(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14109Visninger
AA

31. (Sidste kap). Og en stor overraskelse!

MEDINA'S SYN!!
Jeg satte mig op, kiggede rundt, men fandt ikke Justin. Han havde lovet at være der, når jeg vågnede, men han var der ikke!?
"Medina"... Det gav et sæt i mig, og jeg vendte mig mod døren.
"Hvor er Justin?", spurgte jeg Clarice.
"Han sagde, han ikke ville være her mere", sagde hun lavt.
"Hvad mener du med det?".
"Jeg tror, han ikke vil se dig mere", hviskede hun.

TO MÅNEDER SENERE!
Intet. Intet nyt fra Justin. En dag da jeg var gået hen til hans hus, stod der et skilt på græsplænen. *Til salg*. Han tog ikke telefonen, da jeg ringede. Svarede ikke på mine sms'er, mails osv. Intet fra ham. Jeg havde spurgt Caitlin, om hun vidste noget, men hun sagde altid nej. Jeg havde slået op med Martin, og han tog det pænt. Hvis pænt betyder, at smide rundt med ting, skubbe mig ind i en dør, råbe af mig, slå mig... Tjaaa.... Det var roligere, end jeg havde forventet.
Jeg gik hen til Caitlins hus, men stoppede op foran den store og sorte Range Rover. Var han der? Jeg løb op til hoveddøren, og bankede hårdt på den.
Den blev åbnet af Christian.
"Er det Justins bil?", spurgte jeg.
"Nej... Caitlins", mumlede han nervøst.
"Chris har du stadig kontakt med ham?!", udbrød jeg vredt.
"Nej! Det har jeg jo sagt, jeg ikke har!", sagde han højt med hænderne oppe foran hans ansigt. Jeg banede mig forbi ham, tjekkede hele huset, men ingen Justin.
"Hvorfor fanden er han en kujon?!", råbte jeg inde på Caitlins værelse.
"Hvem? Justin?", fniste hun. Jeg nikkede, og smed mig i hendes seng.
"Han bor i et lukket område her i Atlanta nu", sagde hun, imens hun tog lidt mascara på foran sit kæmpe spejl.
"Hvordan ved du det?", spurgte jeg undrene.
"Det har Pattie sagt til min mor. Jeg har bedt min mor om hans adresse, men hun giver mig den aldrig", sagde hun stille. Hun lagde mascaraen fra sig, og så på mig.
"Vil du ikke med hen på stranden?", spurgte hun mig.
"Jeg skal IKKE svømme", sagde jeg.
"Hvorfor ikke?".
"Det er for koldt til at svømme nu", sagde jeg dumt.
"Ehh? For koldt? Vi er i August måned og her er aldrig koldt", sagde hun.

Christian, Jane og Caitlin var ude i vandet, imens jeg sad på et håndklæde.
"Kom nu Medina!", råbte Jane.
"Nej! Det er for koldt", råbte jeg tilbage og grinte. Jeg havde nogle sorte shorts på, og en sød og flot blomster top, som gik mig til under hofterne. (Link i kommentar).
Vi blev på stranden, til det var halvmørkt, og næsten alle var gået. Vi var de eneste tilbage. Vi kunne i hvert fald ikke se nogen.
"Hvem vil ned i vandet igen?", spurgte Christian med et stort smil.
"Ikke mig", mumlede jeg og satte mig til rette.
"Så tager vi tre bare ned i vandet, hvis du skal være så røvkedelig", grinte Jane. Hun lavede sjov med mig. Jeg rakte bare tunge af hende, og de gik ned i vandet.
Jeg besluttede mig for at gå en tur, så jeg rejste mig. Jeg gik langt væk fra vandet i mine egne tanker. Pludselig kunne jeg mærke nogle hænder på min hofte, og jeg blev løftet op i éns arme.
"Hej smukke". Jeg genkendte stemmen med det samme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...