Forbered dig på at dø

Dwight er vampyrjæger med stort V. Han tjener kassen og han er tilfreds med tilværelsen. En dag bliver han beordret til at dræbe en vampyr på hans egen alder. Piece of cake.
Men der er noget i hendes blik, der gør, at han ikke kan trykke på aftrækkeren.

17Likes
49Kommentarer
3912Visninger
AA

7. Når fristelsen er for stor

Alisha så til da Dwight trak en sølvnål op af lommen. Den var rød af blod nogle steder og hun rynkede på næsen. Blod. Hun hadede den væske inderligt.
“Den her,” fortalte Dwight og holdt den op mod lyset. ”Den fandt dig,” grinede han. Hun ventede blot på, at han skulle fortsætte, for lige nu gav det absolut ikke nogen mening. ”Sådan nogle som mig kan et specielt trick. Hvis vi tilfører nålen blodet af den person vi ønsker at finde og blander det med vores eget blod, vil vi få et billede af det sted, som personen befinder sig på. I det her tilfælde din lejlighed.” Han gjorde en bevægelse med hånden ud mod lejligheden, som for at fremhæve hvad han mente.
Alisha tog sig uvilkårligt til den sårede overarm. ”Det var derfor…” mumlede hun, mest henvendt til sig selv. ”Så det du skyder med er… Sølvnåle?” Hun modtog et bekræftende nik fra ham. “Men… Er det ikke rimelig harmløst?” spurgte hun undrende.
Han brød ud i ny latter. “Harmløst.. Harmløst!? Du ved virkelig ikke særlig meget. Denne her…” sagde han og rullede sølvnålen mellem pege- og tommelfinger. ”…kan dræbe en vampyr, hvis den gennemborer hjertet. Sølv du ved… Vampyrer kan ikke så godt tåle sølv.”
Alisha spærrede forskrækket øjnene op og stirrede på nålen mellem hans fingre. Så lille en nål kunne gøre så stor skade i de forkerte hænder. Hun fik det næsten helt dårligt.
Hun tog mod til sig og stillede det spørgsmål, der havde plaget hende hele dagen. ”Men hvorfor forsøger du at dræbe mig?”
”Forsøgte,” rettede han uden at tænke over det. ”Jeg forsøgte at dræbe dig, fordi jeg var blevet beordret til det.”
Alisha så forvirret på ham, men ingen uddybning var at hente. Han sad der med et ansigt hugget i sten og enhver følelse havde forladt hans krop. Hun bed sig i læben, da hun kunne mærke, at frygten var ved at overtage igen. Beordret? Af hvem? Og hvornår? Hvorfor skulle hun dø, hvad havde hun gjort? Så mange spørgsmål og ingen svar fik hun. Hun vendte opmærksomheden mod pizzaen igen. Den var for længst færdig, men hun havde bare glemt alt om den. Hun tog den ud af mikrobølgeovnen, skar nogle stykke ud og placerede dem på en tallerken. Hendes hensigt havde været at spise ved bordet, men nu da han sad der, stod hun bare lænet op af væggen og tvang maden i sig. Det smagte forfærdeligt. Engang havde hun elsket pizza. Engang havde hun plaget sine forældre en hel uge om pizza. Nu var det bare som om, at hendes krop afviste føden og hadede hende for, hvad hun proppede i munden. Da hun tog mod til sig og så over på drengen, sad han og stirrede på hende.
”Vil du slet ikke sige noget?” spurgte han. Hun syntes, at han lød lettere irriteret.
”Til hvad?” spurgte hun. Hun vidste det godt. Måske ville hun bare ikke se sandheden i øjnene.
Hendes bedømmelse havde ikke været forkert. Hele hans ansigt foretrak sig i irritation. ”At en eller anden er ude efter dig. Vil du slet ikke vide noget?” spurgte han igen.
Hun trak bare på skulderen og spiste videre. Hun ville tage væk herfra, langt væk, så ingen kunne finde hende, og så ville hun leve resten af sit liv i ensomhed, måske med et par katt… Nåh nej. Udødelighed. Hun ville aldrig dø. Men det med væk lød som en god idé.
”Sølvnålen,” sagde hun efter at have klemt et pizzastykke mere ned. ”Jeg skal have den.”
Han rystede på hovedet. ”Nej,” sagde han. ”Den er min.”
Alisha satte tallerkenen med pizza fra sig. ”Hvis du kan finde mig med den, skal jeg have den,” krævede hun, og rakte hånden frem imod ham.
Et næsten barnligt grin nåede hans ansigt, da han løftede sølvnålen op i luften og gjorde et let vip med den. ”Du kan jo komme og tage den,” sagde han drillende.
”Var det en udfordring?” spurgte hun med sammenknebne øjne.
”Måske.”
Hun fór frem og greb ud efter hans håndled, men han var kommet op fra stolen før hun kunne nå så meget som at blinke med øjnene. Hun fejlbedømte afstanden og var ved at snuble indover bordet. Hurtigt genvandt hun balancen ved at gribe efter bordet og trådte lidt tilbage, i samme øjeblik han trak sig væk fra bord og stole. De gik begge ud midt på gulvet, hvor der var mere plads. En uventet hvæsen lød fra Alisha, og hendes øjne var limet fast på sølvnålen. Hun måtte have fat i den. Ellers ville han finde hende igen, og hun ville ikke kunne tage væk. Uanset hvorhen hun gik, ville han altid kunne forfølge hende.
Det føltes ikke som hendes egne handlinger, da hun slog ud efter ham. Han dukkede sig, men gjorde intet tegn på at slå igen. Det irriterede hende. Hun havde brug for modstand. At vinde ville blive langt mere tilfredsstillende, hvis han strittede imod.
Da hun slog ud efter ham igen, greb han hende om håndleddet og skubbede hende væk fra sig. Hun snurrede rundt for at vinde balancen, så hun stod med ryggen til ham, og i samme øjeblik hun skulle til at vende sig igen…
En lugt ramte hende. Hun stivnede midt i en bevægelse. Et øjeblik skete der intet, men så blev hun overvældet af en pludselig stærk træng til.. Hvad var det? Hvad var det hun kunne lugte? Hun stirrede på drengen i et forsøg på at…
Dér, en lang stribe af rød væske, der lød nedover hans hals. En flænge. Hun havde glemt alt om sølvnålen, men hvis hun havde kastet et blik på den, ville hun opdage at den igen var plettet af friskt blod. Åh gud, det lugtede så godt! Der gik en skælven igennem hende, da behovet blev for stort, fristelsen for stærk.. Hun kunne ikke holde det ud!
I et langt skridt var hun henne hos ham og pressede sin krop op af hans. Hun begravede hovedet ved hans hals og de lange hugtænder borede sig ned i flængen. Hun kunne ikke tilbageholde et lavt støn, da blodet ramte hendes tunge, friskt og saftigt og… Hun sugede det op. For hver blodsdråbe blev hendes tanker mere og mere slørede, til der kun var kravet om blod tilbage, og hun ville ikke stoppe, hun kunne ikke stoppe. Hun sansede intet andet end blod og nydelse. Hun mærkede ikke hans arme omkring hende eller hans hoved, der hvilede mod hendes. Og mindst af alt så hun det smil der var dukket op på hans læber, et smil der sagde, at han havde planlagt det lige fra starten.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...