Søvnløs

Diana Madison. Kvinde. 1,89 høj. Brunette. Mørkeblå øjne. Uren hud. Menneske.
Diana er hovedpersonen i hele historien, men stadig ikke en af de vigtigeste personer. Hendes liv er nemlig gået ad helvedes til. Siden skolestarten, havde hendes forældre skændtes om alt muligt hun ikke forstod, og da de blev skilt forstod hun det hele. Skolen var heller ikke let, i starten sagde skolens nedladende piger ting om hende, men i slutningen ville de teste hende om hun kunne blive klaret at puffes lidt til. Derefter gik hun tilbage til starten, og ville aldrig kigge sig tilbage til slutningen.
Hun startede, og lagde alting bag sig.
Men en tidlig morgen ændres alt for hende. Apoteket var åbent og hun stødte ind i en fyr, der ikke var intresseret i hende, men det der løber i hendes åre ..

2Likes
15Kommentarer
1982Visninger
AA

2. Én håndfuld sovepiller

Klokken slog 12, kunne jeg høre.
Man kan godt sige at det var en plage. Jeg prøvede, og prøvede at sove, men jeg ville ikke. Det var noget af det værste, man kunne forstille sig. Jeg sad der på min seng, med rande under øjnene, og så dødtræt ud. Jeg sad sammentrykket og kiggede ud ad vinduet. Det pisk regnede. Det simpelthen plaskede ned på ruden. Jeg sad i mit undertøj, fordi jeg havde det for varmt. Jeg kiggede ned af min spinkle krop. Jeg svedte som en gal, og til sidst måtte jeg gøre noget. Bare et eller andet?
Jeg rejste mig op og listede mig hen til toilettet. Min mor sov dybt, for jeg kunne høre hende snorke fra hendes værelse. På toilettet var det stille. Det beroligede mig. Jeg åbnede skabet, med den fedtede spejl i midten, og på indersiden af skabet stod der creme og sminke, sat fint op. Jeg rettede ryggen, og så på mig selv i spejlet. Jeg smilede svagt da jeg så det velkendte ansigt. De mørkeblå øjne passede til randende under øjnene, og varme kinder havde en perfekt match. Jeg var smuk. Det var ikke for at blære mig, men jeg var det. Jeg hadede også dem der gik rundt og sagde man var grim, bare for at den anden kunne sige man var pæn, også sige det igen. Det gav altså ikke noget mening. Man var som man var. Jeg lod en hånd glide igennem mit krøllede lange hår. Det gik mig helt ned maven, og det her tilfælde helt ned til slutningen på min ryg.
Imens jeg træk mit hår tilbage, så jeg en bums side fast på min pande. Det gjorde ingenting, den urene hud gjorde mig til min egen. Min lille buttede mund savnede noget vand. Den stod lidt åben så man kunne se mine hvide fortænder. Jeg opdagede også at min hud den var blevet blegere her for nylig.
Jeg kiggede ned i håndvasken. Det dryppede for vandhanen. Jeg tændte for det kolde vand, og fra vandhanen kom det dejligste kolde vand. Jeg tog en ordentlig hånd koldt vand og klaskede den i hoved på mig. Jeg fik en dejlig frisk fornemmelse, der løb fra mit hoved, til mine ben. Vandet gled ned til min hals. Noget vand gled videre ned af mine armen, og noget gled ned i min mund. Jeg kiggede op, og lod alt vand rende ned. Da det stoppede, stoppede fornemmelsen, og jeg vågnede op i virkeligheden igen, kiggede ind i spejlet. Jeg så lidt friskere ud end før, men jeg havde stadig den samme følelse. Svag. Træt. Varm. Og hvad der fik mig til at få det dårligt. Jeg havde haft det her sådan ca. i seks uger nu, og det blev ikke bedre.
Jeg har fået af vide flere gange, at jeg skal tage mine sovepiller, men de smager så ækelt, at det er dem der plager mig, i stedet for søvnen. Jeg har næsten glemt hvordan det føles at sove rigtig dybt. For en sikkerhedsskyld kiggede jeg i skabet, for at finde nogen stærke sovepiller. Da jeg fandt dem åbnede jeg den hurtigt, tog en håndfuld små piller, proppede dem i munden, og stilede den lille dåse på plads igen. Jeg havde stadig sovepillerne i munden, uden at have slugt dem, fyldte jeg en kop med vand og skyllede sovepillerne ned. Heldigvis røg dig med ned i maven, og lettede over at blive godt søvnig med en mærkelig smag i munden, gik jeg ind på mit ejet værelse. Denne gang satte jeg mig ikke på senge kanten, men lagde mig bare på maven på sengen, og prøvede på at sove. Jeg tænkte ikke på så meget. Jeg var en smule svimmel, efter at have taget håndfuld. Jeg tog mig til hoved, og havde bare lyst til at slappe af. Det påvirkede mig så meget, at jeg faldt i søvn.
Hvor lang den her lur må varer, var det ikke den dybe søvn jeg har ledt efter. Man kunne ikke bruge piller til at sove ordentligt. Det var det samme som at snyde.

***

Jeg lå stadig stille, som jeg huskede da jeg skulle til at sove. Jeg kneb mine øjne op, og kiggede over på mit digitale ur. Mine øjne var tågede, så jeg kunne ikke se noget - kun farverne og formerne var der. Jeg kunne mærke min mave brummede, og at mit hoved summede. Jeg havde en forventning om at jeg ikke sov særlig længe. Jeg så på uret og så at klokken var kvart over fire. Det var bedre end de andre gange, men jeg kunne stadig mærke at mit hoved gjorde ondt. Jeg svedte ikke længere, men jeg følte mig stadig ikke helbredt.
Jeg vendte mig lidt om i sengen, og slappede af på siden af sengen. Jeg tog sengens dynekant og rullede mig ind i den. Da jeg kom til enden af senges anden side, satte jeg mig op rullet ind i dynen. Det fik mig til at stille mig op, og åbne vinduet.
Det regnede ikke mere, og der var kun vandpytter på asfalten og våde biler. Vi boede helt oppe på femte etage.
Vi betyder altså min mor og mig. Vinden var friskere end mig selv - selvom den var tåget og skyerne var grå. Men den var kold og forfriskende, og det gjorde mig bedre tilpas.
Undtagen lydende. Der var dytteriger, mærkeligt musik på gaderne, ambulancer, politi og mere til jeg ikke kunne genkende. Efter en lang pause, ved vinduet lukkede jeg det igen med en lille krog. Jeg vendte mig om, og så ned på min seng.
Jeg lod den være som den var. Forladt og rodet, men det er jo også min stil. Imens tiden stod stille, fandt jeg ud af hvor jeg kunne slippe af med min slemme hovedpine. Jeg gik over til min garderobe, og begyndte at rode i alt mit tøj. Det var forbløffende hvor meget der var. Jeg fandt en brun sweater, der udfyldte det meste af min spinkle dele. Jeg fandt også nogen lyseblå jeans, jeg længdes efter at have på. Jeg smilede af mit tøj, og begyndte at tage det på. Jeg tænkte mig ikke så meget om, men tog bare en gennemsigtig hvid læbepomade på, der gjorde mine læber våde og heftige. Jeg tog en del sort omkring øjnene, så det ikke blev for meget, men heller ikke for lidt.
Jeg redte mit hår, så det blev bølgende langt, også var jeg sådan nogenlunde færdig med at smukkesere mig selv. Der var også små hårnåle jeg ville sætte i mit hår, så det ikke faldt for meget ind over mit ansigt. Det tog sin tid, men jeg siger ikke at den tid var kedelig. Da jeg var færdig - helt færdig - traskede jeg videre ind i stuen, og lagde mig dovent på sofaen. Jeg var fuldkommen rastløs, og vidste ikke hvad jeg skulle lave. I nærheden kunne jeg høre en bip lyd. Jeg kiggede over på sofabordet og så min mobil lyse og vibrere. Jeg greb fat i sofabordet, og fandt frem til min mobil, som jeg hurtigt trak hen til mig. Det første jeg gjorde var at læse sætningen der kom frem da jeg tændte den.
"Du har fået en sms". Jeg åbnede den og tog mig god tis til at læse den. Den var fra Jamina, min bedste hjerteveninde.
Man kunne se hun sendte sms'en med omhug.
- Hey Diana. Jeg tænkte på om du kunne komme i centeret i morgen, og købe ind til.. du ved "den store dag".
Jeg smilede ad sms'en. Vi har altid kaldet dagen for "den store dag", siden ottende klasse. Der var nemlig ikke så mange der skulle vide det. "Den store dag", er ikke en hemmelig-hemmelig hemmelighed, men den er skjult for de fleste.
Jamina skal nemlig giftes efter eksamen, med tilladelse fra forældrene.
I sjette klasse, var hun forelsket i en fyr der var to år ældre end hende selv. Det ærgrede hun sig meget over. Han gik ikke på den samme skole som os, men han fik straks et godt øje for Jamina. De begyndte at flirte med hinanden, at jeg måtte gå et andet sted hen, og meget kort fortalt men siden dér har de været sammen. Stået sammen om alting, og respekterede hinanden og alle. Jamina William og Brandon William.
Jeg glemte helt at skrive tilbage, og skyndte mig at taste videre til hende. Jeg skrev, at jeg ville med glæde være sammen med hende, og shoppe ind. Selv jeg ville ikke være gift nu, men jeg havde haft en kæreste. Hun skrev tilbage med et "o. k", også var samtalen slut. Jeg lagde min mobil på plads igen. Jeg satte mig i gang med at nynne en stille sang. Imens sangen kom til omkvædet, kom min mor ind med sutsko og hele molevitten. Hun kløede sig i øjet, og gabte højt. Jeg stoppede med at nynne, og kiggede på hende.
"Allerede så tidligt oppe? Klokken er jo kun kvart over fem?", sagde hun forbavset.
"Jah", jeg rømmede mig og tøvede.
"Men solen er da stået op, mor. Mor, du må gerne lægge dig til at sove igen, hvis du har lyst", sagde jeg. Den sidste sætning lød næsten som om jeg var mor.
"Joh, men så skal du også love mig én ting.", sagde hun og gabte.
"Gå ned på apoteket, og køb nogen sovepiller. Jeg kan altså høre når du går rundt på gangene".
"Jeg troede du sov?", spurgte jeg hende, uden at tænke mig om.
"Der er meget du ikke ved om mig", sagde hun og blinkede til mig. Hun gik langsomt ned ad gangen.
"Ses", sagde hun, og vinkede med ryggen til.
"Ses", mumlede jeg ned i sofaen. Ækle piller. Bvadr.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...