dødsenglen

den handler kort sagt om en der bliver vampyr, bliver venner med, nogen der burde være hendes fjende, og så sker der ellers ulykker!

1Likes
4Kommentarer
2631Visninger
AA

4. Riley kommer!

Jeg begyndte lige så stille at åbne mine øjne. Der var en mærkelig lugt af hund. Ulvene? Jeg kiggede mig omkring. Den første ulv jeg mødte, var inde i et stort hvidt rum med mig. Jeg rejste mig hurtigt op. Hvide rum gav mig angst, efter de oplevelser jeg har haft i dem. Jeg satte mig hen i hjørnet, og tippede frem og tilbage. Han forvandlede sig til menneske, og kom hen til mig, og holdt mig ind til sig. ”jeg hedder for resten Embry. Jeg tror jeg kommer til at hjælpe dig tit” sagde han og fnes. Jeg fnes også lige så stille. ”for resten synger du godt” sagde han og smilte sødt til mig. Jeg fnes. Mig? Det havde jeg også sagt til mig selv tidligere, men jeg troede det bare var min mening. Ikke andres. Han løftede mig op, og fik mig ud af rummet. Han lagde mig ned på jorden. ”hvor bor du egentlig henne af?” sagde jeg så med min dejlige fuglesangs stemme. ”kan du se den lysning. Lidt efter den kommer der et rødt hus. Der bor jeg” sagde han og smilte jeg nikkede. ”fik i fat på Riley?” sagde jeg og kiggede nervøst på Embry. Han rystede på hovedet. Jeg åndede lettet ud. ”vil du ikke have han bliver fanget? Jeg mener… han slog dig jo ned?” sagde Embry en lille smule oprevet. Jeg rystede svagt på hovedet. ”han skabte mig, og vil nok bare gerne have mig hjem igen. Jeg er jo trods alt bare flygtet uden at sige, et eneste ord” sagde jeg og kiggede ned på jorden. Jeg rejste mig op. Embry nikkede. Jeg løftede hånden som tegn på at jeg ville sige farvel, men Embry kom hen og krammede mig. Jeg fik et endnu større sus i maven, end da Riley kyssede mig. Og det her var bare et kram. Kunne jeg lide Embry? Han er jo en varulv. En af vores naturlige fjender. Han trak sig væk fra mig. Han gik væk, og begyndte at sætte i løb. Jeg stod i noget tid, indtil jeg ikke kunne se Embry mere. Så begyndte jeg at gå tilbage af, i menneske fart som er snegle fart, for mig. Jeg gik og tænkte over Embry, og det han havde sagt til mig. Kunne han mon også lide mig? Det håbede jeg ikke. For jeg ville ikke kunne lide ham. Vi var jo trods alt naturlige fjender. Nej. Jeg kan ikke lide ham, og han kan heller ikke lide mig. Tiden gik, og jeg kom tilbage til huset. Jeg prøvede at se så ligeglad ud, som over hovedet muligt. Jeg gik ind i huset. De andre var der ikke. Hvor var de henne? ”er der nogen hjemme?” råbte jeg, og kiggede mig omkring. Så kom Charlie ned. ”hej Shirley” sagde han og smilte. Jeg nikkede, og smilede. ”hvor er de andre?” sagde jeg og smilte. ”de er ude for at holde Riley væk. Han prøver hele tiden at komme tilbage” sagde han, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg nikkede. Var jeg virkelig så vigtig? Jeg forstod det ikke. Men jeg gad heller ikke forstå det. Det ville bare skræmme mig. Jeg kunne nemt blive forskrækket. Jeg er sikker på at alt i verden kunne skræmme mig. Især nu. Jeg vidste jo at han ville komme efter mig. Men jeg vidste aldrig hvor, eller hvornår han ville. Det var irriterende at tænke på, og jeg ville ryste det af mig. Men tanken kom igen hele tiden. ”er der noget galt?” sagde Charlie så da han så, at jeg så koncentreret ud. ”nej” sagde jeg hurtigt, og måske lidt for koldt. ”nej” sagde jeg blidere, og med en mere varm stemme. Han nikkede. Jeg satte mig hen i sofaen. Gammel vane når jeg kedede mig. Charlie kom hen til mig, og satte sig ved siden af mig. ”hvor lang tid har du været nyfødt?” sagde Charlie så. Nyfødt? ”jeg tror det er noget med en måned” sagde jeg og kiggede forvirret på ham. ”utroligt at du kan holde dig fra mennesker. Det kan tage årtier for andre” sagde han, nok mest til sig selv. Jeg nikkede, men var stadig ikke helt med. Jeg rejste mig. Jeg havde brug for endnu en gå tur. I snegle fart. Jeg gik ud af døren, og gik i retning af Embry’s hus. Jeg havde bare brug for at snakke med en. Som ikke var vampyr. Jeg ville snakke med en der var varmblodet. Jeg frøs. Selvom det var normalt at være kold, kunne jeg bedre lide varme. Jeg gik, og kom hen til Embry’s hus. Hvad skulle jeg egentlig sige? Hej Embry jeg havde bare brug for varme? Det ville lyde åndssvagt. Jeg stoppede uden for hans hus. Var det mennesker jeg kunne lugte? Jeg begyndte at blive i tvivl, om jeg overhovedet skulle være kommet. Men så kom Embry ud. ”hej Shirley” sagde han, og kom hen til mig. ”hej Embry” sagde jeg og smilte. Han kom hen til mig, og krammede mig. Varmen var dejlig. ”du er ikke så kold som du plejer” sagde han, og smilte. ”nej det er jeg vil ikke. Jeg fryser også” sagde jeg, og nød varmen fra Embry. ”fryser du? Det troede jeg ikke man kunne, når det er normalt at være kold”, sagde Embry og holdt mig tæt ind til ham. ”det syntes jeg også var mærkeligt, men det er bare dejligere, når der er varmt” sagde jeg, og jeg kunne mærke jeg ikke frøs mere. Han trak mig væk fra ham. ”vil du med ind?” sagde han og smilte. Jeg nikkede. Vi gik ind i hans hus, og jeg opdagede at der var en mand. Et menneske. ”hej Embry. Hvem er det du har med?” sagde manden. ”far det her er Shirley”, sagde Embry og smilte. Vi gav hinanden hånden. Så det var hans far. Menneske. Men jeg ville ikke drikke hans blod. Det er Embry’s far. Det ville være ondt. Men han var så indbydende. Nej tag dig sammen! Jeg tog mig sammen, og prøvede at holde mig væk fra ham. Det gik ret godt. Vi gik ind på Embry’s værelse. ”du klarer dig fint, med at holde dig væk fra ham”, sagde Embry og smilte sødt til mig. ”tak. Det er også ret svært”, sagde jeg og smilte til ham. Så kom hans venner. De styrtede ind på værelset, og jeg fik helt et chok. Nu kunne man heller ikke lugte menneske mere. Nu lugtede der af hund. Det var godt nok en hæslig lugt. Jeg skar ansigt, og holdt mig for vejret. De andre så det, og prøvede at vifte deres lugt hen til mig. Jeg holdt vejret, men kom til at ånde ind. Lugten var overvældende. Jeg løb ud, altså helt ud, og brækkede mig. Føj! Jeg holdt vejret, og havde ikke i sinde at ånde ind igen. Jeg kom indenfor igen. ”hvad skulle du?” sagde en af Embry’s venner. ”ikke noget udover at brække mig. Hæslig lugt” sagde jeg, og han skar ansigt. ”nårh. Men hvad laver du så her?” sagde den samme af hans venner. ”det ved jeg ikke” sagde jeg, og smilte. ”wow. Jeg vidste ikke at en af din slags kunne smile” sagde han, og de grinte alle sammen. Jeg sukkede bare. ”måske fordi du irriterer alle af min slags du møder” sagde jeg, og kastede en pude i hovedet af ham. ”uh” sagde drengene, som om det var en kamp, hvor der var en der havde slået sig. Jeg grinte, og det lød som fugle sang. ”jeg har aldrig hørt en vampyr grine. Men det lyder som en fugl der synger”, sagde den samme ven igen. Jeg grinte over hans kommentar. Helt sikkert. ”kan du så et eller andet specielt?” sagde den samme ven. Jeg nikkede. ”hvad?”, og nu sad alle inklusive Embry, og kiggede nysgerrigt på mig. ”jeg kan styre andre med mine tanker, føle hvad andre føler, og når jeg går i dvale, får nogen der prøver at røre mig, stød” sagde jeg, og alle kiggede mistroisk på mig. ”jeg kan bevise det. Hvem skal jeg få til at gøre hvad?” sagde jeg, og smilte lumskt til dem. ”få Embry til at… gø!” sagde den samme ven, og jeg tænkte fint nok. Jeg lukkede øjnene. Gø Embry! Embry begyndte at gø. Stop igen! Han stoppede. De sad alle sammen og smilte. ”det var det du brugte os til at få væk med da vi fik fat i dig. Ikke?” sagde Embry, og jeg nikkede. ”men hvad føler han så lige nu?” sagde Embry, og pegede på ham der havde talt mest med mig. ”han er meget forvirret, men samtidig er han imponeret”, sagde jeg og kiggede spørgende på ham. Han nikkede. ”men hvad med det der dvale noget?” sagde vennen så. ”okay” sukkede jeg. Jeg lagde mig på gulvet, og gik i dvale. Der gik lang tid, og jeg havde glemt hvor jeg var. Jeg vågnede fra min dvale, og alle kiggede rædselsslagent på mig. Jeg rejste mig, og satte mig i sengen. ”nu ved vi da hvad du er i stand til” sagde hans ven. ”jeg hedder for resten Kasper” sagde han, og gav mig hånden. Den var ikke ret varm. ”wow! Du er ikke kold” sagde han, og kiggede underligt på mig. ”jeg fryser, og kan bedre lide varme” sagde jeg, og kiggede på Embry. Han nikkede. 5 af dem gik, og der var kun mig, Embry og Kasper tilbage. Vi kiggede bare rundt på hinanden. ”hvad skal vi lave?” sagde jeg efter lang tids tavshed. ”vi kunne lave et kapløb?” sagde Kasper, der kiggede på både Embry og mig. Jeg nikkede, og det samme gjorde Embry. Vi gik udenfor, og gjorde klar til at løbe. ”1, 2, 3 og… nu!” sagde Embry, og vi løb. Jeg startede med at løbe i menneske fart. De andre grinte. Da de var langt foran mig, løb jeg alt hvad jeg kunne. Jeg kom op forbi dem, og lavede et spor i græsset af hvor jeg havde været. Jeg stoppede, da jeg kom til en flod. Der gik 2 minutter, og de kom. ”du snød!” sagde Kasper da han havde fået luft. ”nej. Jeg startede bare med menneske fart” sagde jeg og smilte. Jeg kiggede over floden. Jeg stod lige ved kanten. Den var nok 50 meter bred, og der var 100 meter ned. Jeg sprang, fra der hvor jeg stod. Jeg landede over på den anden side. De måbede. Jeg grinte, og de lyttede til den som var det musik. Jeg stoppede, og de kiggede på mig. Jeg hørte noget bag mig. Jeg vendte mig om, og så Riley. Jeg snerrede af ham. ”vi havde noget sammen. Er det takken for at skabe dig?” sagde Riley, og kom helt hen til mig. Han rørte min arm. Han var is kold. ”du er varm?” sagde han, og kiggede underligt på mig. ”jeg fryser når jeg er kold” sagde jeg koldt til ham, og han gik rundt om mig. Jeg slappede af, og kiggede over på Embry og Kasper. De forstod ikke noget. ”Riley vi havde ikke noget rigtigt. Jeg følte du udnyttede mig” sagde jeg koldt. Han fnes. Han stoppede op foran mig, og kiggede mig dybt i øjnene. ”jeg har ikke så meget brug for dig. Jeg har også en evne. Jeg kan få andre til at føle smerte” sagde han, og gik rundt om mig igen. Pludselig følte jeg en voldsom smerte. Jeg trak mig sammen, og skreg af smerte. Jeg ville få ham til at lade vær, men jeg kunne ikke tænke på andet end smerten. Han blev ved. Det føltes som om jeg blev brændt. Embry og Kasper ville gerne hoppe over. Jeg kunne se de vurderede det, men de kunne ikke. Jeg skreg. De kunne ikke lide at se det. ”jeg bedøver dig. Så bliv ikke overrasket, hvis du bliver søvnig” sagde Riley, og bed mig. Jeg skreg stadig, og jeg blev mere og mere træt. Jeg stoppede med at skrige. Han havde også de andre vampyrer med, og de havde set det hele. Det hele sortnede for mig. Jeg vågnede igen, i et hvidt rum. Jeg gik over i hjørnet, og krøb mig sammen. Hvide rum gav mig stadig angst. Jeg tippede frem og tilbage. Så kom Riley ind. Hvor var jeg henne? ”er du vågnet?” sagde Riley, og gik hen til mig. ”kan du ikke lide hvide rum?” sagde han, og satte sig ved siden af mig. ”nej” mumlede jeg, men han hørte det. ”rejs dig op” sagde han, med en kold stemme, der fik mine nakkehår til at rejse sig. Jeg kunne ikke. Mine ben ville ikke lystre. Så kom smerten igen. Min krop foldede sig ud, og vred sig af smerte. Jeg skreg af smerte. Han stoppede. ”rejs dig!” sagde han, med en hård stemme. Jeg rejste mig, med stive ben. ”ved du hvor du er?” sagde han, og kiggede på mig, med et hårdt blik. Jeg rystede på hovedet. ”du er hvor du blev skabt. Men denne gang er du fanget herinde. Jeg har vagter, og alarm til i dette rum” sagde han, og gik ud. Jeg fulgte ham med øjnene, da han gik ud. Jeg var tørstig. Fik jeg lov til at få noget at spise. Der gik timer, og jeg sad i samme hjørne, og tippede frem og tilbage. Så blev der kastet et menneske ind til mig. Det var en mand, der så ud til at være på alder med mig. Han var vel omkring de 18. det var jeg også, indtil jeg blev et uhyre. Han kiggede rædselsslagent på mig. Jeg kiggede på ham. Han ville være høj, hvis han stod op. Han var sorthåret, og havde nogle flotte blå øjne. ”ved du hvad jeg er?” sagde jeg, og kiggede ham dybt i øjnene. Han nikkede. ”så ved du vel også hvad jeg vil gøre ved dig?” sagde jeg, og man kunne se frygten i hans øjne blev større. Han nikkede igen. ”men bare rolig. Jeg er vegetar. Jeg vil kun have dyr. En regel jeg har lavet for mig selv” sagde jeg, og smilte til ham. Jeg gik hen til ham, og satte mig ved ham. Han satte sig op, men han opdagede jeg ikke gjorde noget. ”hvad hedder du?” sagde jeg, da han ikke sagde noget. ”jeg hedder Marc. Hvad med dig?” sagde han, og kiggede mere roligt på mig. ”Shirley. Er du ikke 18?” sagde jeg, og kiggede ind i hans dejlige blå øjne. ”jo jeg er 18. er du Shirley Monroe?” sagde han, og kiggede ind i mine øjne. ”hvor ved du det fra?” sagde jeg, og smilte. ”jeg er din nabo” sagde han, og smilte tilbage. ”er det virkelig dig?” sagde jeg, og krammede han. ”i egen høje person” sagde han, og krammede med. ”hør her Marc. Jeg tænkte på. Vil du ikke være en som mig? Jeg har brug for en virkelig god ven” sagde jeg og smilte nervøst til ham. Han tænkte længe over det. Han nikkede. Jeg satte mig tættere på, og bed ham så i halsen. Han skreg af smerte, og jeg trak mig væk. Jeg vidste hvordan det føltes. Men det ville gå væk om lidt tid. Han skreg i timevis, men så stoppede det. Han var en som mig nu. Jeg gik hen til ham. Han tog sig til sin hans. ”jeg ved godt du er tørstig. Det var jeg også” sagde jeg og smilte til ham. Han smilte igen. ”nu kan vi være sammen for altid” sagde han, og gik hen til mig. Vi krammede. ”jeg prøver at få fat i Riley” sagde jeg, og gik hen til døren. ”Riley!” råbte jeg, og han dukkede op i døren. ”kan i ikke jage nogen pumaer i stedet for til mig? Bare 4 stykker?” sagde jeg, og smilte til ham. Han nikkede, og gik. Han kom tilbage lidt efter, med 6 pumaer. De var stadig i live. Han lukkede døren efter sig, og mig og Marc tog 3 pumaer hver. ”det smager faktisk godt” sagde han, og vi smilte til hinanden. Vi var begge mætte. -”vi skal flygte herfra” sagde jeg, og gav ham et seriøst blik. ”vi gør det næste gang de fodrer os” sagde jeg, og han nikkede. Vi satte os i hjørnet, og holdt om hinanden. Jeg frøs, og det hjalp ikke at han var kold. ”hvordan kan du fryse?” sagde han, og jeg fnes. ”jeg kan bedre lide varme” sagde jeg, og så blev døren åbnet. Vi rejste os op, og løb ud ad døren. Jeg kendte stedet, så jeg kendte vejen tilbage. Vi løb. Vi løb og løb, og kom til Embry’s hus. ”hold dig for vejret, med mindre du gerne vil lugte en hæslig lugt af hund” sagde jeg, og vi holdt begge vejret. Vi gik ind i huset, og Embry kom hen og krammede mig. Så, så han Marc. ”det er en af mine venner” sagde jeg, og Embry nikkede. ”min far er her ikke” sagde han, og jeg nikkede. ”hvis du vil vide med hvad jeg mener med hæslig lugt, så bare lugt til Embry” sagde jeg, og Embry fnes. Marc indåndede, og skar ansigt. Så holdt han vejret igen. Jeg kiggede på dem begge to. ”Marc. Vi løb forbi et andet hus i skoven ikke også? Løb hen i det hus, og sig du er en ven af mig” sagde jeg, og han nikkede. Så gik han. Det var kun Embry der var der. ”Embry” sagde jeg, og jeg kom i tanke om, at det ville blive svært at sige det her. ”hvad er der?” sagde han, og løftede mit hoved, så jeg så ind i hans dejlige øjne. ”det er… jeg… kan virkelig godt lide dig” sagde jeg, og kiggede ned igen. Han løftede mit hoved op igen. ”jeg kan også rigtig godt lide dig” sagde han, og så kyssede han mig. Hans læber var varme, i forhold til mine. Det udviklede sig, og til sidst stoppede vi. Vi stod bare og kiggede hinanden i øjnene. Så begyndte vi at grine. Vi stoppede, og kyssede igen. Så kom Kasper, og de andre ind. Vi stoppede, og tog vores arme som var rundt om hinanden, væk. De grinte. De havde jo set det. Vi kiggede på hinanden igen, og smilte. ”jeg må nok hellere komme hjem til de andre”, sagde jeg og gik ud af døren. Jeg løb hjem, og gik ind i huset. Marc sad med de andre, og ham og Elizabeth var vist blevet ret gode venner. ”hej” sagde jeg, og satte mig hen til de andre. ”har du forvandlet ham?” sagde Charlie, og jeg nikkede. Godt eller dårligt? ”og du kunne have dræbt ham?” sagde Charlie, og jeg nikkede endnu engang. Marc smilede til mig, og jeg smilede tilbage. ”hvorfor gjorde du ikke modstand, da han brugte sin evne på dig?” sagde Charlie, og kiggede på mig. ”jeg kunne ikke få mig selv til det, og hvor ved du det fra?” sagde jeg, og kiggede mærkeligt på Charlie. ”fra Embry. Han var helt ude af den. Vi ledte efter dig i timevis” sagde Charlie, og smilte. Jeg smilte tilbage til ham, og nikkede. Havde de virkelig ledt efter mig? ”tror i Riley kommer tilbage igen?” sagde jeg, og jeg kunne se at Charlie og Marc, udsendte hinanden nogle alvorlige blikke. ”ja” sagde Charlie, og kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede. Jeg satte mig hen til de andre, og de skar ansigt. ”hvad er der galt?” sagde jeg, og kiggede på de andre. ”du lugter af hund” sagde Marc, og skar ansigt. Jeg nikkede, og svingede rundt med armene, så lugten bredte sig. De skar alle ansigt, og jeg grinte. Så holdt de vejret, og så var det ikke sjovt at sprede duften mere. Jeg var begyndt at kunne lide den. Jeg kaldte den sågar duft. Jeg rejste mig. Jeg havde brug for en gåtur, selv om det nok ville blive som nogle af de sidste gåture, hvor det ender med at Riley kommer. Men jeg tog chancen. Jeg kunne altid få Embry og Kasper med. Hvis de altså gad. Jeg løb hen til hans hus, og stoppede da jeg var i indkørslen. Jeg ventede på at han ville komme ud, som han plejede at gøre. Men han kom ikke. Var han ikke hjemme? Jeg gik hen til døren, og bankede på. Det var Embry’s far der åbnede døren. ”hej Shirley” sagde han, og smilte. ”hej. Er Embry hjemme?” sagde jeg, og smilte indvendigt, da jeg sagde hans navn. ”nej han er vidst ude skoven” sagde hans far, og jeg nikkede skuffet. ”kan du sige at jeg har været her?” sagde jeg, og hans far nikkede. Jeg gik hjemad igen. I menneske fart, da jeg hørte en gren knække. Jeg stillede mig i forsvarsstilling, og snerrede. Så kom der et menneske frem. En vandrer? Jeg opdagede jeg stadig snerrede af ham, og rettede mig op, og rømmede mig. Jeg var begyndt at kunne holde mig, fra menneske blod. ”hej. Er du en kat eller sådan noget?” sagde han, og grinte. Jeg blev fornærmet, og løb. I menneskefart. En kat? Bare fordi jeg snerrede? Okay ja. Det lød som en kat. Men alligevel. Da jeg var kommet væk fra ham, stod der en stor ulv foran mig. Jeg kiggede forundret, da det gik op for mig. Det måtte være Embry. ”hej” sagde jeg, og smilte. Ulven snerrede af mig. Jeg stod som et stort spørgsmålstegn. Hvad var der galt med ham? Ulven begyndte at snerre højere, og det var der det gik op for mig. Det var ikke Embry der stod overfor mig. Men hvem var det der stod overfor mig? Ville ulven dræbe mig. Den lignede Embry meget, men den var bare lidt mørkere. Jeg stillede mig også i forsvarsstilling, og snerrede tilbage. Ulven angreb, og jeg undveg. Så kom der en anden ulv, og jeg kunne se det var Embry. Han angreb den anden ulv. Jeg kiggede på, og den anden ulv angreb mig igen. Da jeg skulle til at angribe den, flyttede den sig hurtigt, og jeg fløj hen på Embry i stedet for. Jeg fløj direkte ind i hans side. Han peb, og jeg kiggede undskyldende på ham. Den anden ulv udnyttede det, og fløj hen på mig. Den tog fat i mit ben, og kylede mig hen på et træ. Jeg skreg af smerte. Mit ben gjorde ondt, og jeg kunne mærke blod løbe ned af min ryg. Det var varmt, men det var ubehageligt. Ulven angreb Embry, og han havde brug for hjælp. Jeg rejste mig op, selvom jeg var svimmel. Jeg løb ind i den store bløde ulv, og den fløj over til et træ, der stod 10 meter væk fra os. Embry kiggede medlidende på mig. Ulven kom igen, og den skulle til at hoppe på Embry. Jeg stillede mig op foran Embry, da den var 1-2 meter fra ham. Den stødte hårdt ind i mig, og jeg landede på jorden. Den tog fat i mit hoved, og skulle til at flå mit hoved af. Jeg kunne mærke dens sylespidse tænder om mit hoved, og dens varme ånde, varmede min hårbund. Men lige i det den skulle til at flå det af, hoppede Embry hen på den, og bed den hårdt i siden. Ulven peb, og løb væk. Embry kom hen mod mig, og skiftede om til menneske igen. Han løb hen til mig, og prøvede at løfte mig op, men såret på min ryg sved, og jeg peb. Han fjernede hurtigt sin hånd, og den var smurt ind i mit blod. Han tog fat i mig igen, men holdt længere nede af min ryg. Han løftede mig op, og begyndte at gå. Jeg kunne se alting snurre rundt og jeg vidste jeg var ved at besvime. ”du skal holde dig vågen! Hører du mig?” råbte Embry, da han så, jeg var ved at besvime. Jeg prøvede at sige at jeg ikke kunne, men der kom ikke andet end en mumlen ud, og Embry kiggede uforstående på mig. Jeg sukkede bare. Han smilte til mig, og jeg prøvede at smile tilbage. Det gik bare ikke ret godt, så det blev et lidt forpint smil jeg lavede. Lige pludselig, kom jeg bare til at grine. Det gjorde ondt, men jeg kunne ikke lade vær. Embry kiggede uforstående på mig, men han begyndte også at grine. Jeg prøvede at stoppe, men det var umuligt. Embry stoppede, og jeg kunne se han lyttede til min latter, som han syntes lød som tusind fugle, der sang på samme tid. Jeg begyndte at stoppe med at grine, men der gik ikke lang tid, før jeg var stoppet helt, med at grine. Så kom ham drengen der havde kaldt mig kat, frem i lysningen. Hvad lavede han her? Han kiggede lig blegt på os, da han så mine sår. ”pas på. Hun er blevet angrebet af en ulv” sagde Embry, og drengen nikkede bare. Hvor tog han mig egentlig hen? Jeg kiggede rundt, og så vi kom hen til hans hus. Han gik ind med mig, til hans far. De sendte hinanden nogle blikke, og lidt efter, lå jeg på et bord. Embry’s far, stod og rensede mit sår på ryggen. Det gjorde helveds ondt, og jeg peb engang imellem. Embry kiggede på imens, og jeg syntes det var pinligt. Der gik ikke lang tid, og så var alle hans venner der også. Ville de virkelig se på mig blive pint, imens han rensede mit sår på ryggen? Jeg kiggede rundt på dem. ”skal i absolut kigge på?” sagde jeg, og jeg peb, for Embry’s far, rensede et nyt sted. Han gjorde det garanteret med vilje. Jeg kiggede på ham, og jeg så han smilte. Jeg sukkede bare. ”selvfølgelig!” sagde Kasper, og smilte. Jeg skulede ondt til ham. ”du har vist glemt mine evner har du ikke?” sagde jeg, og smilte hemmeligheds fuldt til ham. Jeg grinte af ham, da hans smil forsvandt, og han i stedet kiggede angst på mig. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Og jeg blev bare ved og ved. Drengene kiggede mærkeligt på mig, men jeg blev bare ved med at grine. Så pegede jeg over på Kasper, og de så også hans udtryk i ansigtet. De nikkede. Jeg blev bare ved og ved med at grine, og det endte med at gøre helt vildt ondt i maven. Til sidst endte jeg med at ryge ned af bordet, og landede på ryggen på gulvet. Det gjorde helveds ondt, men jeg grinte bare endnu mere. Embry og de andre drenge gik hen imod mig, og kiggede mærkeligt på mig. ”sig mig kan du lide smerte?” sagde Kasper, og smilte. ”nej det gør helveds ondt” fik jeg fremstammet, og grinede videre. Han nikkede bare, og kiggede på mig som om jeg var sindssyg. Drengene tog fat i mig, og en af dem rørte mit sår. Jeg stoppede med at grine og peb. Da der ikke skete noget ved det, hoppede jeg bare ud af deres tag, og landede på benene henne i den anden ende af værelset. Det gjorde ondt i mit ene ben. Jeg havde glemt at det var der ulven havde taget fat i mig. Jeg snerrede, og drengene stod i forsvarsstilling. ”slap nu af” sagde Kasper, og kiggede opgivende på mig. Jeg stoppede med at snerre, og gik elegant hen, og lagde mig på bordet igen. Selvom det var lidt svært, da jeg havde slået mit ben. Mit sår blev renset videre, og han kom endelig til mit ben. Jeg sad op på bordet nu. Han rørte stille mit ben, og jeg trak det hurtigt væk. Det gjorde ondt af helveds til! Endnu mere ondt end ryggen. Drengene fnes bare. Jeg snerrede af dem. En af drengene rejste sig. ”vil du slås eller hvad?” spurgte han, og smilte hånligt. ”hvis du vil” sagde jeg bare, og smilte hånligt tilbage. Han nikkede. ”så kom” sagde han, og jeg rejste mig. Mit ben gjorde ondt, men jeg var lige glad. ”stop! Ingen slås herinde nu. Men når hun er færdig med at få renset sår, kan i mødes udenfor og gøre det”, sagde Embry og kiggede frem og tilbage på os. Jeg nikkede bare, og satte mig tilbage. Men så skulle han jo også røre mit ben! Drengen kiggede på mig. Han satte sig også ned igen. Han holdt øje med mig hele tiden, og ventede på at jeg peb. Men jeg holdt munden lukket. Da mit sår var renset færdigt, kiggede han lidt skuffet på mig. Han havde sikkert troet at jeg ville pibe. Jeg rejste mig, og gik udenfor.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...