Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6793Visninger
AA

7. Skyldfølelse og Savn. Kap. 7

”Er du ikke Madeleine?” Det gav et sæt i hende, da jeg snakkede. Hun vendte blikket mod mig.
”Julia?” Hun sagde det, som om det var et bandeord.
”Hvad laver du her?”
”Jeg er her sammen med Justin.” Hun satte sit hår op i en knold og smilede lumsk til mig.
”I … Er I kærester?” Mine hænder rystede.
”Julia. Du ved godt, jeg kan alt?” Hun smilede.
”Justin ved det godt, ikk´?” Jalousi ramte som et stik i maven. Jeg havde aldrig prøvet den følelse. Jeg havde hørt, det var smertefuld, og det troede jeg på. Allerede nu var det som om, at jeg fik flere knive ind i mit hjerte. Der var smertefuldt og jeg ventede kun på, at dø, men der skete intet.
”Ved hvad?” Hun knep øjnene sammen og kiggede på mig.
”Det dig og Kate gjorde. At det også var din skyld, at Kate gjorde det mod Justin.”
”Gjorde hvad? Han kan bare ikke tåle at blive lidt udnyttet.”
”Justin har ikke fortjent dig,” snerrede jeg.
”Og det har du måske?” spurgte hun koldt.
”Det ved jeg ikke. Der er bare en ting, jeg ved: Justin har ikke fortjent dig!”
”Hvorfor?”
”Du tager ham kun, så du kan få din opmærksomhed og penge,” hvæsede jeg.
”Og hvad så? Det ville alle gøre!”
”Men det gør jeg ikke!” Jeg vendte om på hælen og gik op til baren igen. Jeg kunne mærke hendes kolde blik i ryggen, da jeg gik.


Jeg kom hjem ved firetiden. Mor havde endelig taget Sofus hjem og han kom løbene hen til mig. Jeg gik bare direkte ind på mig værelse og lagde mig i min seng og ventede på Justin. Jeg følte mig som en lille, dum hund, der rendte efter andre mennesker. Mon Justin syntes, det var irriterende? Han ville nok hellere være sammen med Madeleine. Måske skulle jeg bare lade dem være og leve mit eget liv. Jeg kunne ikke være bekendt, at blande mig ind i Justins kærlighedsliv.
Jeg ventede en time, og til sidst troede jeg, at Justin ikke kom, men så ringede det på døren. Jeg gik stille ned til hoveddøren. Justin stod smuk, som altid, iført en hvid skjorte og hans dejlige hår sad perfekt. Da jeg kiggede lidt ned så jeg, han havde en rød rose i hånden.
”Hej,” sagde jeg. Han gav mig rosen, som duftede sødt. ”Tak,” mumlede jeg og smilede svagt. Nok til, at mine smilehuller kom frem.
Han smilede skævt, men virkede lidt nedtrykt. Han satte direkte kurs mod stuen med Sofus logrende efter sig.
Jeg kiggede ned på rosen. Den var skrigende rød med voksagtige blade og en grøn stilk med få mørkegrønne blade.
Jeg gik ind i stuen og satte mig ved siden af Justin.
”Noget galt?” spurgte jeg og kiggede på ham ud af øjenkrogen.
”Nej. Hvorfor?”
”Du snakker ikke,” sagde jeg bare kort. Han smilede rigtigt til mig; det smil, som altid viste glæde og var så sødt. Han havde nogle utydelige smilehuler og hvide tænder.
”Jeg er bare lidt … stresset.” Han smilede og rejste sig op, men satte sig ned igen.
”Hvorfor giver du mig denne her?” spurgte jeg og duftede til rosen. Den duftede så dejligt sødt.
”Må man nu ikke give dig blomster?”
”Jo. Jeg mener, det er jo en rose …” Jeg kiggede på ham.
”Ja?”
”Hvorfor gav du mig kun én rose?”
”Det ved jeg ikke. Roser klæder dig bare.” Han tog nogle hårlokker væk fra mit ansigt.
Pludselig kom jeg i tanke om Madeleine. Jeg besluttede, at tage emnet op.
”Du er sammen med Madeleine.” Jeg sagde det, så det ikke lød som et spørgsmål.
”Ja?” Han bed sig hårdt i læben og kiggede ned i gulvet. Det var tydeligt, han ikke ville snakke om dét emne.
”Jeg vidste ikke, du ville komme sammen med hende. Hun var min gamle veninde.” Han løftede overraket hovedet.
”Er hun?” Jeg nikkede.
”Ja. Hun droppede mig, Amy og Mary for nogle år siden.” Jeg sagde det på en måde, så han vidste, jeg ikke var ude på noget.
”Hvorfor?” Skulle jeg mon fortælle det? At hun gik over til Kate?
Jeg kiggede lidt ned, fast besluttet på ikke at sige det. Jeg mener, hvorfor skulle jeg?
”Lige meget,” smilede jeg og rejste mig op. ”Skal vi gå en tur?”


Jeg kom sent på arbejde. Jeg skulle først derover klokken 15.30, så jeg gav mig god tid. Jeg gik i bad, redte mit hår, børstede tænder, tog en hvid, lårkort, løs kjole på og nogle hvide gladiator sko.
Jeg kørte over til baren og gik direkte i gang med de mange kunder, der ventede på drinks.
”Hej,” sagde en stemme tæt på mig. Jeg genkendte den straks. Stemmen var en smule hæs og gjorde mig helt blød i knæene.
Jeg kiggede op på Justin. Han stod storsmilende og kiggede på mig.
”Hej, Justin.”
”Kan du lave to drinks?” Jeg skulle lige til at spørger, hvorfor jeg skulle lave to, da Madeleine dukkede op bag ham. Hun kiggede koldt på mig bag Justins ryg.
”Ja … Hvilken?” Jeg prøvede, at lyde venlig, men det var lidt svært.
”Bare find en eller anden,” hvæsede Madeleine og trak Justin over til nogle barstole.
”Jaså,” mumlede jeg og blandede nogle drinks. Jeg lavede en god en til Justin; nogle forskellige slags juices og noget vodka i. Til Madeleine tog jeg det samme, men med knuste vandnøder. Jeg vidste, hun var meget allergisk. Jeg tog endda mange i, imens jeg gemte mig bag Ross. Jeg vidste, det var ondskabsfuldt, men jeg kunne ikke lade være. Og endnu mere ondskabsfuldt, jeg bedte Ross om, at give Madeleine drinken.
”Julia!” sagde to fnisende stemme bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på Amy og Mary. De fik straks øje på Justin og Madeleine og så forsvandt deres smil.
”Det jeg ked af, Julia,” sagde Amy.
”Det gør ikke noget. Jeg skal bare lige tage hævn på Madeleine.”
”Hvad har du gjort?” spurgte Mary.
”Taget vandnød i hendes drink,” grinede jeg.
”Åh, Gud! Det skal jeg se!” sagde Mary og smugkiggede på Madeleine. Jeg ventede hele tiden på, hun ville tage en tår, men hun klistrede sig i stedet op af Justin.
Endelig tog hun sin drink i hånden og drak. Hun skar ansigt og lagde den ned igen. Hun snakkede lidt med Justin, men tog sig hele tiden til læben. Jeg, Mary og Amy var lige på kanten til, at sprutte af grin. Man kunne se hendes læber hævede sig mere og mere. Hun kiggede forvirret rundt og rejste sig.
Hun brækkede sig. Alt hendes mad, hun havde spist kom ud af munden på hende. Justin gik ned og hjalp hende nede på sandet. Hendes hoved var helt rødt og hendes mund blev større og større. Alle mennesker grinede og gloede på hende.
Jeg vendte mig mod Amy og Mary og kunne ikke holde det inde. Jeg skreg af grin. Det gjorde de også og vi blev overdøvede af de andres grin. Det var virkeligt ondt gjort det, jeg havde gjort, men grinede alligevel af det. Selvom Justin havde en tynd hættetrøje og solbriller kunne jeg se han smilede lidt. Madeleine skreg op og klagede over, at det var en dårlig drink. Hun vendte blikket mod mig og sendte mig det koldeste blik, jeg havde set. Hun så mig og grine og gik over imod mig, men Justin hev hende tilbage. Jeg gemte mig bag Amy og Mary.

Jeg kom tidligt hjem. Jeg var helt smadret og lagde mig direkte op i min seng. Sofus hoppede op til mig og jeg puttede mig ind til hans bøde, varme pels. Hans hæse vejrtrækning beroligede mig, og jeg faldt langsomt i søvn.



Jeg hadede dårlig samvittighed. Den knurrende fornemmelse i maven, lysten til at græde og bare tænke tilbage på det, man har gjort … Man tænkte, at man aldrig kommer af med det. Tænker på, at man havde det på sig resten af sit liv. Havde et eller andet på hjertet, der sagde, man aldrig ville på den dårlige samvittighed af sig igen. Den er som låst fast og nøglen fandtes ikke.
Savn var værre. Man havde mest af alt lyst til, at græde, men vidste, det ikke hjalp. Alt ville virke håbløst og ugyldigt. Ingen kunne hjælpe en. Man var meget heldig, hvis der var en, der kunne hjælpe. Men savn ville sidde i en for altid. Det ville gnave en, og man ville altid huske på den ting eller person, man savner.
Savn og dårlig samvittighed blandede sammen var en af de værste ting, jeg kendte. Dårlig samvittighed over, at personen var død, at det føltes, som om det var ens egen skyld. Savn på grund af, at man savner personen så meget bag efter.
Jeg så det tydeligt foran mig: jeg og Selena stod smilende ude midt på vejen. Bilen kommer i mod os med fuld fart. Jeg står som stivnet på vejen, imens Selena intet havde opdaget. Gør noget! sagde det inde i mig. Men Jeg stirrede bare på bilen. Jeg gjorde intet. Jeg lod bare bilen køre direkte imod os, uden en advarsel eller redde Selenas liv …


”Julia! Vågn op! Julia?” Stemmen kom ikke så langt fra mig. Den beroligede mig, men ikke nok. Hele min krop rystede, imens tåre gled ned af kinderne på mig. Da jeg åbnede øjnene var Justin foran mig. Jeg spærrede øjnene op og sprang næsten væk fra ham. ”Hvad er der?” spurgte han og rakte ud efter min hånd.
”Hvordan kom du ind?” spurgte jeg. Min skælvende hånd rev sig løst af Justins greb.
”Du låser aldrig døren.” Han smilede beroligende til mig. Han satte sig ned i min seng. ”Du er helt kold … og du ryster.” Jeg prøvede, at slappe af, men det var umuligt.
Justin klappede på sengen og jeg satte mig ned. Jeg begyndte stille, at græde. Var det mon mig, der var skyld i, at Selena var død? Jeg havde cirka fem sekunder til, at trække hende væk. Jeg kunne redde min venindes liv, i stedet for, at glo på den bil, der kørte ind i os.
”Hvad er der galt?” spurgte han lavt. Han turde ikke røre mig, som om jeg var skrøbelig. Det følte jeg mig også som.
”Selena,” hviskede jeg. ”Det er alt sammen min skyld.” Jeg stirrede ud i luften. Selena var et positivt menneske, der levede livet fuldt ud. Nu havde jeg sådan set ødelagt det ...
”Hvad er din skyld?” Hans stemme kom tættere og tættere på.
”At hun er død. Jeg kunne have reddet hende.” Jeg stirrede stadig ud i luften, imens tårerne gled ned af kindrene på mig.
”Julia …” hviskede han i mit øre.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...