Forbered dig på at dø

Dwight er vampyrjæger med stort V. Han tjener kassen og han er tilfreds med tilværelsen. En dag bliver han beordret til at dræbe en vampyr på hans egen alder. Piece of cake.
Men der er noget i hendes blik, der gør, at han ikke kan trykke på aftrækkeren.

17Likes
49Kommentarer
3929Visninger
AA

9. Genkendelse

Dwight var på vej op af trappen til Alishas lejlighed. Hun forventede ikke hans besøg, men han oplyste sjældent bekendte om, at han dukkede op. Han vidste ikke engang om hun var hjemme.
Til hans held var døren ikke låst ind til lejligheden, og han trådte lydløst ind. Der var ikke nogen til stede i det store rum, der både fungerede som køkken og stue.
Han gik over mod en anden dør, som han langsomt åbnede. I rummet stod en seng ovre mod den væg, der var længst fra ham og et skab var placeret op mod en anden væg. Med lidt god vilje havde et skrivebord fået presset sig ind. En slukket bærbar var placeret på bordet. Ved siden af bærbaren lå der en stak papirer og ovenpå stakken et par kuglepenne i forskellige farver. Rød, blå og sort blæk. Han gik over mod skrivebordet for at se, om der stod noget på papirerne, men det øverste var blot et kedeligt, hvidt stykke papir. En hurtig gennemrodning af stakken fortalte ham at resten også var blanke, med undtagelse af en kaotisk tegning med streger her og der, som ikke forestillede noget. Gardinerne var trukket for.
Han vendte sig mod sengen. Der var et omrids af en krop under flere lag af tæpper. Han kunne ikke lade være med at more sig over hende. Tæpper? Hvad var dog det for et alternativ? Kunne hun ikke bare købe den kiste og så komme videre i livet?
Han greb fat i det nederste tæppe og trak dem alle sammen en smule op. Alisha kom til syne under dem og for første gang så han hende helt afslappet. Helt anderledes ubekymret. Først nu forstod han, hvordan nogle væsener kunne være søde, når de sov.
Hendes øjenlåg gled pludseligt op, og mørkebrune øjne stirrede intenst ind i hans. Det tog ham et stykke tid at genvinde fatningen, men et smil formede sig snart på hans læber.
”Jeg kunne mærke, at du var her,” hviskede hun. ”Selvom jeg sov.. Jeg kunne bare mærke, at det var dig.” Hun lød ikke vred over, at han var dukket op i hendes lejlighed uden videre. Mere forundret.
”Det er meget normalt for vampyrer,” svarede han. ”Det må være mit blod, der har vækket nogle af dine evner.”
Hun slikkede sig om læberne. ”Jeg er tørstig,” bemærkede hun. Han lo lavmælt. Hun rakte ud efter ham og han lagde sig nedover hende, påpasselig med ikke at klemme hende. Hun begravede hovedet ved hans hals og han trak armene omkring hende. Hans øjne gled langsomt i, da hun lod sine hugtænder glide ned i hans hud og han lagde hovedet over hendes. De lå sådan et stykke tid, halvt begravede af tæpper. Han vidste ikke, hvordan hun havde det med ham. Måske blev han bare udnyttet. Ham lejemorderen, hun kunne søge føde hos, så hun var fri for at tage livet af en masse mennesker. Han brød sig ikke om tanken. Afskyede den. Rent faktisk kunne han knapt rumme tanken om tanken om hende, der udnyttede ham.
Instinktivt skubbede han hende fra sig, og en lav klynken lød fra hende. Han kom op fra sengen og hun rakte ud efter ham. Hendes blik var fjernt. Hendes krop var stadig beruset, hendes hjerne stadig sløret og han vidste, at alt hun tænkte på var mere. Mere blod.
Hun trak sig op fra sengen, et vildt blik i øjnene, da hun forsøgte at klynge sig til ham, holde ham fast. Det gjorde ham syg om hjertet. Af en eller anden grund kunne han ikke acceptere, at alt hun så i ham var det blod, der løb i hans årer.
”Alisha, stop,” hviskede han. Hun kunne udmærket høre det, men hun lyttede ikke til ham.

****
Enhver sammenhængende tanke var smuttet fra hende, løbet ud i sandet mellem fingrene på hende. Uanset hvad kunne hun ikke klargøre sine følelser, hvad hun tænkte, eller opfatte hvad der skete omkring hende. Det der virkelig steg hende til hovedet, det der havde overtaget alt andet, var det blod der løb i årerne på den dreng foran hende, der pludselig strittede imod. Lad nu være, havde hun tænkt. Så stå da forfanden stille, jeg er så syg af tørst…
Da arme fjernede hendes greb om den krop, der indeholdt denne fantastiske, berusende varme væske hun så hårdt krævede, undslap der et hvæs fra hende. Disse arme låste sig fast om hendes krop, holdte hende fast, så hun ikke kunne rokke sig ud af stedet. Hun forsøgte at trække dem væk, men var alt for svag. Uanset hvor meget blod hun havde indtaget, var hun stadig svag. Den der holdte hende fast, var stadig stærkere end hende. Hun gik i panik.
I et vildt forsøg på at komme væk begyndte hun at flå og kradse, slå vildt ud med arme og ben, vriste sig fri af den, der holdte hende. Hun mærkede armene slippe hende ganske langsomt, og selvom hun vidste, at det var med vilje, og ikke fordi at hun kæmpede imod, var det stadig en triumferende følelse der jog gennem hende.
Hun løb mod døren, der førte ud i opgangen og flåede den op. Let sprang hun ned af trapperne og ud på gaden. Solen blændede hende og et kort øjeblik var hun blind, men synet vendte langsomt tilbage. Hele hendes hud prikkede og kløede, men hun skubbede det bort. Overalt duftede det af mennesker, skønne, varmblodede mennesker, og hun kunne høre deres puls, hun kunne lugte dem og en latter undslap hende. Hvis dette var afhængighed, hvis dette var blodstørst så slem, at hun ikke kunne rumme andet, kunne hun sværge på, at hun elskede det som et lille barn, der elsker og glæder sig over at pakke sine julegaver op. Hun greb ud efter det nærmeste menneske, ligeglad med køn, alder eller udseende, og trak mennesket med ind i en mørk sidegade, ingen befandt sig i. Hun forhindrede mennesket i at skrige ved at lægge en hånd over dets mund, og i det samme hun skulle til at bore tænderne i…
”Åh, hvilket tilfælde. Er det dog ikke min kønne Alisha?” En spottende, mørk stemme bag hende. Sarkastisk. Ond. Og hun stivnede, for hun genkendte den stemme. Hun slap mennesket foran hende og snurrede rundt. Hendes mund stod åben i chok.
”Gerale,” hviskede hun.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...