Held i Uheld 2 ❂ Justin Bieber

Dette er mit bud til fanfiction konkurrencen: Victoria er ekskærester med den verdenskendte sanger Justin Bieber. De har ikke snakket sammen i godt og vel fire-fem måneder. Det er vinter og selvom det er svært for Victoria, så prøver hun på at komme videre. Hun prøver på at komme sig over Justin. Hun kommer godt ud af det med en dreng fra hendes skole - Cole, men da hun en dag tager til Atlanta for at besøge hendes bedste veninde, Caitlin Beadles, ændres hendes hverdag igen. Justin dukker op ved Christian Beadles - Caitlins lillebror, og Victoria og Justin bliver nødt til at komme godt ud af det med hinanden. Måske ender det galt, måske ender det godt?

103Likes
233Kommentarer
31880Visninger
AA

31. Startskuddet til et nyt eventyr

Jeg nåede ikke at sige min sætning færdig, da Justin pressede sine læber mod mine. Det var sket før at han bare pludseligt havde kysset mig, men dengang han havde gjort det, nød jeg det ikke. Jeg smilede stille i kysset og tog et skridt mod ham. Jeg kunne stille mærke hans hænder på min ryg. Jeg kyssede hurtigt med og det endte med at blive ret heftigt. Da Justin trak sig ud af kysset, lod jeg ham ikke gøre det. Jeg tog mine hænder om hans nakke og pressede mine læber mod hans igen. Jeg kunne stille høre ham grine, dog kyssede han med. ”Jeg troede ikke du var så meget for det,” kom det fra ham, da vi igen stod overfor hinanden. ”Hvem har sagt det?” grinede jeg og kunne mærke jeg stille rødmede. ”Det er der vidst ingen, der har sagt. Jeg troede bare ikke du havde det på den måde,” sagde han og flettede sine fingre ind i mine. ”Måske har mine følelser for dig ændret sig. Hvem ved! Måske er de blevet stærkere.. Måske ikke,” drillede jeg. Han så ikke ligefrem ud til at kunne se det sjove i det. ”Vær nu glad Justin. Jeg syntes tit du bliver så nedtrygt her på det sidste. Tænk på det her,” prøvede jeg og åbnede medaljonen på min halskæde, som jeg tidligere havde fået af ham. Han rettede hurtigt sit blik mod den, og kunne så ikke lade være med at smile. Minderne dukkede op i hovedet på mig, mens jeg stod og kiggede på billedet af Justin og jeg. Billedet som var inde i medaljonen. Justin lukkede den med den ene af hans hænder, og lod derefter sin hånd køre ned af min kjole. Et sug gik igennem maven på mig, og jeg vendte mig hurtigt op på altanen, så jeg nu igen kiggede ud på den smukke udsigt. Hvorfor var jeg begyndt at blive sådan her igen? Hver gang han rørte ved mig, hver gang han var i nærheden, hver gang han snakkede til mig så blev jeg sådan helt ør i hovedet. Det var en dejlig følelse det var slet ikke det, men jeg var lidt skeptisk overfor den følelse. Jeg havde aldrig prøvet at have sådanne følelser indeni kroppen før. Ikke engang dengang jeg var kærester med ham, kunne han nå så dybt ind i mig. Der var et eller andet specielt over det denne her gang. Han gjorde noget specielt ved mig. Det var ligesom om, at det denne her gang var mere ægte, end det havde været i sommers. ”Justin jeg har noget jeg gerne vil sige til dig,” fremstammede jeg køligt. Jeg stirrede stadig stift ud i luften på det flotte landskab af fyrværkeri. Han svarede mig ikke. Det gjorde mig på en måde nervøs. Hvad nu hvis han ikke følte det på samme måde? Godt nok var jeg ikke spor i tvivl, men det kunne jo godt være. ”Jeg vil gerne give dig en helt klar undskyldning. Jeg er ked af alt det jeg har sagt til dig. Sådan som jeg har behandlet dig har ikke været rimeligt, og jeg vil gerne bede om tilgivelse,” fortsatte jeg og vendte så mit blik over på ham. Han kiggede ikke på mig, men var også fokuseret på noget andet. Jeg sukkede bare kort og vendte mig om. Jeg tog fat i dørhåndtaget på døren ind til mit værelse. Han stoppede mig ikke, så jeg fortsatte bare ind på værelset. Jeg lod for en sikkerhedsskyld døren stå åben, da jeg helst ikke ville lukke Justin ude. ”Victoria.. Vil du ikke lige komme herud igen?” råbte han sagte og jeg travede irriteret ud til ham. Døren fik jeg igen lukket bag mig, og igen stod jeg ved siden af Justin i det kølige vintervejr. ”Jeg vil ikke have dig til at undskylde. Du har ikke nogen grund til at undskylde.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig, for jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare mig, og jeg vil ikke prædike op som nogen præst, men bare sige det kort og kontant..” Han stoppede sig selv i sin sætning. ”Justin du står lige præcist og prædiker op nu,” forklarede jeg hurtigt med et smil.
”Jeg ved det. Men lyt til mig nu.” Han tog et skridt mod mig så vi nu stod så tæt at jeg kunne mærke hans varme ånde mod min pande. ”Jeg har gået og spekuleret over en del ting siden juleaften. Siden dengang du tog fra Atlanta. Faktisk siden i sommers, og jeg er kommet frem til noget. Jeg har haft noget jeg indeni mig som jeg har samlet mod nok til at sige i mange måneder nu, men det er bare aldrig rigtigt kommet ud. Først og fremmest skal du vide at du virkelig er en dejlig pige. Du er virkelig hende jeg vil have, men jeg ved så ikke om jeg er ham du vil have.” ”Nu prædiker du igen,” afbrød jeg ham. Han sagde ikke noget men sendte bare et flakkende blik. ”Du skal vide at..” Igen gik han i stå.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...