(JB) Et nyt liv 2

-Mit bud til fanfiction konkurrecen ;-)

Josefine er endelig rundet de 18 år, og der er sket ændringer i hendes liv. Justin har nu været hendes eks-kæreste i godt og vel 1 år, men hun har heldigvis stadig de samme gode veninder. Men op til Josefine selv, er hun alt fra lykkelig. Det kan godt være hun har de bedste veninder, men det nytter ikke så meget, når man ligner en flodhest med rumdragt på.





12Likes
112Kommentarer
5063Visninger
AA

11. Lorte liv.

”Av, av, av.” Mumlede jeg vredt, mens jeg endnu engang lagde den kolde ærte pose på min, store og opsvulmede fod. Efter lange minutter, med en smerte i foden som sagde spar fem, havde jeg fået humpede mig op til bilen, som jeg stille og forsigtigt havde fået kørt hjem. Jeg havde skåret grimasser den korte vej hjem, over de smerter i min fod, som hobede sig mere og mere op, ved hver eneste bevægelse. Det havde været med stor skuffelse over mig selv, at jeg til sidst havde endt med at tage elevatoren op, isteden for trappen i opgangen. Jeg fjernede igen posen med de frosne ærter, og kiggede surt og tvært ned på min fod, som allerede havde form som en fodbold i lilla og mørke farver. Jeg kunne umuligt skjule den fod for Caitlin og Samantha når de engang kom tilbage, og jeg kunne helt sikkert ikke løbe. ”For fanden da os!” Mumlede jeg, og stoppede straks. Jeg kiggede stift ud i luften. Jeg bandet aldrig, ikke fordi det gjorder mig sur når andre gjorder det – nej, det måtte de selv bestemme, men det faldt bare ikke min form af personlighed ind. Jeg havde det ikke godt med det, men denne gang følte jeg nærmest at et lille stykke inden i mig, lettede. Jeg havde haft det forfærdeligt de sidste par dage, og jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden tilbage et år, og bare være tynde, gamle mig, men det var for sent. Jeg havde proppet min krop med alt for mange sukker søde sager, og det måtte jeg betale for nu. I ren frustration, hamrede jeg ærte posen ned på min ømme fod, og skreg af smerte. Jeg kylede posen over i døren, hvorefter den faldt til jorden, hvor den blev liggende. Jeg skreg. Jeg skreg af smerte, og mit liv. Mit liv som overhoved ikke hang sammen mere! Min krop, mit udsende. Ja - alt var galt med mig! Selv mine fødder! Altid når jeg var ude og kigge sko med mine veninder, skulle jeg altid gå pinligt berørt op til kassen, for at spørger om de ikke havde skoen i størrelse 42. De andre havde normale fødder,, men mine store klodsede og grimme fødder, var store og umulige. Alt var galt med mig! Alt! Jeg smed mig kraftigt ned i sengen, og mærkede den vrede jeg havde opbygget, forvandle sig til en smerte af knude, som samlede sig i min mave. Jeg kiggede stille og uskyldigt op i det hvide loft. ”Hvorfor mig?” Hviskede jeg, og kunne mærke den første af mange tåre, som forrådte mig. Mine muskler blev slappe, og jeg lå slapt tilbage i sengen, og kiggede tomt op i loftet, mens tårerne rendte sin egen vej ned af mine kinder. Det var mening at denne uge, skulle være en af de bedste uger i lang tid, sammen med Caitlin og Samantha. Men ugen havde forvandlet sig hurtigt, og det var den værste uge i hele mit liv. Det var mening vi skulle være sammen, lave de ting som vi elskede, grine, pjatte, og jeg skulle vigtigst af alt bare have mine bedste veninder tæt på mig. Men jeg var ikke i humør til det mere. Mit hjerte, var som sunket helt ned til fødderne af mig, og det var umuligt at få op igen. Det var sømmet fast, med store skruer.

”Josefine, vi er hjemme! ”Lød Caitlins glade stemme, ude fra gangen, efterfulgt af en knirken da døren lukkede sig.
Jeg faret op af sengen, som jeg havde ligget i, og kiggede forvirret rundt i værelset. Jeg kunne høre deres tunge skridt og latter komme imod mit værelse, og jeg greb hurtigt ud efter mine lilla hjemme tøffer, som stod en meter fra mig. Jeg åndede lettet op, da jeg havde stukket min fod i. ”Hej, hvordan har du det” Spurgte Caitlin, og åbnede døren, med et stort smil smørrede om hendes velformede læber.
”Fint tak. Jeg har det bedre nu.” Sagde jeg mens jeg prøvede at tvinge et lille smil frem på mine læber, som bare så en smule overbevisende ud.
Jeg rejste mig, for at gå med hende ud, da jeg igen kunne mærke smerten i foden. Jeg bed mig hårdt i læben, og var glad for Caitlin allerede havde vendt ryggen til mig. Jeg kunne huske at min mor havde puttet noget hvidt støttebind ned i den lille ’medicin’ kasse, som hun havde lavet til mig, da jeg flyttet til lejligheden i sidste uge. Jeg sikrede mig at Caitlin ikke kiggede imod mig, da jeg skyndte mig at smutte ud på badeværelset, som heldigvis lå lige før åbningen til køknet. Jeg fik låst døren, med et drej på nøglen. Jeg hev langsomt den lille blå kasse ud, som jeg havde placeret i bundet af mit skab, som hang under vasken. I det jeg kiggede ned i kassen, formet der sig et ægte smil på mine læber, for første gang i dag. Den sædvanlige orden, efter min mor havde været dig, var der stadig, og i et sekund, følelse det som om hun var ved min side. Jeg tog den lille forbinding op, som lå rullet sammen, i et hjørne, ved siden af nogle smertestilende piller. Jeg tog langsomt min hjemmesko af, og skar en lille grimasse, i det jeg langsomt begyndte at rulle bandagen på – ikke for stramt, men heller ikke for løst. Jeg kunne stadig huske min mor sige den sætning, fra den gang jeg havde været helt lille, og jeg havde slået min lillefinger. Jeg havde insisteret på at få en forbinding på, da jeg havde synes det var lidt sejt at gå med det, så det havde jeg fået lov til. Jeg havde endelig fået viklet hele foden ind i forbinding, og fået sat klipsen i enden. Jeg stank roligt min fod i hjemmeskoen igen, og ventede bare på at smerten ville komme lurerne ind på mig, og det gjorden den som ventet også, da jeg endelig havde fået taget mig kræfter til at rejse mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning, mens jeg prøvede at være rolig, men den utrolig dunkene smerte, blev der. Jeg hev den lille æske med smertestillende op, og tog to af de små piller op af glasset. Jeg kiggede nøje på dem. Jeg hadet at tage piller. Jeg lagde den ene tilbage - en måtte være nok til at lette smerterne lidt. Jeg tog den op til munden, og skyndte mig at sluge den.
”Bvadr!” Mumlede jeg, mens jeg åbnede døren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...