Smerte kan føre til kærlighed♥JB

Brooklyn er en 16 årig pige, som det sidste halve års tid har levet med en frygtelig knæ skade. Hun brækkede den ene knogle og har derfor boet på et af de lokale hospitaler det sidste stykke tid. Verdensstjernen Justin Bieber var også ude for en benskade for tre måneder siden, hvor han også endte med at brække benet. Derfor er han nu også på dette samme lokale hospital, hvor de begge to er igang med at blive optrænet i hospitalets træningscenter. Men hvad sker der når de en dag mødes, og hvilke konsekvenser vil det give senere i deres liv?

28Likes
318Kommentarer
8828Visninger
AA

11. J- Synderknust

Brooklyns ansigt så mærkeligt ud, jeg havde nu også lige fortalt hende, at jeg tænkte på hende. Jeg havde sagt det fordi jeg ikke ville lyve for hende, men hvordan skulle jeg få sagt at jeg skulle udskrives.
”Hvad tænker du på?” spurgte hun igen, da jeg måtte se meget tænkende ud.
”Dig” prøvede jeg, for ikke at komme ind på det, jeg virkelig tænkte på. Hun rullede øjne af mig;
”Justin som om du hele tiden tænker på mig” sagde hun med et smil som smeltede mit hjerte.
”Ikke hele tiden” drillede jeg. Hun så sødt på mig og jeg blev mere og mere glad.
”Hvordan går det ellers?” spurgte hun. Det spørgsmål som jeg helst ville have undgået.
”Det går da fint nok, hvad med dig?” spurgte jeg hende. Hun tøvede men sagde så;
”Jeg skal udskrives om fire dage, men jeg ved ikke helt om jeg vil. Jeg kan bedre lide at være her med dig, end at være der hjemme alene, fordi min mor aldrig er der” sagde hun og der løb en tåre ned af hendes kind. Forsigtigt rørte jeg hende hånd, og hendes mundvige gik lidt op af.
”Det skal nok gå” sagde jeg til hende, uden at nævne at jeg skulle af sted i dag.
”Nej Justin, min mor gider mig slet ikke, hun har bare så travlt med sit arbejde” græd hun. Jeg lagde denne gang en arm om hende og så ind i hendes fortvivlede øjne.
”Det var da ikke særlig godt” sagde jeg og følte medlidenhed med hende.
”Hun var her tidligere, men gik fordi en af hendes kunder ringede, for at købe et hus” sagde hun. Stille tørrede jeg hendes tåre væk med min tommelfinger og hun smilede til mig.
”Jeg kender godt det der, når folk skal købe nye huse” sagde jeg. Min far skulle nemlig have nyt hus og det var det eneste han gik op i. Brooklyn sagde intet, men vi sad bare ser alene sammen. Pludselig trillede en lille sød plastik bold hen til os. Jeg fik den største trang, til bare at sparke til den, men det kunne jeg ikke rigtigt. En lille dreng kom over til os, han kiggede underligt og sagde så;
”Kærester” med en flabet stemme. Af refleks slap jeg mit tag om Brooklyn og kiggede flovt på hende, tænk at en lille dreng, lige havde kaldt os kærester. På en måde ville jeg ønske at det var sandt, men jeg vidste ikke om Brooklyn havde det på samme måde.
”Justin” lød det og jeg vendte mig mod lyden. Min mor stod og råbte fra mit værelse, nu skulle jeg jo hjem. Kunne jeg bare forlade Brooklyn uden et svar.
”Mor vent lige lidt” råbte jeg højt. Flere mennesker kiggede på os.
”Vi skal have udskrivnings papirerne i orden” råbte hun højt. Der gik det op for mig, hvad hun havde sagt. Jeg kiggede hurtigt med bange anelse over på Brooklyn. Hun rejste sig hurtigt og kom forbi mig.
”Brook vent” sagde jeg og gik bevægede mig efter hende.
”Du skal ikke kalde mig Brook, hvorfor har du ikke sagt noget” sagde hun hårdt og stoppede op.
”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det” sagde jeg stille til hende.
”Havde du overhovedet tænkt dig at sige det?” spurgte hun hårdt. Hvad skulle jeg sige, jeg havde jo tøvet. Da jeg ikke svarede gik hun ind i bygningen og jeg stod alene tilbage. Hvorfor havde jeg ikke sagt det, den værste måde at man kunne få ting at vide på, var ved at andre sagde dem. Stille bevægede jeg mig også selv ind – helt synderknust.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...