Vampyrer kan også elske!CB<3

Hvem siger, at vampyrer og lidt kendte mennesker som Christian beadles, ikke kan elske hinanden?

7Likes
78Kommentarer
4356Visninger
AA

7. Mit talent, og en gudesmuk tøs!

Vi stod i haven, mens drengene ventede på, at jeg gjorde noget. Jeg kiggede over på poolen, og lavede så en hurtig bevægelse med min hånd, som intet menneske ville se. Jeg fik vandet til at rejse sig, imens det snurrede rundt. Drengene kiggede på det, med vantro i deres øjne. Jeg fnes, og lod lidt vand, falde ned over dem. De blev heldt gennemblødte, og jeg lod resten af vandet, ryge over dem. De så, så sjove ud! Jeg grinte til jeg lagde helt ned på jorden, og rullede rundt, af bare grin. Drengene gik over mod mig, men jeg løftede hurtigt jorden og lod den falde kort efter igen, så drengene nåede at miste balancen, og lagde på jorden, 2 meter fra mig. Jeg grinte endnu mere, og rejste mig så op lidt efter. Jeg gik over til drengene, og hjalp dem op, en efter en. De kiggede måbende på mig, men vi endte dog med, at gå ind. Vi satte os endnu en gang på madrasserne, og kiggede på hinanden. "er du så også ultra stærk, og mega hurtig?" sagde Chaz, og kiggede nysgerrig på mig. "jeps," sagde jeg, og kiggede smilende på dem. "fedt," sagde Chaz, og kiggede drømmende, ud i luften. Jeg trak på skuldrene, og kiggede mig omkring. Så ringede det på døren, og jeg kunne dufte, en ny person. En pige, hvis jeg gættede rigtigt. "en pige?" spurgte jeg, og rejste mig hurtigt op, sammen med de andre, og fløj ud i gangen, på rekordfart. Drengene kom først, lidt efter. De åbnede døren, og udenfor den, stod der en flot, brunhåret pige, med et stort smil, og pæne, brune øjne. "hej drenge," sagde hun, med en flot, sød stemme. Jeg måtte lære hende, at kende. "hej, jeg hedder Zafrina," sagde jeg, og rakte hende min hånd, som hun smilende tog imod. "jeg hedder Caitlin," sagde hun, med et stort smil. Navnet passede godt til hende. "hun kom med indenfor, og jeg gik igen langsomt, selvom det var lidt besværligt, at gøre det, da jeg lige havde brugt min energi, men hun kendte jo ikke, til min lille hemmelighed. Eller, den var vel ikke så, lille. "jeg er forresten Chris' søster, jeg har ikke set dig før, vel?" spurgte hun, da vi havde sat os i sofaen, vi sad lige ved siden af hinanden. "nej, du har ikke set mig før," sagde jeg, og kiggede smilende på hende. "du virker ellers, ret så bekendt," sagde hun, med en lille rynke imellem hendes plukkede øjenbryn. Man kunne se, hvordan hun blev fordybet i hendes tanker, mens hun desperat, ledte efter et svar på, hvor hun havde set mig. "gik du ikke på min skole, hende som blev væk?" sagde hun, og kiggede smilende på mig. "øh, det kan da godt ske?" sagde jeg, med et lidt forvirret smil. "du var cheerleader, sanger, havde gode karakterer, men ikke så mange venner igen, hvilket jeg fandt mærkeligt... Zafrina Solonely, ikke?" sagde Caitlin, mens hun stadig sad, dybt inde i sine tanker. "øhm, jo, det er mig," sagde jeg, og tænkte på den tid, jeg havde haft på skolen. Ikke speciel rar. "OMG! Alle bliver så glade for, at du er i god behold, især dine forældre," sagde Caitlin, med et stort smil, mens hun hvinede kort, og klappede i hænderne. Alle drengene sad bag hende, mens jeg var den eneste der sad foran hende. "ingen får det af vide, så de kan ikke blive glad," sagde jeg, gennem sammenbidte tænder. Sikke en omgang vrøvl, alle hadede mig. "hvorfor ikke? Alle savner dig, jo" sagde Caitlin, og kiggede bedende på mig. "sikekrt derfor, der er plakater med mig over det hele, hvor der står om nogen har set mig," sagde jeg sarkastisk, da jeg vidste, at ingen havde ledt efter mig. "lad da vær med at være negativ, selvfølgelig bliver alle glade for at se dig," sagde Caitlin, som om jeg var et barn, der for titusinde gang, havde sagt at min kjole sad forkert, men som sad perfekt. "nej, de gør ikke... Alle hader mig," sagde jeg, stadig gennem sammenbidte tænder. Jeg ville snart hvæse, hvis ikke det var fordi, det ikke var menneskeligt, og hun vidste ikke, at jeg var vampyr. "nej de gør ej," sagde hun, og kiggede lettere irriteret på mig. "nå ikke, hvorfor er de ringen der har ledt efter mig? Hvorfor havde jeg ingen venner? Hvorfor var det, at hende bitchen fra en klase over mig, altid hakkede ned på mig?" sagde jeg vredt, og denne gang kunne jeg ikke undgå, den flænsende, dybe, lyd, der kom igennem min strube, og ud gennem mine sammenbidte tænder. Caitlin kiggede på mig, som om jeg var en dårlig joke, mens drengene kiggede på mig, med stor frygt. "Caitlin, træd lige langsomt tilbage, eller ud af sofaen," sagde Chris, som allerede stod 2 meter fra sofaen, med de andre. Caitlin gjorde forvirret, det han bad om. "hvorfor, hun æder mig jo ikke?" sagde Caitlin, og kiggede jokende, på Chris. Dårlig joke, set fra min side. "Caitlin, hun er en vampyr, for helved, tror du så ikke, det er dumt at provokere hende?" sagde Chris, som om han skulle flænses. Jeg rejste mig op, i vampyrfart, og stod overfor dem, 2 sekunder senere. "jeg gør ikke JER noget," sagde jeg, og lagde godt tryk, på jer. JEg tog et skridt bagud, og løb så ud af huset, hvorefter jeg lod mine ben føre mig afsted, ud mod skoven, hvor jeg kunne slukke den tørst, der var begyndt at dukke frem, i min blussende hals.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...