Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6803Visninger
AA

33. Tilbage til skolen; tilbage til Keri og Stacie. Kap. 33.

Anders sad med ryggen til mig og hovedet få centimeter fra computerskærmen. Alec lå hylende på gæstesengen, vred sig og langede ud efter den lune luft, men fik fat i intet.
”Øh, Anders …?” Jeg rømmede mig, da han intet opdagede. Lyset fra den gamle, larmende computer var det eneste, der lyste hele værelset op. Jeg kunne lige ane papir på gulvet, karakassen fuld og de visne blomster, mor eller altid vandede.
Han vendte sig om på sin kontorstol, knagende og langsom og kiggede på mig med røde, trætte øjne og sorte rander, der var så tydelige, at de kunne forstille en tatovering.
”Ja?” Hans stemme var helt hæs og meget lav.
”Hvor er mor?” Jeg lagde mærke til, hvordan min høje stemme fyldte det lille, stille rum. Jeg rømmede mig igen og sagde det så med en stemme så lavt som hans.
”Hun må være på arbejde.” Han tog en dyd indånding, som om det var hårdt, da han trak på skuldrende.
”Det ligner ellers, at hun har været væk i lang tid,” mumlede jeg og kiggede på alt det rod.
”Du kender din mor.”
”Ja, det gør jeg. Og jeg ved, at hun ikke arbejder længe. Klokken er 18.45. Hun burde være hjemme for flere timer siden!”
”Hun har nogle,” han gabede, ”vigtige sager på arbejdet. Du ved, anoreksi, selvmordstanker, asociale mennesker og så videre og så videre …” Det lignede, at han håbede det, lokkede ordrerne ud af hans mund. Siden min mor var amatørpsykolog, så arbejdede hun aldrig længe.
”Nå, okay,” sagde jeg og kiggede på Alec, der endelig havde lukket sine øjne og prøvede at sove. ”Har Alec fået mad? Skal jeg ikke lige give ham noget?” Jeg pegede på ham med en spinkel finger, der gav en tynd skygge igennem værelset.
”Diana, det kan være lige meget. Din lærer har ringet. Du skal lave en engelskstil om … Hvad var det nu? Nå jo, religioner. Du bestemmer selv hvilket slags.” Han strakte sine arme.
”Okay,” mumlede jeg, mens jeg gik baglæns ud af kontoret. ”Skal jeg lave noget mad til dig?” Han rystede på hovedet.


Klokken var seks om morgnen og jeg gjorde mig klar til skole. Miranda havde stadig ikke ringet eller svaret på mine Sms’er.
Jeg kyssede Alec i panden, snubbede en pærer og smuttede ud af hoveddøren med min taske om skulderen. Jeg kunne se en skikkelse længere foran, og lidt efter lidt gik det op for mig, at det var Miranda. Hun gik mod busstoppestedet til skolebussen.
”Miranda!” råbte jeg. Jeg smed min pærer og løb ned til hende. Jeg kunne mærke hvor meget jeg savnede hende. Jeg var så glad for at se hende …!
Jeg stoppede direkte op, så hårdt, at mine sko blev slidt igennem asfalten, da jeg så, hvem der stod ved siden af hende. Jeg stod kun få meter fra dem, og de havde ikke bemærket mig.
Stacie stod som sædvanlig med sin hudfarvet Gucci taske og sine mørke, runde D&G solbriller. Hun havde en af de der grimme, nedringet leopardtrøjer, der sad så stramt og hendes tynde figur, at det var klamt. Hvis der noget jeg hadede, var det leopardplettede tøj. Hendes trøje gik til lige over lårene, og jeg vidste, at hun ikke havde noget på under det tøj.
Jeg ville brække mig over hende, sige hun var klam, men i stedet listede jeg over til dem.
Miranda havde ikke skiftet stil. Selvom hun allerede var under Stacies magt, havde hun stadig det normale tøj og frisure; De højhælede, grønne sko, de røde, tykke strømper til lårene, hendes pinke, korte pelsjakke til navlen og så den typiske, lilla trøje, hvor der stod ’I LOVE CAKE!’ og så selvfølgelig hendes blå pandehår, der var sat op i et springvand og resten af hendes lang, blå, grøn, lyserød og sorte hår var løst ned til skulderen og klippet efter en lineal. Det var sjældent, hun brugte make-up, men i dag havde hun lige smasket hvid mascara på øjenvipperne.
”Diana,” sagde hun overrasket, da hun så mig. Hun smilede et lille, nervøs smil, og da hun nævnte mit navn, vendte Stacie sig om. Jeg fik en klump i halsen, da hun stirrede på mig med hendes grønne, kolde øjne.
Stacie havde altid været rødhåret med fregner og briller, men havde for længst gjort noget ved det. Hendes mor arbejdede som supermodel og hendes far hårekspert. Så selvfølgelig var hun pyntet fra top til tå.
Hun havde farvet sit hår blondt og dækket sine fregner lag efter lag med Foundation. Hun købte sig fattig hver dag på dyre smykker og tøj fra designer til over flere tusinde kroner. Sikkert sine forældres penge, for hun nægtede simpelhed at få et arbejde.
”Hej, Miranda! Så du ikke mine Sms’er? Jeg skrev, at jeg kom hjem i går.” Jeg ignorerede Stacies kritiske elevatorblikke og i hele taget hendes tilstedeværelse.
”Nej,” mumlede hun og tvang et smil frem, der lignede mere en mærkelig grimase.
”Nå, men det skrev jeg,” mumlede jeg. ”Jeg ringede til dig over syv gange, men …”
”Nogle der vil have et lift?” afbrød Stacie mig. Hun lavede et nik mod hendes Jaguar. Den der grå, nydesignet bil til over flere millioner og skinnede hele bilen op med dens finpudsede, grå lak og tog alt opmærksomheden til sig. Jeg havde kørekort, men problemet var bare, at jeg ikke havde penge nok til en bil.
”Åh, ja.” Miranda smilede taknemligt til Stacie, og hun smilede bare et stort, falsk smil til hende. ”Hvad med dig, Diana? Vil du ikke med?” Miranda kiggede på mig og smilede nu hendes rigtige smil, så man lige kunne ane hendes ganebøjle.
”Der er kun plads til to,” mumlede Stacie. Hun havde selvfølgelig kun ment det til Miranda, ikke mig. Selv igennem de tunede vinduer, vidste jeg, at der var fire sæder, men at hun bare ikke ville have mig med.
”Øh,” mumlede Miranda. Jeg ville græde, da jeg så, hvordan hun tøvede med at vælge mig eller vores fjende, men jeg holdte mig stærk og kold, viste ingen følelser. ”J-j-jeg tager med Diana. Hun er trosalt min bedsteveninde,” stammede Miranda, hvilket jeg både blev lettet og glad for.
Stacie fornærmet ind i sin bil. Så kørte hun vinduet ned og kiggede kort på os.
”Miranda, dit hår er så grimt, at selv Dianas mor kunne gå med det. Diana, man kan se din bh og din mascara ligner lort.” Så gik vinduet op igen, tændte den lydløse motor og drønede af sted.
”Fuck dig! Bland dig uden om! Du kan ikke være værre end os!” skreg Miranda efter hende. Stacie stak hånden ud af soltaget og gav os fingeren.
Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Vi slog armene om hinanden og krammede kort.
”Godt du kom hjem. Undskyld, at jeg ikke tog mobilen,” sagde hun og gav mig et knokys.
”Det gør ikke noget,” smilede jeg.
”Hvordan var turen så? Hvad med Chris? Er du forelsket?”
”Nej!” Jeg sukkede irriteret. ”Jeg er ikke kærester eller noget med ham! Bare venner! Justin og Chris er så søde! Dem må du møde!” Hun hvinede, tog mine hænder og hoppede op og ned.
”Hvorfor kom du så hurtigt hjem?”
”Jeg ved det ikke rigtigt,” mumlede jeg og kløede mig i nakken.
”Lige meget. Det bedste er, at du er kommet hjem. Og endnu bedre:”
”Vores bus!” afbrød jeg hende og pegede bag hende. Den gule skole bus trillede op af vejen og over til busstoppestedet. Det var så her, at vi skulle gøre os selv til grin. Miranda skreg, løb med sine høje stilletter og sin lyserøde Oilily taske svingende i hånden. Papir fløj ud af tasken og hendes hår blev uldet i vinden. Jeg måtte se endnu dummere ud, da jeg tabte min taske og snublede over mine egne ben. Så lå jeg der på jorden, kiggede op og så alle i skolebussen pege grinende på mig.
Jeg rejste mig op, koncentrerede mig om ikke at vælte igen og gik ind i bussen. Jeg kunne høre Mirandas grin længere nede i bussen og fulgte lyden. Jeg ignorerede andres blikke og hvordan de prøvede at spænde ben for mig.
”Du skal se os! Keri har taget et billede af os!” grinte Miranda. Der, som mig og Miranda altid sad, sad Keri med sit splinter nye, sorte kamera i hånden. Hun sad på min plads og Miranda sad ved sin normale plads ved siden af Keri mod vinduet.
Jeg sukkede lydløs. Først var Miranda sammen med Stacie og nu Keri? Keri var Stacies bedsteveninde. De begge to gik mig på naverne. Ikke fordi at Miranda ikke måtte være sammen med andre end mig, men hun fik ikke lov til at være sammen med sådan nogle selvoptaget idioter.
”Åh, ja. Godt nok fik jeg kun et billede af Diana, men det er nu ikke sjovt at se sig selv ligne en idiot, vel?” fnes Keri og lod som om, at jeg ikke var der.
Keri var brunette og havde farvet lyse striber i det. Hendes kindben var perfekt tydelig under alle de lag make-up og hendes næse var også perfekt, men ikke for tre år siden, da hun fik sig en plastikoperation. Hun havde brungrønne øjne, men havde nu fået blå kontaktlinser i.
Hun havde en cremefarvet, kort sommerkjole og sorte, højhælede sko.
”Må jeg se?” spurgte Miranda. Jeg satte mig overfor dem og kiggede på dem. De fnisede, mens de så billeder af mig løbe mod bussen og selvfølgelig også der, hvor jeg faldt.
”Du er nød til at se det, Diana!” grinte Miranda. Det gjorde ondt, da de begge bare sad der og grinte af mig. Jeg bed mig hårdt i læben og gjorde mig kold igen, så man ikke kunne se de følelser, der strejfede mig kort.
”Nej, tak.” Jeg vendte dem ryggen og kiggede ligefrem for mig selv. Jeg kunne høre dem fnise bag mig, men ignorerede dem og lod dem gøre det, de nu ville.


Det ringede ud efter tre lange timer i fysiklokalet. Jeg fandt Miranda sammen med sin kæreste ude på gangen. De flirtede med hinanden, og jeg så godt de mærkelige blikke fra Stacie og Keri, da de så, hvordan Xander og Miranda flirtede med hinanden. De lavede mærkelige ansigter til hinanden, men alligevel var det ret sødt. Miranda klaskede hele tiden Xander på hans tynde brystkasse og kyssede ham på kinden og Xander uldede hendes hår på en kærlig måde.
”Hvor romantisk,” kom det ironisk fra Keri.
”Kikset.” Stacie lavede et kast med hovedet, så håret faldt over på den ene skulder. Præcis som de gjorde i hår reklamer og smilede så sit tandpastasmil.
”Hej,” sagde jeg til Miranda og Xander. Det gav et sæt i Xander, og han rykkede straks tilbage. Xander var den der generte type. Han var så åben, når han var sammen med Miranda, men når der var andre i nærheden, blev han straks genert.
”Hej, Diana!” Hun blottede sin en skulder og pegede på det store hjerte, hvor der stod X + M. ”Sødt, ikke? Xander tegnede den, så det er nok derfor, den er så sjusket.” Xander kiggede genert i jorden og tvang et lille smil frem.
Stacies og Keris grin var højt bag mig. Det holdte sig for munden og gemte sig bag sit skab, da jeg kiggede bag mig.
”Jo, sødt er det,” mumlede jeg.
”Nå. Men det, jeg skulle til at sige, da vi stod ude for bustoppestedet, ikke? Det var bare, at vi jo havde sparet op til den der rejse til Island, så … Du kommer med, ikke?” Hendes olivengrønne øjne kiggede ind i mine.
”Ehm, jo, det kan jeg godt,” mumlede jeg og smilede stort.
”Men,” sagde hun og kiggede nervøs på mig. Så flakkede hendes blik over til Keri og Stacie, og de grinte igen, ”jeg snakkede med Keri i bussen. Hun vil virkelig gerne med, og hun er jo en meget sød veninde, så selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej. Det skal nok blive hyggeligt, skal det ikke?”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...