Søskendekærlighed

Da Samantha, en normal skolepige på 15 år, bliver hacket, vender hendes venner hende ryggen. Hendes kæreste, som burde tro på hende, svigter hende også. Hendes verden falder sammen for fødderne af hende.
Hvad skal der blive af det, der er tilbage af Samantha? Og hvem er hendes rigtige venner, når det kommer til stykket?

3Likes
2Kommentarer
2192Visninger
AA

6. ”Jeg ville aldrig vende dig ryggen, ligegyldigt hvad.”

Chloe og jeg snakkede ikke sammen resten af dagen. Selv til aftensmaden, svarede vi kun med korte svar. Vores forældre vidste ikke noget om hvad der foregik, de troede bare vi havde en dårlig dag. Langt fra sandheden.
Mit liv var noget møg. Ingen venner, ingen søster, ingen kæreste. Hvorfor levede jeg i det hele taget? Var der overhovedet noget godt svar på det spørgsmål?
Hele aftenen tænkte jeg over hvorfor jeg ikke bare tog mit liv. Ingen ville savne mig – de hadede jo mig alligevel alle sammen. Hvad havde jeg at leve for? Alle dem jeg elskede havde vendt sig imod mig. Jeg ville ikke mere, jeg ville væk fra denne verden.
Da jeg stod med en håndfuld smertestillende piller på badeværelset, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Hvorfor kunne jeg ikke det? Jeg fandt svarende dybt nede i mig selv. Mine forældre, de elskede mig. Jeg kunne ikke bare tage mig selv fra denne verden, det havde de ikke fortjent. Og det ville være egoistisk. Det ville kun gøre mere skade, end gavn. Det ville gavne mig, men ingen andre. Jeg sukkede dybt, og hældte pillerne tilbage i bøtten.

Solen skinnede, men den kolde luft bed stadig. Jeg var ved at lukke døren efter mig, da Chloe råbte.
”Vent på mig!”
Nå, ville hun nu snakke med mig igen? Jeg troede hun havde vendt mig ryggen.
Jeg gjorde som hun sagde – jeg ventede.
Hun fik hastigt bundet sine sko, hvorefter hun smed sin taske over ryggen, og gik ud til mig.
”Hvad så?”
Jeg ignorerede hendes spørgsmål, så jeg kunne spørge hende om et.
”Nå, snakker du nu med mig igen? Jeg troede du havde vendt mig ryggen, ligesom alle andre.”
”Vendt dig ryggen?” begyndte hun, forvirret.
”jeg ville aldrig vende dig ryggen, ligegyldigt hvad.”
Jeg forklarede hende alt, og hvorfor jeg troede hun havde slået hånden af mig.
”Jeg var bare i dårligt humør i går. Mest fordi jeg kom op at skændes med en veninde, og så skulle vi også ned på kontoret og forklare.”
Det var derfor hun var i så dårligt humør i går.
Vi snakkede hele vejen, lige indtil vi skulle skilles, på gangen. Vi sagde farvel, og gik hver til sit.
Chloe ventede på mig, ude foran mit klasseværelse, da vi fik fri. Vi fulgtes igen sammen, hjemad. Vi snakkede, grinede og pjattede. Derhjemme sad vi os på hendes værelse og så film. Selvom det var en gyser, havde den nogle ret komiske scener, og vi grinede så meget at vi ikke kunne få luft. Vi diskuterede om skuespillerene var lækre, og hvor dårligt lavet filmen var.

Jeg fandt aldrig ud af hvem hackeren var, men jeg fandt ud af én ting: hvem mine ægte venner var. Eller - hvem min eneste ægte ven var.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...