Maskebal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2011
  • Opdateret: 29 maj 2012
  • Status: Igang
Jenny er 17 år og skuespiller, i et berømt teater. de skal spille, et nyt og uhyggeligt stykke Maskebal. Men hvad ingen ved er at stykket lurer på en grusom hemmelighed som truer med at lukke hele skolen.

5Likes
11Kommentarer
2240Visninger
AA

3. Prøver

Frokosten smager mig ikke rigtig og det hjælper ikke ligefrem på min kvalme når der er tusinder af dufte der vælter over én. Til sidst går jeg fra bordet og ind på toilettet. Og selvfølgelig går jeg ind på det forkerte. Mark der går et år over mig får sig en ordentlig overaskelse da jeg går ind på toilettet uden at have set ham. Og jeg ser heller ikke at jeg er gået forkert. Jeg går bare målrettet ind på et af toiletterne. Han kigger nervøst på mig mens jeg passere ham, uden at skænke ham et blik. Jeg sætter mig på knæene og med hovedet over brættet. Jeg kan mærke at det kan komme når som helst. Jeg hoster for at hjælpe det lidt på vej. Og det kommer, med en kæmpe fart. Det strømmer ud af mig og jeg kan ikke stoppe igen. Mark kommer mig til hjælp ved at råbe på Silas. Silas kommer løbende ind. Han kigger overrasket på mig og hjælper mig med at holde mit hår. Han er så venlig og sød. Det er syndt jeg må såre ham på den måde, for han er sådan en sød fyr. Jeg prøver at stoppe det, men det vil ikke og jeg er ved at blive kvalt da jeg prøver at sluge det igen.
"rolig Jenny, bare slap af" Silas har en rolig alvorlig stemme der fortæller tydeligt at han er bekymret og bange. Det stopper stille og roligt. Mens at min kvalme og hovedpine også går væk. Jeg bliver nærmest helt frisk, og føler en hel friskhed. Jeg stiller mig langsomt op, jeg vil ikke have det dårligt igen. Det er bare væk. det var mærkeligt, det var som om at noget bare fejede det væk så let som ingenting. Først nu opdagede jeg at jeg var inde på drenge toilettet, og jeg blev helt rød i ansigtet. Jeg skyndte mig ud derfra, og jeg blev mødt med en masse undrende blikke da jeg kommer brasende ud fra drengetoilettet. Jeg fandt ud af at alle har kunne høre med i hvad der skete derinde. En kæmpe brus af latter brasede ud i rummede og brød tavsheden. Jeg følte mig dum. Dum og flov over alle de mennesker der nu kommer til at mobbe mig med den forfærdelige dumhed jeg har gjort.

Klokken ringede, og alle gik til deres klasser. Jeg gik alene hen til vores klasse. Jeg kunne høre mens jeg gik ned af gangen, at alle jeg gik forbi fniste og hviskede til hinanden. Det var forfærdeligt at være den som alle snakkede om. Jeg håbede at det ville gå over efter et lille stykke tid. Men der kunne ske meget endnu. Da jeg trådte ind ad døren til vores drama lokale, prøvede jeg at være så diskret som muligt. Men det gik ikke så godt, da jeg lige præcis får væltet en kost og den lander med en typisk kostelyd.
"DUNK!" og jeg er afsløret. Alle de mennesker der var i lokalet kiggede irriteret på mig, af at jeg havde lavet den larm. Deres irriterede ansigter ændrede sig til store smil, fnisen og hvisken. Jeg blev helt rød i hovedet, og hurtigt stirrede jeg ned i gulvet for at skjule det. Jeg satte mig ned på en stol, stadig med hovedet begravet til gulvet. Vores lærer kom ind og bad os alle finde en plads og sætte os ned. Jeg satte mig ned på den nærmeste stol ved mig, mens jeg prøvede at virke så normal som muligt. Det sidste der skulle ske var bare at jeg igen gjorde noget folk kunne gine af. Jeg havde ikke lyst til at være klassens klovn, hvilket jeg aldrig har villet. Jeg så at Felicia sad oppe aller forverst. Hun fulgte nysgerrigt med i alt hvad læreren sagde. Jeg prøvede at holde koncentrationen, men det var svært med alle de blikke der kom. Det var dog utroligt at folk ikke havde et liv, og kunne glemme sådan noget. De ville GARANTERET ikke selv stå i den situation jeg stod i.
"Så, her er manuskripterne. Felicia, kan du ikke dele dem ud til resten af klassen?" Vores drama lære Miss Frampton, var en meget ambitiøs og tålmodig kvinde. Hun var midt i tyverne, og havde et kæmpe talent for musical. Hun sang fantastisk. Hun havde gået her i 10 år eller sådan noget i den stil. Og hun havde altid været fantastisk i alle de stykker hun havde været med i. Vi så alle lidt op til hende her på skolen, af eleverne.

Felicia tog manuskripterne, og delte dem lydigt ud til hver og én. Da hun kom til mig, smilede hun så man kunne se hendes hvide tænder. "Knæk og bræk" Hviskede hun til mig. Jeg nikkede anerkendene til hende. Hun mente nok med prøverne. Det håbede jeg på, for hvis det var uheldet, tror jeg at jeg ville grave mig ned. Jeg ønskede bare at glemme den pinlige episode. Jeg bladrede gennem siderne og skimte hurtigt lidt af replikkerne. Den var temmelig spændene. Og hovedpersonen forsvinder. Ej, jeg blev nødt til at have den rolle! Den var bare lige mig. Hun var 14, men jeg er ikke særlig udviklet i forhold til min alder, med min knap så formelige krop, og de lidt mindre bryster. Men mit ansigt derimod lignede en modelreklame, som Felicia kaldte det. Jeg havde bronzefarvet hår, smaragdgrønne øjne, en fint afrundet næse og en fyldig mund.

"Godt, hvis i har læst dem lidt igennem skal vi til at prøve nogle af karakterene. Diana du er én af eleverne. Felicia vi prøver at have dig som hovedrollen. Silas, du er hovedrollens partner, og Jenny du danser sammen med Diana. og Bella, Sarah og Sophie i danser ligesom de andre, men sørg alle for at give spotlightet til de to der danser i midten"
Felicia strålede som en sol. Når hun havde det udtryk var hun ikke til at fælde. Silas kiggede på mig med et Hvorfor-lige-hende blik. Silas havde aldrig været særlig glad for Felicia. Han syntes at hun var for selvglad. Jeg løftede skuldrene med et Aner-det-ikke blik.

Vi begyndte på serien, men allerede i starten var der problemer med Felicia. Hun sagde at hun ikke kunne løfte fødderne ordentligt. Vi kiggede alle meget undrende på hende. Hun plejede ellers ikke at pive når der var noget galt, og da slet ikke når det handlede om en rolle. Jeg kunne se panik og smerte i hendes blik, og det lignede at det gjorde ondt at bevæge benene. Jeg gik over til hende og tog hende under armen. Miss Frampton kiggede grundigt på hendes fødder, men der var intet galt.
"Felicia, du bør gå til sundhedsplejersken" Sagde hun lidt bekymret.
"men jeg... okay..." Sagde hun tøvende. Jeg skulle til at gå med hende op, men Miss Frampton tog fat i min arm.
"Nej, bliv du her Jenny. Diana kan gå med op" Jeg fårstod ikke rigtig hvorfor at jeg ikke kunne, men jeg følte en hvis lettelse, så jeg kunne vise mig værdig til hovedrollen. Felicia kiggede spørgende, da Diana tog over, og jeg gik tilbage. Hun kiggede efter mig med masser af længsel. Det virkede som om hun var bange. Mærkeligt. Men jeg fik ikke tænkt videre over det, da vi skulle øve danse scenen. Jeg kunne se på Silas at han syntes, det var en del lettere at danse med mig end Felicia. Vi dansede glidende og elegant som det stod i manuskriptet. Da vi var færdige, klappede Miss Frampton i vilden sky.
"Det var strålende! I skal nok komme langt alle sammen. Især Silas og Jenny. I danner et god samarbejde, når i danser!" Jeg blev helt flov og gemte mit ansigt igen nede i gulvet. Silas holdt i min hånd, hvilket jeg først havde lagt mærke til efter han klemmede hårdere. Jeg kiggede op, og mit blik kom i møde med en grædefærdig Felicia. Jeg rev mig løs fra Silas hånd, og løb over og omfavnede hende. Men hun skubbede mig aggressivt væk. Jeg blev helt paf. Hun kiggede trodsigt på mig. Og løb derefter op ad trappen ud af lokalet. Og hendes fødder bevægede sig helt normalt. Jeg fårstod ingenting. Jeg kiggede undrende på Diana der måske kunne fortælle mig hvad der var sket.
"hendes fødder fejlede ingenting da vi kom derop.. Vi aner ikke hvad der skete. Så da vi var færdige løb hun hurtigt her ned for at se om hun kunne nå herned" Sagde hun endnu mere undrende end mig. Var der intet galt med hendes fødder? Var det noget hun bare havde SPILLET som eller hvad?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...