(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 4 ♥

Justin og jeg kommer godt ud med hinanden. Venner. Dét ord kørte gennem mit hoved, og det pinte mig. For første gang da jeg mødte Eva, gik jeg i chok. Det var det... tredje væreste øjeblik i mit 17½ årig liv. Smerte, tab, vantro, vrede, mere smerte og gråd. Det var det jeg følte, da jeg så dem sammen. Hvor kunne han?!

49Likes
587Kommentarer
14108Visninger
AA

30. Jeg forstår bare ikke piger/kvinder... (Justins syn).

JUSTIN'S SYN!!!
Medina lå på siden i sengen og sov. De havde opereret hende, fordi der var noget galt med livmoderen. Jeg vidste bare ikke helt, hvad det var, der var galt.
"Justin". Jeg blev prikket på min skulder af Clarice. Hun havde lige været inde hos Medina.
"Hmm", mumlede jeg bare.
"Der er noget du skal se", sagde hun og rakte mig et hvidt papir. Der stod alt muligt på det, og jeg orkede ikke at læse det.
"Hvad er det?", spurgte jeg lidt mere vågen.
"Bare læs det, så finder du ud af det", sagde hun stille. Hun klappede mig to gange på armen, og gik tilbage til venteværelset. Jeg sukkede, så på papirene, og så på Medina. Hun havde grædt hele vejen i bilen, og havde bedt mig om at stoppe det.
Jeg læste papiret igennem, og havde det som om et stykke af mit hjerte blev revet af og smidt væk. Hvor kunne hun? Havde hun været i seng med en anden? Blevet gravid? Fortalt mig det? Og fik mig til at tro det var min baby?! Vreden og sorgen steg op i mig, og jeg krøllede papiret sammen, og smed det på gulvet.
"Justin"... Hun sagde det kun som en lav hvisken. Hun havde åbnet sine forgrædte øjne, og så på mig.
"H... Hey", stammede jeg. Jeg styrrede min stemme, og kæmpede for ikke græde.
Tag dig sammen, Justin!!!
"Hvordan har du det?", spurgte jeg 'kærligt', og strøg en hånd gennem hendes hår.
"Af helved til", mumlede hun ned i puden.
"Gør det ondt?", spurgte jeg stille. Hvad nu hvis hun stadig havde smerter?!
"Lidt... Men ikke så meget mere", hviskede hun.
Så kom jeg i tanke om det Eva sagde og papiret.
"Må jeg spørge dig om noget?"... Hun så mig i øjnene og nikkede stille.
"Hvorfor fortalte du mig ikke, at det ikke var mit?", spurgte jeg med en grødet stemme. Det prikkede en smule i mine øjne, og jeg fik en klump i halsen.
Hun så væk, og sagde ikke noget i noget tid.
"Fordi jeg ikke elsker ham"... Og hvem fanden er HAM?!
"Hvem?", spurgte jeg.
"Martin. Jeg elsker ham ikke... Kun dig", sagde hun, som om det var indlysende. Ikke alle kunne tænke klart, vel Frk. Smartass?!?!?!
Jeg fnøs bare af hende... Dén undskyldning kunne hun altid bruge.
"Justin, jeg er virkelig ked af, at jeg løj for dig", sagde hun.
Jeg nikkede bare, og satte mig ved siden af hende.
"Det er okay", hviskede jeg. NEJ! Det var IKKE okay, okay?!
"Undskyld", mumlede hun. Jeg tog hendes hånd, og flettede vores fingre ind i hinanden. Pludselig blev døren flået op.
"OMG! Hvad fanden skete der?!", udbrød Jane. Typisk hende og Caitlin!
"Eva slog hende i maven... Så hun begyndte at bløde...", sagde jeg med røde kinder. Hvorfor rødmede jeg? Urgh!
"Hun? Slog dig i maven?! OMG!", sagde Caitlin højt.
"Slap nu af... Jeg skulle alligevel af med den tingest", mumlede Medina, imens hun rullede med øjnene.
"Jeg har stadig ikke fattet noget", sagde jeg.
"Hvad?". Medina så på mig med 'de der øjne'. De øjne jeg elskede allermest.
"Hvorfor begyndte du at bløde, da hun slog dig?", spurgte jeg pinlig berørt.
Dét forstod jeg ikke en knap af.
"For når man taber et barn.....", begyndte Jane at forklare.
"Hvad mener du med at tabe et barn? Den er ikke engang udviklet, så hvordan skal hun dog tabe det?", sagde jeg dumt.
Okay, jeg havde ikke lært noget om piger/kvinder og deres... 'liv'.
"Ligesom en abort, Justin! At tabe et barn, betyder en abort", stønnede Caitlin.
"Så kan jeg bedre forstå....", mumlede jeg.
"Hmm... Hvor er Eva? Vi skal lige snakke med den so", sagde Caitlin så.
Hun himlede med øjnene, da hun sagde 'snakke'.
"I tæsker hende sikkert bare", sagde Medina.
"Nej vi gør ej... Og hvorfor har du den der tingest ved siden af dig? De har sgu ikke opereret i dig", sagde Jane underligt med en rynket pande. Hun pegede på.. jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad 'den tingest' var. Den var i hvert fald firkantet.
"Jo", hviskede Medina nærmest.
"Sig ikke de har...", sagde Caitlin. Hvad snakkede de om?!
"Hvad har de?", spurgte jeg.
"F... F....", stammede Jane.
"SIG DET!".
"Jeg tror din kæreste hellere vil sige det", sagde Caitlin. Hun trak Jane i armen, så de forsvandt begge ud af døren og den lukkede.
"Hvad snakkede I lige om?", spurgte jeg Medina. Hun kiggede ikke på mig, men så tavst ned i den hvide dyne.
"De... Har fjernet... Argh! Det er så piiinligt", sagde hun.
"Medina du kan fortælle mig alt", sagde jeg til hende.
Okay måske ikke alt, men det meste.
"De har fjernet min livmoder", mumlede hun og pressede sit ansigt ned i dynen.
"Og?". Jeg forstod virkelig ikke piger/kvinder, okay?!?!
"Justin det betyder for fanden, at jeg ikke kan få børn", snøftede hun i dynen.
Jeg lagde armene om hende, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre.
Det var lidt akavet, fordi hun lå ned i sengen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige...
"Læg dig til at sove", hviskede jeg i hendes øre. Hun trak dynen op over sit hoved, så jeg ikke kunne se hende.
"Du må ikke gå", sagde hun så.
"Jeg går ikke... Det lover jeg, jeg ikke gør", løj jeg.
"Hvis jeg falder i søvn, så går du sikkert", snøftede hun.
"Medina, jeg er her når du vågner igen", sagde jeg til hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...