Koncerten der ændret mit liv

Read it, or don't :)

7Likes
62Kommentarer
4015Visninger
AA

4. Kapitel 4; Begravelsen

Jeg stod der hjemme og kiggede mig selv i spejlet. Jeg havde taget nogle stort hængerøvsbusker, og en sort bluse, hvor der var printet ”Jeg elsker dig Justin”. Jeg kiggede længe på orden, Jeg elsker dig. De ord havde, betyder så meget for mig, da hun havde givet mig den.
Jeg havde taget en sort caps på, og nogle sorte solbriller.
Pressen havde kun forkusseret på mig, ingen andre kendte. Jeg stod og var faldet i staver, da jeg hørte min mor Patties stemme.
Jeg gik ned for at køre hen til kirkegården, selv ordet gav mig kuldegysning. Jeg havde aldrig haft det sådan før, før Jessica døde.

Jeg så ud af vejen, imens pressen kørte stadige efter os. Hvornår ville de lade os være, det er en ren helved, at være mig.
Jeg ville virkelig bare ønske jeg var en normal teenager dreng fra Canada, der kunne være sammen med mine venner når som helst, hvor som helst.
Jeg kunne fjernt se kirken, kirken hvor Jessica ville være. Bare ikke som alle andre, nej den der skulle begraves. Jeg kunne bare ikke fatte at hun var væk, væk for altid.
”Justin vi er her” sagde min mors skrøbelige stemme, hun havde altid været som en mor for Jessica, og Jessica havde altid været som et ekstra barn for hende.
Jeg rejste mig doven op, op og ind til kirken. Jeg kiggede rundt for at se nogle, nogle bløde øjne.
Men det ville jeg aldrig komme til at se, hendes øjne var alt jeg havde tænkt på de 47 timer, de timer gik kun ud på hvordan jeg havde det, aldrig sovet, selv hvis jeg var træt. Lukkede jeg ikke mine øjne, kun mit sind.

Jeg satte mig ned, ned ved siden af Caitlin. Jeg kiggede hen på hende, hun var et lig at se på. Intet glæde i hendes øjne, kun sorg. Måske viste hvordan det var mig, nej selvfølge gør hun ikke det. Hun var ikke Jessicas kæreste. Det var jeg.
Jeg rejste mig op, da jeg skulle holde en tale. En tale om hende, hende alle var her for. Jessica, ingen andre.
Jeg så trist ud over alle de, triste blikke jeg mødte på min vej.

Kære venner, bekendte, familie…
vi er samlede her i dag for at mindes en vidunderlig person, som har haft stor indflydelse på os alle sammen. En ven, man ikke kan glemme. Et stort hul i vores alles verden.
Men jeg vil ikke holde talen om det i ved, men mine minder, mine grin sammen med hende.
Hun…
Jeg kiggede stadige ud på dem alle sammen, de var så stille, triste. Alt det jeg aldrig havde troede ville være mulig. Jeg mærkede nogle tåre, stille løbe ned over mine kinder, kinderne alle elsket. Mit ansigt som var på flere og flere pige værelser.
Jeg mærkede igen nogle tåre, danne sig i mine øjne. Jeg orkede ikke noget, jeg lod dem løbe, løbe ned som de ville, aldrig mere komme tilbage til mine øjne.
Jeg trak vejret dybt, og kiggede ned, i bordet.
Hun var en pige jeg havde elsket hele mit liv, hele min barndom. Mine minder med hende ville aldrig blive glemt. Alt det vi var igennem for at nå her til, var forgæves.
Jeg glemmer aldrig hende, og håber aldrig i glemmer hende, som den hun var. Ikke fordi hun er, var min kæreste.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...