinede lidt.
”Nej, det er du ikke! Du har en generator?” svarede Chris. Jeg flækkede af grin. Justin var også begyndt at grine lidt.
”Det var min mor, der insisterede?!” forsvarede jeg mig selv.
”Hmm, var det nu også det?” spurgte han.
”Ja,” grinede jeg. Han nikkede ikke overbevisende, hvilket jeg bare ignorerede.
”Vi kan lave telefonfis?” spurgte Justin. Jeg kiggede dumt hen på ham.
”Øh, okay,” svarede jeg. Caitlin og Chris var helt friske. Jeg tog min iPhone frem.
”Hvem har nogle interessante mennesker?” spurgte jeg og bladrede igennem min telefonbog. Jeg kiggede op på dem.
”Vi har jo alle tuch-skærm, så hvis vi ruller ned, lander vi jo på en kontakt, så ringer vi til den?” sagde Chris. Jeg nikkede.
”Okay,” svarede Justin.
”Og så skiftes vi,” sagde Caitlin.
Åh nej! Jeg er så dårlig til at lave telefonfis! Vi lagde alle mobilerne på bordet.
”Chris, du starter,” sagde Caitlin. Han nikkede og tog tilfældigt min iPhone. Så kørte han nedad og landede på en, som hedder Micheal. Jeg sukkede lidt. Man skulle i hvert fald ikke lege med ham, for så ville der falde brænde ned over en! Det var ham, jeg altid drak mig fuld og lavede ballade med i Miami.
”Micheal? Hvem er det?” spurgte Chris og ringede op.
”En gammel ven,” svarede jeg. Han satte den hurtigt på højtaler.
”Den er på hemmeligt nummer, ikk?” spurgte jeg hurtigt. Han nikkede.
”Det Micheal?” kom det fra telefonen af.
”Hallo?” sagde Chris med en mærkelig stemme. Jeg grinede lidt.
”Hvem er det?” spurgte Micheals dybe stemme.
”Det er Kenny fra tv,” svarede Chris.
”What?”
”Hedder du ikke Micheal...”
Chris kiggede hurtigt på mig.
”Bone,” hviskede jeg.
”Micheal Bone?”
”Jo?” svarede Micheal.
”Du har vundet en Audi!”
”Jeg har fandeme ikke vundet en Audi, og hvis du ikke lader mig være, kommer jeg og smadrer dit lille ansigt, så du fortryder, at du nogensinde levede. Derefter skal jeg nok tage livet af din kære familie og...”
Jeg lagde hurtigt på, inden de hørte mere.
”Okay, han lød ikke ligefrem... flink?” sagde Chris lidt chokkeret. Jeg rystede på hovedet og så på Caitlin.
”Er det en af dem fra Miami?” spurgte hun. Jeg nikkede.
”Øhm, lad os tage en anden en. Måske en, som ikke vil dræbe eller... ja,” sagde Justin.
”Min tur!” sagde Caitlin og tog Chris' iPhone. Hun bladrede igennem telefonbogen og landede på en, der hedder Bob. Chris fortalte, at han gik i hans parralelklasse og var vildt irriterende og nørdet. Han fik vist kun 12-taller... Hun ringede ham hurtigt op.
”Hallo?” sagde en grim stemme, som vist nok var ved at gå i overgang.
”Kan du lide pizza?” spurgte Caitlin dumt. Jeg fnes lidt.
”Ja. Hvem er det?” svarede han forvirret.
”Hvad for en slags pizza?” spurgte Caitlin videre.
”Ehh, den med skinke og ost, og hvem er det?”
Han lød bange, hvilket morede mig. Jeg kiggede hen på Justin, og lagde uheldigvis mærke til, at han faktisk og så kiggede på mig. Jeg kiggede hurtigt væk.
”Må jeg gerne kalde dig Bobby?” spurgte Caitlin Bob.
”Øhhh, øhhh,” begyndte han.
”Bobbyman, vi skal spise!” kom det fra telefonen af.
”Ring i aften, jeg skal æde.”
Så lød der en bibtone. Jeg grinede lidt, selvom det ikke var så sjovt. Eller, 'Bobbyman', det var lidt grineren...!
”Okay, han er weird...” mumlede Caitlin.
”Så er det dig,” sagde Justin til mig. Jeg nikkede bare og tog hans iPhone. Så kørte jeg nedad. Og selvfølgelig skulle den lande på det navn, som jeg helst ikke ville læse...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...