Min gode ven

Til dig der ikke har noget imod forhold mellem drenge.

Rasmus er en helt almindelig dansk dreng, der har en dejlig kæreste, gode karakterer i skolen og et ellers tilpas liv. Pludselig en dag finder han en mærkelig dreng i en sidegade og tilbyder ham ly for natten. Det skulle han aldrig have gjort, for det viser sig nemlig, at drengen er en dæmon, der vil gøre alt for at få Rasmus for sig selv.

5Likes
17Kommentarer
2071Visninger
AA

2. Kapitel to

Vi havde spist en hel pakke toast sammen og ryddet hele køkkenet til med varerne. Jeg havde tændt radioen for at det ikke skulle blive så stille mellem den stille dreng og mig, og de sendte noget af den gamle musik fra da min far var ung.
”Du kender godt Led Zeppelin, ikke?” Spurgte jeg ham med et smil. Han stirrede på mig uden at rykke sig ud af flækken, hvorpå han vendte hovedet og spiste videre. Det var ikke noget jeg lod mig gå på af, selvom det stadig var underligt for mig at kommunikere med ham. ”Jeg ved du godt kan tale” Sagde jeg under en bid. Han svarede ikke på det, men fór tilbage i stolen da hoveddøren gik op, og min far kom ind.
Min far var muskuløs af bygning og var iklædt sin politiuniform. Han var meget stolt af sit arbejde, selvom at politimænd ikke var anset som noget godt i det miljø han arbejde i. Altså det kriminelle miljø.
”Hej far” Sagde jeg og så om på ham. Han kom ind uden at notere rodet eller min gæst, og gik direkte hen til sofaen. Det var et åbent køkken med direkte udsigt ind til stuen. Det var dejligt funktionelt, for så kunne man snakke til hinanden uden at være i samme rum, og når der så var en vigtig kamp i fjernsynet, kunne man hente snacks samtidigt med, at man kunne følge med på skærmen.
”Hvem er din ven?” Spurgte han, dybt begravet i sin avis. Man skulle ellers tro, at han ikke havde lagt mærke til ham, da han ikke havde skænket ham et blik. Jeg rejste mig og gik hen til ham og tænkte, at det nok var bedst, at tale med ham lidt stille om det.
”Jeg fandt ham” Jeg kiggede alvorligt på ham, og det fik min far til at lægge avisen lidt væk.
”Hvordan?” Spurgte han, da han tydeligvist fandt det lidt underligt den måde jeg sagde det på. Og jeg skyndte mig at forklare ham den situation jeg sad i. Vi vendte os begge om og kiggede hen på ham. Han sad på stolen, spiste og ventede, mens vi snakkede.
”Jaså. Hvis du gerne vil have det, så finder vi ham et provisorisk hjem indtil han åbner munden og siger noget selv” Sagde min far, og kradsede sig lidt i sit askeblonde skæg.
”Nej nej, det er fint nok for mig at han er her.” Jeg havde trods alt stadig medlidenhed med ham, og jeg ville derfor ikke have noget imod at have ham her, så længe det var i orden med min far, men det vidste jeg selvfølgelig at det var, for kendte jeg ham ret, sagde han det selv, hvis han ville have ham ud.
”Husk at rydde op efter jer” Sagde han så og viftede mig lidt væk. Jeg nikkede som svar og gik ud til ham igen, og begyndte at rydde op, også efter ham, der stadig sad og spiste. Utroligt nok.

Han protesterede slet ikke, da jeg klippede ham. Han kiggede bare ind i sit eget spejlbillede med et stift blik, mens hårene dalede ned på badeværelsets flisegulv. Selv gik jeg et par runder om ham, mens jeg overvejede mine næste klip og betragtede min kreation. Jeg syntes selv at det var gået meget godt, når man tænkte på, at jeg var helt ny i faget. Beth ville måske være bedre, da hun havde klippet mit op til flere gange. Derfor lod jeg det stadig være lidt langt, hvis nu hun ville rette det til for mig. Jeg afsluttede det ved at tage en omgang hårvoks i hånden, varmede det op i hænderne og fik det sorte hår til at stritte.
”Genialt” Hviskede jeg højtideligt til mig selv. Jeg kunne høre min far råbe et eller andet om, at støvsugeren var inde i stuen, og det var formentligt en hentydning til, at jeg skulle gøre rent efter mig.
”Ja, vent lidt!” Kaldte jeg tilbage og stillede mig straks bag den nærmest helt nye dreng og kiggede ind i spejlet og smilte ”Nå, hvad synes du?”
Han blinkede svagt med øjnene og han åbnede stille munden ”Det er pænt.”
Jeg så overrasket ned på ham og blev stille lidt. Jeg kunne ikke fatte at han havde svaret mig på noget så latterligt, når han havde direkte ignoreret alle mine vigtige spørgsmål.
”Nå nu vil du måske gerne snakke med mig?” Spurgte jeg ham, men sørgede for at sige det i et nogenlunde godt humør, for at han ikke skulle se det som om jeg var fornærmet.
”Hvorfor sagde du til hende pigen, at jeg hed Sam?” Spurgte han mig med en tør og mørk stemme, mens han så på os igennem spejlbilledet. Jeg ville ikke have haft hørt ham, hvis ikke det var fordi jeg var så fokuseret på ham lige nu.
”Nå det?” Spurgte jeg mig nærmest selv om, mens jeg ledte efter hvad det egentlig var jeg havde sagt til Laura. En lille følelse af skam fik mit ansigt til at blegne lidt. Det var jo faktisk en lille hvid løgn jeg havde stikket hende ”Det ved jeg ikke. Jeg ved jo faktisk ikke, hvad du hedder endnu.”
Han så ned i gulvet med et trist udtryk ”Sam.”
”Sam?” Jeg blev lidt fortvivlet over det. Selvfølgelig hed han ikke Sam, han måtte hedde noget andet.
Der blev lidt stille, hvor det faktisk gik op for mig, at jeg havde fået ham til at tale. Jeg rømmede mig hurtigt og skyndte mig at formulere et spørgsmål: ”Hvorfor lå du op ad væggen i går nat? Det var jo stormvejr!”
Han så op på mig, og jeg kunne mærke på det blik han sendte mig, at der ikke ville blive svaret på det, og der blev stille hos ham igen. Det gjorde mig lidt sur denne gang. Nu havde jeg gjort så meget for ham, og så ville han ikke engang fortælle mig noget.
”Sig det nu!” Sagde jeg og puffede til hans skulder. Dog ikke så hårdt igen.
Han blev selv helt overrasket over at blive puffet til, og tog sig så sammen til at svare mig. Dog kunne jeg ikke bruge svaret til noget. ”Jeg kan ikke fortælle dig det endnu. Men hvis du lader mig blive lidt længere, så skal jeg nok fortælle dig det hele.”
Jeg kørte hånden igennem mit eget hår, mens jeg med fuld forståelse af hans svar, måtte godtage ikke at få noget at vide endnu. Hvis nu han var blevet tortureret eller i det hele taget havde vænnet sig til ikke at kunne stole på noget, kunne jeg godt se, at han måske ville lære mig at kende først.
”Det er en aftale” Svarede jeg ”Men så må du også sove i soveposen, for jeg sov ikke så meget denne her nat”

Det var lidt sent, men det skulle jo ordnes. Lektier. Jeg satsede efter af få minimum 10 i min spanskopgave, da jeg virkelig havde arbejdet på det fag i det sidste stykke tid. Jeg havde et solidt træbord stående på værelset, og jeg brugte det jævnligt til at sidde med mine lektier eller bøger. Sam, som jeg nu engang havde døbt ham, lå i min seng og var faldet i søvn. Jeg havde kørt ham træt denne aften ved at se et par af mine dvd’er sammen med ham, så nu havde jeg endelig lidt tid for mig selv. Jeg nød faktisk alenetid, og jeg kunne godt lide udfordringen ved at lave lektier, og det gik let som en lej med min musik i ørerne.
Jeg kunne midt i en god sang mærke, at min mobil vibrerede i min lomme, og jeg tog den op og så en besked fra Beth, hvor der stod, at hun gerne ville mødes med mig efter skole i morgen. Jeg svarede hende tilbage, at det måtte blive hjemme hos mig. Så lagde jeg mobilen fra mig, og gik hen til soveposen, hvor jeg lagde mig ind og sukkede træt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...