*Justin Drew Bieber*-"Én uge kan ændre alt".

Lillian Butler og Ryan Butler er tvillinger, og Ryan er blot ét minut ældre end Lilly(Lillian). Deres forældre er skilt, og deres mor har en mand, der hedder John. Han slår af og til Lilly, men INGEN ved det. Selv ikke hendes mor eller hendes storbror Ryan. Kun Caitlin Beadles ved det, som er Lilly's bedsteveninde. En dag skal hele deres klasse på en udflugt, som vare en uge, og følelser bliver skabt. Hun kommer måske til at føle noget for drengen med det brune pjuskede hår og brune øjne, selvom de ignorerer hinanden, og skændes til af tiden. Føler Justin det samme for Lilly, som hun føler for ham?

39Likes
385Kommentarer
9653Visninger
AA

8. En strand.

Hvad lavede jeg? Jeg ville kysse ham, men han greb hurtigt fat i mine arme, skubbede mig væk, og han skred ud af døren, ligeså snart han havde låst den op.
”JUSTIN!”, råbte jeg, og hamrede hånden ind i væggen. Jeg løb ikke efter ham, for ellers ville alle se mine mærker og rifter på kroppen.
Jeg skiftede hurtigt til lange jeans og en langærmet bluse, inden Justin kom ind igen.
”FORTÆL MIG DET!”, råbte han i ansigtet på mig. Jeg sukkede lettet over, Caitlin ikke havde fortalt ham det.
”Nej”, sagde jeg koldt. Han så ondt på mig, og sukkede irriteret til sidst.
”Jeg prøver bare at hjælpe dig Lills. Jeg laver hverken nar eller sjov med det, jeg fortæller det ikke til nogen”, sagde han roligt.
”Som jeg sagde før; jeg faldt”, sagde jeg endnu roligere end ham.
”SIG NU FOR HELVED HVAD DER RIGTIG SKETE!”, råbte han, og jeg lukkede mine øjne, fordi jeg blev utryg.
Jeg svarede ikke, men bed mig i læben, og så ned.
”Lilly”, sagde han stille.
”Justin jeg kan ikke fortælle det, okay?”, sagde jeg skarpt.
”Undskyld Lills. Det var ikke min mening at råbe ad dig”, sagde han stille.
”Det er okay”, sagde jeg, og satte mig på vores dobbeltseng.
”Der er nogen, der har slået dig, ikke?”. Han sagde det, imens han satte sig ved siden af mig. Jeg svarede ikke, men lukkede øjnene, og bed mig i læben igen.
”Nej”, hviskede jeg hæst.
Han sagde ikke noget, men trak mig ind i et kram. Jeg lagde armene om ham, og kunne mærke mine øjne blev fugtige, og tårerne trillede ned af mine kinder. For alt i verden ville jeg sige det til ham, men kunne ikke. Hvad hvis John mente det med at slå dem ihjel, som jeg elskede? Jeg var bange for ham, og for at fortælle nogen det. Caitlin vidste det kun, fordi hun selv fandt ud af det. Justin trak sig lidt væk, og tørrede mine kinder med sit ærme. Så kiggede han bare på mig.
”Jeg lover, jeg ikke fortæller det til nogen, Lills”, sagde han med en blød stemme. Jeg elskede, når han kaldte mig Lills, fordi han fik det til at lyde som noget sødt og… Uskyldigt.
”Lillefinger ære?”, spurgte jeg, og strittede med min lillefinger. Han grinte kort, og snoede sin finger om min. Jeg tog en dyb indånding, og så nervøst på ham. Hvis han virkelig var min ven, og ikke ville fortælle nogen det, kunne jeg sige det til ham…
”John”, sagde jeg, og ventede på hans reaktion. Han sad med åben mund, og begyndte at grine højt. Hvorfor nu det?!
”Du laver sjov, ikke?”, grinte han, men blev seriøs, da jeg stirrede ondt på ham.
”NEJ! Han har slået mig siden, jeg var 14 år”, snerrede jeg nærmest, og skjulte mit ansigt i mine hænder. Han tog fat om mine håndled, og trak hænderne væk.
”Undskyld Lilly… Det bare… Jeg troede aldrig, han kunne finde på at gøre sådan noget imod dig”, sagde han flovt.
”Men det har han gjort. Nu ved du det, tilfreds?!”, vrissede jeg surt, og gik ud af hytten. Jeg satte kurs mod stedet, hvor vi lavede bål. Så satte jeg mig, og stirrede på gløderne fra de sidste timer. En varm luft hang i luften, fordi gløderne varmede én.
Jeg havde hørt, der var en strand lidt væk fra stedet, så jeg begav mig til at finde den. Efter en time eller noget, fandt jeg den, og en lugt af saltvand og tank overvældede mig. Jeg elskede strande, fordi jeg bare kunne stirrer ud i vandet i timevis. Hver gang jeg var ked af det eller noget, satte jeg mig på stranden, og hørte bølgerne. Der var en strand hjemme i Atlanta, og dér sad jeg tit, og tænkte på hvordan mit liv ville være uden Satan i mit liv. Det ville være himlen uden ham.
Jeg satte mig ned i det lune sand, og begravede mine fingre i sandet, imens jeg bøjede hovedet bagover, og snusede til luften. Saltstanken hev i mine næseborer, men beroligede mig utrolig meget. Bølgerne brusede, og vinden tog fat i mit hår, og svingede det rundt om mit ansigt. Det blæste mere ved stranden, fordi bølgerne tog vinden med sig.
”Lills”. Jeg gispede kort, og vendte mig hurtigt om. Justin stod, og så undskyldende ned på mig. Han satte sig ved siden af mig, og kiggede på mig, imens jeg stirrede ud i vandet.
”Undskyld jeg grinte af dig, men jeg troede altså, du lavede sjov med mig”, sagde han stille. Jeg så på ham, og nikkede med blikket i sandet.
”Er jeg tilgivet?”, spurgte han med et smil, og jeg nikkede. Han troede, jeg lavede sjov, så jeg kunne ligeså godt tilgive ham.
”Må jeg ikke nok se et smil?”, spurgte han. Jeg rystede tavst på hovedet.
Han tog min hånd, og kærtegnede bagsiden med sin tommelfinger.
”Be’ om”, mumlede han med en lille barnestemme. Jeg kom til at smile, et ægte smil, fordi han lød sød som et barn.
”Dér var det!”, grinte han, og jeg puffede til ham.
”Hvor er du tarvelig”, sagde jeg grinende, og han skubbede igen til mig.
”Du kan selv være tarvelig”, sagde han for sjov.
”Jaja Biebs”, smilte jeg, men mit smil blegnede, da hans hoved kom nærmere.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...