Smerte kan føre til kærlighed♥JB

Brooklyn er en 16 årig pige, som det sidste halve års tid har levet med en frygtelig knæ skade. Hun brækkede den ene knogle og har derfor boet på et af de lokale hospitaler det sidste stykke tid. Verdensstjernen Justin Bieber var også ude for en benskade for tre måneder siden, hvor han også endte med at brække benet. Derfor er han nu også på dette samme lokale hospital, hvor de begge to er igang med at blive optrænet i hospitalets træningscenter. Men hvad sker der når de en dag mødes, og hvilke konsekvenser vil det give senere i deres liv?

28Likes
318Kommentarer
8831Visninger
AA

10. B- Skuffet over resultatet

Da jeg vågnede næste morgen, sad min mor med sin bærbar i sit skød.
"Hvad laver du her?", spurgte jeg træt, og satte mig op i sengen. Mit ben gjorde ondt, men jeg havde lært at ignorere smerten. Mor så op på mig, imens hendes knaldrøde læber trængte op i et stort smil.
"Jeg fik en fridag, så jeg tænkte, jeg ville tilbringe dagen sammen med dig", sagde hun super glad. Jeg så på hende, da hun sænkede sit blik og ned på computeren. Jeg blev sur. Hun havde fået en fridag, så hun ville tilbringe dagen med mig, men det eneste hun gjorde, var jo at sidde med sin lorte computer. Jeg rejste mig med besvær, fik fat i mine krykker, og gik ud på det lille badeværelse. Jeg fik børstet tænder, skyllet ansigtet, nyt makeup, børstede mit sorte hår, og gik endelig ud til min mor. Hun stod og snakkede med min læge Mack. De vendte sig begge mod mig, og Mack smilede til mig.
"Brooklyn, du skal have tjekket dit ben. Så skal vi se om du skal blive et par dage mere, eller om du kommer hjem i dag", sagde han med sin dybe stemme. Jeg nikkede og gik med ham til et andet rum, hvor jeg havde været tusinde gange før. Jeg lagde mig op på briksen, og fik stillet mine krykker op af den sorte briks. Der var en stor røngtenmaskine oven over mit ben, og Mack tændte den med det samme. Han havde lagt et slags tæppe over mit ben, og han gik hurtigt ud af rummet. Resten af min krop var blevet dækket af et tungt tæppe, så røngtenstrålen ikke fik min krop med i billedet. Jeg lukkede øjnene, og slappede helt af, da en hjernevridende lyd gik i gang. Lyden stoppede med et 'klik', og billedet var taget.
Det mindede mig om tandlægen, når man skulle ha' taget et røngtenbilled af kæben og tænderne. Lyden irriterede mig grænseløst, men jeg havde vænnet mig til det. Mack kom ind igen med et røngtenbilled i hånden. Han satte den op imod den lysende plade, som sad på væggen, og kiggede på det. Bruddet var ikke så stort som sidst, så det betød nok, jeg snart kom hjem. Han vendte sig mod mig.
"Jeg havde håbet på, dit ben var helt raskt, men det er det ikke. Du skal blive her fire dage til", sagde han med en blød stemme. Jeg havde lyst til at kaste mine krykker i ansigtet på ham, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg sukkede bare, og satte mig op, imens jeg skubbede maskinen væk.

Mor havde skyndt sig tilbage til arbejdet, fordi manden der ville købe en stor, hvid villa, ringede til hende igen. Jeg blev irriteret og vred på hende, men sagde, det var i orden. Det var det ikke, det var bare hendes job, som jeg hadede, der gjorde mig vred. Hun fik hele tiden opringninger af en fremmed, så hun var nød til at gå. Jeg så ikke, hvor jeg gik, men kiggede bare ned på mine fødder. En skulder ramte min, og jeg var ved at falde ned.
"Wow. Hej Brook", sagde Justin. Jeg havde savnet hans smil, det smil jeg havde set uden for vinduet i går. Han bed sig genert i læben, og jeg smilede tilbage. Det var som om, at han allerede var min ven. Jeg holdt af ham som en ven. Tror jeg.
"Hej Justin...", smilede jeg, og strammede grebet om mine krykker, så jeg ikke faldt ved synet af hans dejlige smil. Pludselig vendte hans mundvige langsomt ned af.
"Ehm... Er der noget galt?", spurgte jeg tøvende. Han rystede hurtigt på hovedet, og fangede mit blik. Han havde nogle rigtige søde øjne. De var gyldenbrune, smukke og meget opmærksomhedstiltrækkende.
"Vil du med ud? Jeg hader stanken af medicin", sagde han, og mumlede det sidste.
"Selvfølgelig", sagde jeg hurtigt, og vi gik ud. Sammen. Uh! Jeg blev helt glad, da jeg tænkte på ham. Vi satte os på en grøn bænk, hvor små børn legede på græsplænen. Deres forældre løb efter dem, og legede fangeleg. Gid min mor var sådan. Altså jeg var godt nok ikke et barn længere, men hun kunne da godt være mere... social end asocial.
"Hvad tænker du på?", spurgte Justin, som afbrød mine tanker. Jeg kiggede på ham, og tøvede med mit svar. Jeg kneb øjnene sammen, fordi solen blændende næsten mine øjne.
Vinden legede med mit hår, og det irriterede mig en smule.
"Ikke noget særligt... Bare min mor", mumlede jeg tøvende. Han lænede sig tilbage, og jeg kunne se, han slappede af.
"Hvordan er hun?", spurgte han. Han lød, som om vi diskuterede farve på tøj.
"Ikke særlig... Mor-agtig", svarede jeg kort. Han så på mig, og nikkede bare.
"Hvad tænker du på?", spurgte jeg så, og lagde tryk på 'du'.
Han trak på skuldrene uden et smil.
"Dig", sagde han genert. Jeg kiggede underligt på ham, og begyndte at grin. Han tænkte på mig? Ej hvor underligt!
"Lad være med at grine! Det er svært at få dit smil og dine øjne ud af hovedet!", sagde han, og skubbede blidt til mig. Jeg stoppede med at grine, og gjorde store øjne af ham. Han tænkte på mig? Mit smil og mine øjne?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...