Søskendekærlighed

Da Samantha, en normal skolepige på 15 år, bliver hacket, vender hendes venner hende ryggen. Hendes kæreste, som burde tro på hende, svigter hende også. Hendes verden falder sammen for fødderne af hende.
Hvad skal der blive af det, der er tilbage af Samantha? Og hvem er hendes rigtige venner, når det kommer til stykket?

3Likes
2Kommentarer
2193Visninger
AA

5. ”Dit liv, dine problemer, løs dem selv,"

eg vendte næsen hjemad, i dårligt humør. Alle troede på løgnen. De ville ikke lytte til min forklaring. Hvordan skulle jeg så kunne overbevise dem om at det var sandt, det jeg sagde? Jeg kunne intet gøre. De ville ikke høre på mig mere.
Døren var ikke låst. Mor eller far måtte være hjemme. Jeg kastede et hurtigt blik over gårdspladsen. Der holdte en sølv BMW. Min fars bil. Jeg trykkede dørhåndtaget ned, åbnede døren, og gik ind.
Smed hurtigt mine sko i skoskabet, og hang jakken på en bøjle. Tog min taske og gik ind i køkkenet.
”Hej far.”
”Hej Sam,” han de smilende op fra den daggamle avis.
”Hvorfor er du så tidligt hjemme i dag?”
”Min arbejdsgiver gav mig en time før fyraften.”
”Okay.”
”Haft en god dag i skolen?” typisk spørgsmål fra forældre.
”Tja. Den var vel okay. Kedelig,” løj jeg, og trak ligegyldigt på skuldrene.
Han mumlede noget så lavt at jeg ikke kunne høre det. Smed tasken over den ene skulder og gik op ad trappen.
Smed hurtigt tasken et tilfældigt sted på mit værelse, før jeg smed mig hen på min seng. Jeg tog den bog jeg var i gang med at læse, op. Jeg ventede bare på at Chloe skulle komme hjem. Skulle tale med hende. Hun havde altid svar på det hele, og overskud.
Jeg kiggede med jævne mellemrum hen på uret, som hang på min væg. Hun havde fri to timer senere end mig, det vil sige 20 over tre. Hun havde fransk, som valgfag.
Som tiden gik, blev jeg mere og mere utålmodig.
Klokken var halv fire, og hun burde være hjemme. Hvad lavede hun dog? Jeg lagde bogen fra mig, og rejste mig irriteret op. Gik frem og tilbage i mit værelse, ligesom de gør i dårlige film. Efter at have gået frem og tilbage i evigheder, eller noget der føltes sådan, kastede jeg et blik på uret igen. 25 i fire. Tiden gik godt nok langsomt. Jeg bestemte mig for, at tænde for fjernsynet. Selvom tv'et ikke viste noget der interesserede mig, så jeg det alligevel. Jeg skulle bare på andre tanker, så tiden ville gå hurtigere. Alligevel fangede jeg mig selv i at kigge på klokken konstant. Tv'et kunne ikke distrahere mig, desværre.

Lidt over fire kunne jeg høre fodtrin på trappen. Hurtige, bestemte fodtrin. Også kendt som Chloes. Jeg kom op fra stolen jeg sad på, i sådan en fart at værelset drejede, og mit syn blev forstyrret af sorte pletter. Jeg famlede mig hurtigt hen til døren. ”Chloe.”
Hun vendte sig om, og kiggede irriteret på mig.
”Hvad nu?” vrissede hun.
”Jeg vil gerne snakke med dig, du skal hjælpe mig.” jeg kiggede hen på hende, nu hvor mit syn virkede optimalt igen. Hun så bestemt ikke glad ud.
”Snak med en anden, jeg er træt af at hjælpe dig.”
”Men du er den eneste jeg har tilbage! Hvem skal jeg ellers snakke med? Du er den eneste der lytter, der forstår. Jeg vil gerne snakke med dig Chloe.”
Hvorfor var hun i så dårligt humør?
”Nå, uheldigvis for dig gider jeg ikke snakke med dig,” begyndte hun.
”dit liv, dine problemer, løs dem selv,” snerrede hun og gik de sidste skridt ind på værelse, hvorefter hun smækkede døren i.
Nu havde jeg ingen tilbage. Min søster havde også forladt mig. Samantha alene i verden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...