Øjne Der Kan Dræbe

Erica er en 16 årige pige, der er skilsmisse barn. det er blevet sommerferie og hun skal hjem til hendes mor i danmark. (hun bor hos sin far i england normalt) hun glæder sig ikke, da hun har aldrig kunnet lide Danmark. men i år er det anderledes. hun møder en sort engel. hun er pludselig noget kraftfuldt. og Danmark er alligevel ikke så kedelig og fredeligt som det ser ud til at være...

4Likes
83Kommentarer
4546Visninger
AA

14. kap. 14

"Jeg hader gudstjenester!" klagede Benjamin. Vi var på vej hjem fra gudstjenesten -Ikke 'Gud' men gudinde faktisk- og vi kunne snart ikke gå da hvores baller var så ømme af at sidde i så lang tid på de hårde bænke. det var søndag og dermed dømt fridag. ingen pligter kun lektierne til næste uge.
"De kunne godt få skaffet nogle puder i den kirke!" Isa tog sig til balen og ømmede sig. Jeg betragtede mene to ømme venner og kunne ikke lade være med smile. De to havde været søde og imødekommende lige fra start af. De havde gjort det meget lettere at startesomny elev.
"Jorden kalder Cat!" Benjamin klappede foran mit ansigt for at få mig til at vågne op.
"Benjamin jeg tror sq hun er forelsket!" Udbrød Isa pludselig så højt at alle omkring os vendte ansigterne hen imod mig. Jeg skyndte mig at kigge ned, og kunne mærke at Benjamin betragtede mig.
"Hmm måske har du ret, Isa? har du lagt mærke til at vi aldrig ser hende fra efter mentortimere?" 'Sherlock' kiggede mistænktsom på mig ogfå at stoppe deres spekulationer udbrødjeg hurtigt: "Ok! Jeg indrømmer det!" Der kom et 'Yes' fra Isa og jeg skyndte mig at forsætte "Fordi jeg kommer så sent hver dag er fordi," jeg sænkede stemmen og holdt enkunstpause for at øge spændningen og også får at hurtig finde på noget godt "Jeg er i bibliotekket! Jeg ELSKER at læse!"
"Kun det!?" udbrød Benjamin skuffet.
"Ingen forelskelse!?" Isa lød også meget skuffet.
"Ingen forelskelse" afgjorde jeg bestemt.
"Pis også!" Benjamin slog i luften for at demostre hans store skuffelse.
"Beklager venner!" Jeg tog hænderne op i luften. Jeg kunne ikke lade være med at smile over deres skuffede ansigter, og det så Isa selvfølgelig. Snart efter løb jeg rundt mens jeg skreg med Isa i hælende. Benjamin stod bare og rystede på hovedet mens han mumlede noget med 'tossehoveder'
"Stop!" Pustede jeg efter at være blevet overfaldet af Isa. Hun faldt af mig og lagde sig ved siden af mig. Jeg beundrede hende grinende ansigt. så fejlfrit og smukt. Hendes øjne var glade og uden den sædvanlige alvor og tristhed som der hørte til i mine. Jeg kiggede op på skyerne og drømte mig hent. svagt kunne jeg mærke at Benjamin slog sig ned på min anden side.
"Egentlig underligt at tænke på vi læres op som onde.." Benjamin lød meget forsigtig og velovervejet.
"Nah.. jeg har vendet mig til tanken"kom det fra Isa. Jeg holdt bare min mund og lyttede.
"Har jeg ikke endnu.. men også har i tænkt på at nogle af eleverne bare pludselig forsvinder. Man ser dem aldrig igen?"
"Nu vrøvler du Benjamin!" Isa gabte en gang og forsatte så: "Og vis der er elever der forsvinder på 'mystisk' vis, så er der nok en naturlig forklaring"
"Jah.. måske har du ret" Benjamin satte sig op og jeg bemærkede at hans blik sagde noget helt andet.
"Lad os komme indenfor, de skyer ser ikke så venlige ud" Benjamin kiggede sigende op på de mørke skyer som lagde sig tungt og truende over os. Vi alle sad lidt og beundrede skyerne, og jeg kunne ikke lade hver med at tænke at de skyer var en slags repræsentant til hvad vi blev i fremtiden. mørk og truende.
Vi gik ind og kort efter begyndte det at regne. Jeg kunne ikke få Benjamin og Isas samtale ud af hovedet, da vi var på vej mod fællesstuen. Var der virkelig elever der forsvandt? og vis ja, kunne det så blive mine venner næst efter? eller mig selv?

"Helt ærlig Cat!" Stønnede Isa da jeg nok 10. gang den dag jeg faldt hen og var helt væk.
"U-undskyld" stammede jeg hurtigt.
"Benjamin, der er et eller andet galt med hende"
"Tror jeg sq også, Isa" Benjamin kiggede lidt mærkeligt på mig. Jeg rejste mig hurtigt op så stolen bag mig faldt og alles blikke blev rettet mod mig.
"Venner! Der er intet galt med mig!" Udbrød jeg. Jeg kiggede ned på Benjamin og Isa's bange blikke. De kiggede hurtigt ned enten for at kommer væk fra mit skarpe blik eller bare fordi de havde dårlig samvittighed.
"Jeg går en tur" sukkede jeg og vendte dem ryggen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...