Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6815Visninger
AA

21. Tourné. Kap. 21.

Ny hovedperson: Diana.
Efter en meget lang rejse, var jeg nu her og solede mig. Jeg havde mine røde hotpants på og en hvid top. Jeg lå foroverbøjet på et glasbord ude ved haven. Mine arme var krydset på bordet og min hage hvilede på dem.
Mor havde brugt en halvanden time på at komme ud af bilen. Jeg skulle hjem til mig far, Scooter. Mor var en lille blondine, der lignede mig på en brik. Hun havde store, blå øjne, blondt hår til skuldrende, en spinkel form, en lille, spids næse, tydelige kindben og solbrun. Jeg havde bare ikke hår til skuldrende, men til hoften. Jeg var ikke som hendes væremåde. Hun var meget fin i det, købte kun designerting og tænkte meget over tingene. Jeg var mere en smule barnlig, selvom jeg var sytten, købte hvad der var pænt og elskede at danse. Mor var nok også meget hård og nogle gange kold, og jeg var skrøbelig med masser af følelser. Ikke fordi min mor ikke havde følelser; hun gemte dem altid. Jeg havde især set hende græde – da hun mistede far. Men hun var kommet sig nu.
Det var kun en gang hver tredje måned, jeg skulle besøge min far. Nu havde mor sendt mig tre veje væk og hen til far. Jeg orkede ham virkelig ikke. Han havde sikkert kun tid til sit job. Det havde han også sidste gang, så vi var nød til at aflyse det. Det var seks måneder siden, jeg sidst havde set ham.
”Hej, skat.” Jeg kiggede op på far. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, han kom hjem. Jeg havde siddet og fumlet med mit kæmpe nøglebundt til at åbne hoveddøren.
Far havde en sort kasket på, nogle solbriller, hawiishorts og en sort skjorte. Ikke særlig matchende, men sådan var han.
”Hej,” mumlede jeg og kiggede på den ring, Miranda havde givet mig. Den forstillede en lille, sød sommerfugl med lyserøde diamant vinger. Miranda var min bedsteveninde. Mor var veninder med hendes og så gik vi også i samme skole sammen.
”Smukke, jeg …” Han kiggede nervøst rundt. ”Jeg havde ikke set det, men jeg skal til tourné med Justin, og jeg kan ikke aflyse det, når vi har planlagt det.” Jeg kiggede skuffet på ham.
”Så går jeg hjem,” mumlede jeg og rejste mig op. Jeg tog mine solbriller ud af mit lange, blonde hår og satte dem foran øjnene i stedet. Han havde tydeligvis kun tid til en berømt teenager.
”Nej. Vi ses aldrig, så jeg tænkte mere på, om du ikke kunne komme med?” Jeg lavede store øjne.
”Nej! Jeg skal bare hjem.” Jeg krydsede armene og satte mig i stolen. Jeg havde altid været stædig. Det var derfor, min far var irriteret på mig.
”Din mor slår mig ihjel, hvis jeg ikke snart tager dig med.”
”Hvorfor?” Jeg tog benene op på bordet og kiggede på mine røde ballerinasko.
”Du ved godt, hun gerne vil have en normal familie.”
”Forsendt,” mumlede jeg for mig selv.
”Så derfor tager jeg dig med. Pak dine ting. Bussen kommer om lidt.” Jeg tog mine solbriller af.
”Hvad? Det er altid en limousine, du skal med. Det siger mor.”
”Ja, men nu har vi fået en bus. Det er på tide, du skal vide, hvad jeg laver i min hverdag.” Jeg kiggede ud på poolen, der skinnede i solen.
”Fint,” mumlede jeg. Jeg rejste mig op og stod ved siden af far.
”Du er blevet en del højere,” løj han. Jeg var cirka vokset tre centimeter, jeg havde vokset på de seks måneder.
”Okay,” mumlede jeg. Jeg kiggede op på den skyfrie himmel.
”Vi tager af sted i aften. Gå nu ikke nogle steder alt for langt væk.” Han nev mig i kinden, vendte sig om og gik ind i stuen igen. Jeg satte mig ned i en rigtig solstol og hev min top over hovedet, så jeg havde min lilla bikinitop med neon grønne pletter på. Jeg smed mine røde hotpants og sprang i vandet. Selv vandet var alt for varmt. Lige nu kunne jeg godt tænke mig at have vinter.


Vores gafler skræppede mod vores tallerkner, da vi spiste. Der var tavshed mellem mig og far, men jeg var ligeglad.
Jeg havde lige pakket færdig. Jeg havde ringet til mor og Anders, min papfar. Jeg gjorde det mest for at snakke med min bror, Alec. Det var ikke fars og mors barn, men mor og Anders’. Han var kun fire. Jeg ville ønske, jeg kunne tage hjem til dem og bare være sammen med Alec og Miranda. Det var kun skolen, jeg ikke gad. Jeg havde også dårlig samvittighed over at efterlade Miranda til skolen. Hun kunne sikkert ikke klare at være sammen med Stacie alene i skolen. Hende havde jeg også ringet til, og havde sagt, jeg ikke skulle bekymre mig. Hun havde også sin kæreste, Xander. Jeg kendte ham ikke rigtig, men betragtede ham som en sød dreng.
”Vi skal køre nu, hvis vi skal samle drengene op,” sagde far og brød tavsheden. Jeg tog min tallerken ned i opvaskemaskinen og vendte mig mod ham.
”Hvem er ’drengene’? Hvad er planen?”
”Drengene er Justins dansere, Usher og en masse andre. Vi skal køre i bussen i nogle timer, køre over til Florida og så mod det første hotel, vi kan finde.” Det lød stressende i mine øre. Jeg var normalt ikke den, der kunne klare for meget. Jeg skulle nok bare slappe af og ikke arbejde så meget som de andre. Jeg skulle nok bare dovne i bussen eller på de hoteller, vi skulle overnatte på. Nu hvor jeg tænkte over det, så havde min mor for en sikkerhedsskyld sendt en masse lektier over til mig. De fyldte halvdelen af min skuldretaske. Både fransk bøger, matematik, engelsk, geografi og historie om verdenskrig, vi skulle lave en opgave om. Krig interesserede mig slet ikke. Bøgerne var helt til femhundrede sider, og jeg vidste allerede, jeg ikke fik dem læst.
”Du har sat din bagage ind i bussen, ikke?” Han snubbede nogle nøgler – nok ikke til bussen, for vi havde en chaufør – og tog en taske over skulderen.
”Jo.” Bussen var ikke bare en helt normal, kedelig, gul skolebus, men en oversej bus. Den havde en masse af skrigende farver. Det lignede, de var sprayet graffiti på i lilla, grøn, blå og rød. Der stod endda ’Justin Bieber’ på med gul skrift. Ret dum, efter min mening. Det tiltrak sig helt sikkert meget opmærksomhed. Nu hvor jeg vidste, han var verdenskendt. Jeg tænkte ikke engang på, jeg skulle med tourné med Justin Bieber. Det var nok Miranda, der havde opdraget mig sådan. Mor var mere ellevild med, jeg skulle på tourné med ham, da jeg ringede til hende. Miranda var helt klart den høfligste person, jeg havde mødt. Hun ville passe godt til et job, hvor de skulle have en masse service.
Jeg satte mig ind på ved siden af Claus, buschaufføren, og kiggede ud af vinduet. Far rendte rundt i bussen og mumlede for sig selv, om han havde husket alt. Jeg havde ikke pakket hele min garderobe ned som ham. Jeg håbede, vi kom til en fed by med masser af shopping steder.
Vi kørte ikke i lang til, før vi stod uden for en fabrik.
”Hvorfor er vi her?” spurgte jeg Claus. Jeg vidste ikke, hvem han var, men han virkede venlig.
”Der hvor Justin og dem venter,” mumlede han. Måske syntes han, jeg var irriterende, men det var nok fordi jeg snakkede meget nogle gange.
”På en fabrik?” spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn.
”Det er ikke en fabrik,” smågrinte han. Tænk jeg havde levet her i hele min barndom i Atlanta, og jeg havde hele tiden troet, det var en fabrik.
”Ups,” mumlede jeg og så en stor gruppe komme imod os.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...