(U)Lykkeligt liv.... {JDB} 3 ♥

’Prolog’:
Hvordan og hvorfor? Det er det eneste jeg går og tænker på. Hvordan skete det? Hvorfor skete det? Hvordan blev vi splittet ad? Hvorfor blev vi splittet ad?
Der er et svar på alt. Især de her spørgsmål. Svaret er: på grund af mig.

48Likes
391Kommentarer
12643Visninger
AA

6. Et monster....

"Du er virkelig dum!", udbrød Jane. Jeg havde fortalt hende alt... fra start til slut.
"Jeg ved det", mumlede jeg ned i hendes pude.
"Hvorfor sagde du dog det?! Du elsker ham, men du løj!", sagde hun.
"Undskyld", sagde jeg og begyndte at tude. Jane sukkede opgivende og trøstede mig.
"Du ligner et monster der er trådt ud af en gyser", sagde hun pludselig, da jeg var færdig med at tude. Jeg grinte dumt og kiggede mig selv i pejlet. Ja... Hun havde ret.
Min mobil ringede og jeg kiggede på displayet... JUSTIN!!!!!!!!!!!!!!
"Det er Justin!!", råbte jeg op.
"TAG DEN!", råbte hun tilbage. Jeg trykkede hurtigt på den grønne knap og tog den op til mit øre. Jeg blev virkelig nervøs........
"Justin?", sagde jeg og bed mig i læben.
"Hey", sagde han bare stille.
"Hej", mumlede jeg.
"Jeg er nød til at tale med dig", sagde han. Jeg kiggede hurtigt på Jane der sagde jeg skulle sige noget. Hvorfor ville han tale med mig?! Efter det jeg havde gjort!
"Medina?"...
"Ja.. Ehh... Nu?", stammede jeg.
"Ja helst nu", sagde han. Han snakkede lavt og med en forsigtig stemme.
"Okay. Så kommer jeg bare over til dig", sagde jeg.
"Godt. Vi ses", sagde han og lagde på.
"Han vil tale med mig, NU!", sagde jeg til Jane.
"Nej! Du skal først have ordnet dit fjæs!", sagde hun hurtigt. Jeg fjernede min makeup og lånte kun hendes mascara.
"Ikke mere end dét?", spurgte hun.
"Nej. Jeg er en desperat kvinde", grinte jeg og tog mine sko på. Jeg krammede hende hurtigt farvel og satte kurs mod Justins hus.
Da jeg ankom til hans hus, stoppede jeg foran døren af nervøsitet.
Døren blev åbnet... af Justin selvfølgelig. Jeg sendte ham et lille uskyldigt smil, men han smilte ikke tilbage. Han flyttede sig, så jeg kunne komme ind. Jeg gik ind og kiggede på ham.
"Hvad er det du vil tale om?", spurgte jeg stille.
"Det ved du godt. Lad være med at lade som om du ikke ved det", sagde han surt.
Jeg kiggede ned og rødmede, fordi han kiggede vredt på mig.
"Undskyld", sagde han så med en flov stemme.
"I lige måde", sagde jeg.
"Mente du det? Altså at det var en fejl", sagde han lidt efter.
"Det ved jeg ikke... Vi havde ikke set hinanden i over 7 måneder, så kysser vi pludselig", sagde jeg og kiggede på ham. Jeg elskede hans guk/brune øjne. Der var flere og flere mønstre efter hinanden. De var virkelig smukke at kigge på.
"Hmm.. Jeg kunne godt lide det", sagde han og smilte. Jeg vidste præcis hvad han prøvede på at gøre. Han ville bruge sin charme på mig... Han gik et skridt tættere på mig med det samme smil.
"Jeg kunne virkelig godt lide det...", fortsatte han lumskt. Okay... Jeg ville IKKE blive fanget i en af hans snedige fælder! NEEEJ!!!
"Jeg nød det", sagde han så. Han var helt tæt på mig og lagde en hånd på min kind.
"Og... Jeg vil gerne nyde det igen", hviskede han og vores hoveder kom nærmere og nærmere.
Han lukkede sine øjne, da der kun var 5 centimeter fra vores læber.
Jeg kunne ikke rører mig, fordi hans hånd var på min kind og vores læber var ikke så langt fra hinanden. Jeg lukkede også mine øjne og kunne mærke mit hjerte hamrede i højeste gear.
Vores læber mødtes...... Og jeg var låst fast. Jeg kunne ikke bevæge mig eller tænke klart.
Vi havde kysset før, men det her var... noget andet. Men hvordan, kunne jeg ikke forklare.
Jeg holdt mig kold i hovedet, og trak mig en smule væk. Men Justin blev ved med at kysse mig.
"Jus...", mumlede jeg. Han kyssede mig en enkelt gang på munden, og kiggede på mig.
"Se mig i øjnene og sig du ikke nød det", smilte han drillende. Han vidste, at jeg nød det!
Jeg kiggede ned i gulvet og sukkede.
"Jeg nød det ikke", hviskede jeg.
"Kig mig i øjnene og sig det", sagde han. Jeg bed mig selv i læben og så ham i øjnene.
"Jeg nød det ikke", sagde jeg tydeligt.
"Jo du gjorde", sagde han helt upåvirket.
"Nej", sagde jeg surt.
"Jo. Du er virkelig afslørene, søde ven", sagde han.
"Du er virkelig irriterende", sagde jeg.
Han kiggede på mig, og smilte ikke mere. Jeg kunne se, at han ikke var trist pga. det jeg sagde, men noget andet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...