Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6826Visninger
AA

31. Savnet. Kap. 31.

Julias synsvinkel:


Mit værelse duftede af roser, da jeg gik derind. Det overraskede mig ikke, at Justin havde fyldt mit hus op med røde, smukke roser, men gjorde mig da glad. Det var et godt tegn på, at han aldrig ville glemme mig og altid elske mig.
Jeg kiggede ud over byen i vinduet og smilede stille. Jeg var lykkelig. Jeg kunne mørke Justins arme om mig og hans ånde i min nakke. Desværre var jeg nød til at trække mig væk, kigge på hans skuffede ansigt og hans smil, der langsomt forsvandt. Godt nok var Mariah kun to måneder gammel, men jeg følte mig usikker, at hans arme lå så stramt om min mave.
”Jeg har savnet dig,” sagde han for 117 gang, og jeg svarede igen, som jeg blev ved med. Jeg mente det for hver gang; jeg følte mig mere og mere tom for hver dag. Justin kom i går og havde overnattet hos mig.
Jeg lod mine hænder flette sig ind i hans. Han kiggede på mig, som om det var sidste gang. Han lænede sig frem mod mig. Hans læber ramte mine. Med lukkede øjne kunne jeg kun se ild, der varmede både Justins og min krop. Mine knæ knækkede under mig, men Justin nåede lige at gribe mig. Jeg kunne høre hans grin i mit øre.
”Jeg elsker dig,” hviskede han stille. Hans stemme havde ændret sig en smule, men havde stadig den rigtige accent.
”Jeg elsker også dig,” svarede jeg. Hans fingre fuldt min rygrad og lagde så begge sine arme om mig. ”To af mine venner kommer. Chris og Diana. Er det okay? Altså, det kun i fem minutter.”
”Diana?” mumlede jeg og rynkede næsen.
”Scooters datter,” smilede han og prikkede mig på næsen med sin pegefinger.
”Det skal nok blive sjovt,” mumlede jeg, selvom jeg ikke havde lyst til at se nogle nu. Det eneste, jeg ville, var at være sammen med Justin i den tid, vi havde sammen. Og så var jeg gravid, og ville nødig få dét på banen.
”Chris kører fra bussen nu, så der ti minutters tid.” Han trak på skuldrende.
”Skal du lave koncert i Mallorca?” spurgte jeg.
”Nej. Vi kører desværre væk her fra i overmorgen og over mod Spanien.” Jeg nikkede og følte mig helt tom igen. Selvom Justins ene hånd var tryg i min, føltes det som om, at jeg var en ene mor til Mariah. Justin ville altid være der for mig, men nu lod jeg jo ham heller ikke vide noget om det her. Hvilket jeg skammede og hadede mig selv for.
”Jeg kan ikke vente to måneder til,” hviskede jeg.
”Tro mig, det kan jeg heller ikke!”
”Hvad har du så lavet på touren?” Jeg skiftede hurtigt emne, inden jeg begyndte at lade mine tårer glide ned af mine kinder og vise Justin, hvor stort et tudefjæs, jeg egentlig var.
”Den går fint nok. Diana er en helt fantastisk person, og både mig og Chris er blevet godt venner med hende,” sagde han, og lød på en måde helt stolt. Jeg var nød til, at gøre mig en smule kold, rette ryggen og tvinge et smil frem, for ikke at skjule det enkelte stik af jalousi.
Jeg ignorerede den ubehagelige følelse, for jeg vidste, at Justin aldrig ville finde på at finde en anden. Han havde allerede fået én lærestreg.
”Det skal nok blive sjovt,” mumlede jeg igen. ”At møde hende, selvfølgelig,” tilføjede jeg.
”Mm,” smilede han. Idet samme, han skulle til at presse sine bløde læber mod mine, bippede hans mobil. Han fumlede den om af lommen og kiggede på den.
”Vi mødes over ved stranden. Der ved baren.” Han lagde sin mobil i baglommen og trak mig med ud i entréen. Han hev mig ivrig ud af døren og over til hans vildt seje, nye, hvide Poche. Han smed mig ind på de sorte sæder foran og gled ned ved siden af mig. Der var tunede, små vinduer på hver side af os og åbent tag. ”Chris glæder sig til at møde dig,” sagde han og tog sine mørke solbriller på.
”Hvad med Diana?” Var hun ikke glad for at se mig? Var hun nu også som Justins fans eller andre mennesker, der var helt vild med ham?
”Nej. Eller det ved jeg ikke.” Han trak på den ene skuldre, tændte bilen, kørte ud og kiggede så på mig, da vi var ude på vejen. ”Men I vil sikkert kunne lige hinanden. Det er jeg sikker på.”


Vi gik hånd i hånd igennem stranden og over til to, utydelige personer nogen kilomater fra os. Det lignede, at de prøvede at undgå bølgerne og havde det sjovt, men jeg kunne ikke se dem tydeligt.
”Har du tænkt dig at studere snart?” spurgte Justin.
”Hvad skal jeg arbejde med, når jeg har dig?” Jeg kiggede ned i det tørre, hvide og varme sand.
Justin svarede ikke, og til sidst kiggede jeg op på ham. Han kiggede trist ud i det blå vand. Det var dér, jeg fandt ud af, at han misforstod min sætning.
”Det var ikke sådan ment, Justin. Jeg mente bare, at jeg ikke kan arbejde ordenligt, når pressen ødelægger det.” Jeg lod mine hænder glide ned af hans arm og fangede hans blik. ”Du må aldrig tro, at jeg tager dig på grund af dine penge og berømmelse.”
”Det gør jeg heller ikke.” Han smilede og lænede sig ned mod mig og kyssede mig. Fra hjertet af kunne jeg mærke varmen brede sig i hele kroppen, og da han trak sig væk, gik varmen tilbage til hjertet. Jeg lukkede øjnene og nød det ene øjeblik, hvor vi stod på stranden, hånd i hånd.
Jeg åbnede dem igen og mødte Justins varme blik.
”Kom,” sagde han og trak mig mod til de to personer. Jeg blev ved med at kigge ned i sandet, og da jeg kiggede op, så jeg en dreng, som gik mig til over skulderen. En pige ved siden af ham på samme højde smilede tøvende til mig. Det måtte være Diana. Hun var blondine og havde en del bruncreme i hovedet, men det klædte hende. Alligevel var det et dårligt tegn på, at jeg ikke ville bryde mig om hende.
Chris lignede Justin lidt; samme brune hår og havde en mørk honningfarvet øjne. Han smilede stort til mig. Han kunne ikke være andet end sød.
”Hej, Chris,” sagde jeg og rakte hånd til ham. I stedet for at tage min hånd, trak han mig ind i et kram. Jeg grinte stille inde i mig selv og smilede til mig.
”Hej,” sagde Diana. Det lød nærmest som en hvisken. Hun havde mast sin spinkle krop ned i en kort kjole. Hvordan kunne Scooter lade hende gå i sådan noget?
”Hej. Julia, og du er Diana, ikke?” Jeg lød mere, som om hun var en kunde, der skulle have god service end at jeg skulle hilse på Justins veninde.
”Jo.” Hun rakte sin hånd frem som jeg tog imod. Hun virkede ikke glad, men mere bare kold. Hun undgik at lade mig møde hendes kolde blik og kiggede kun på Chris, som om hun forventede noget af ham. ”Jeg har en … aftale med min far, så …” begyndte hun som en plan for at komme hjem.
”Vi kan godt nå at tage hen til en eller anden café, ikke?” spurgte Chris smilende.
”Det kan vi godt.” Justin strammede sit greb om livet på mig og kiggede kun på mig. Han kyssede mig hurtigt på kinden og slap mig så og lagde armen om Diana og jeg. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hendes kolde blik. Det var ikke meningen, jeg skulle have det, men jeg vidste, at det var til mig.
”Kom!” sagde Chris og pegede over til den bar, jeg engang havde arbejdet i. ”Vi kan også gå ind på den, og så er de fleste ude og surfe, så de genkender dig ikke.” At gå på café lød for typisk. Alle gik derind og mødes, men Chris ville nu hellere på bar og måske drikke sig lidt fuld.
Drengene snakkede hele vejen over til baren. Diana og jeg forholdte os stille, og hun gik længere og længere væk fra mig og tættere på Chris og Justin. Hvilket irriterede mig. Ville hun holde mig ude?
Hun virkede allerede totalt irriterende. Hendes blonde hår, bruncreme, hendes tøj og hendes kolde blik generede mig.
Sandet brændte mod mine sandaler og solen skinnede højt oppe på himlen. De fleste var gået hjem. Det var ved at blive sommer, så solen var ikke til at holde ud om dagen. Man skulle ellers tro, spaniolerne var vant til det.
Jeg satte mig på barstolen med ryggen til havet. Ross, min gamle chef, kiggede overrasket på mig.
”Hey, Ross,” mumlede jeg stille.
”Kan vi ikke få …” Chris kiggede på et skilt over de drinks, der nu var ved siden af Ross. Han kiggede på højre side. Dem med alkohol. Og jeg var jo gravid.
Jeg lavede et lille peg på min ynglings limedrink. Heldigvis kendte Ross stadig min hjemmelavede drink, jeg faktisk selv havde lavet. Han blandede den direkte op. Drengene tog de drinks, som der var flest farver i og som var flottest. Diana tog bare vand. Hun virkede totalt ligeglad med det og bare ville væk her fra. Jeg kendte dem for det meste godt. For eksempel når min mor loggede mig til at være sammen med hendes veninder … og jeg som troede, hun valgte veninder med stor omtanke.
”Hvorfor siger I ikke noget?” Det lød som Chris’ stemme, men jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg ikke kunne gætte det lige nu.
”Hvad snakker du om?” Jeg kiggede på Chris. Det måtte være ham, der snakkede.
Vi sad på et sort, rundt bord så vi kunne kigge på hinanden. Jeg kunne se hans blik mødte Dianas og han smilede stort til hende. Måske var hun ikke ude efter Justin, og måske var det bare min irriterende jalousi og grådighed, der gav hende et andet indtryk til mig.
”Ej, I hører slet ikke efter! I er begge så stille. Især dig, Diana.” Chris lod ikke sit blik forlade Dianas. Måske havde de noget sammen? Jeg kendte ikke Chris eller Diana, men jeg kendte Chris’ søde blik, han gav hende.
”Jeg er vel bare træt,” mumlede Diana med sin lyse, italienske accent, der gjorde hendes stemme en smule speciel. Selvom jeg boede her i Spanien, havde jeg bestemt ikke fået en accent. Nu snakkede jeg for det meste kun med turister, der talte engelsk.
Jeg er bare gravid, sagde mine tanker hviskende. Siden min kæreste intet ved om det, så har jeg verdens største samvittighed, og faktisk overvejer jeg at forlade ham, forsatte mine tanker.
Jeg rystede kort på hovedet. Jeg lod mine tanker forlade mit hoved, fordi det alt sammen var én stor løgn. Ikke at jeg var gravid, men at jeg ville forlade Justin. Det ville være den bedste løsning. Jeg elskede ham mere end noget andet, men på en eller anden måde lå Mariah først. Jeg ville give hende en chance for at få et godt liv. Om Justin så ville hade, at jeg var gravid, var jeg ligeglad med.
”Jeg er vel også bare træt,” mumlede jeg og mærkede den brændende samvittighed, der kom, da Justins blik mødte mit. Jeg kunne ikke holde på den hemmelighed over for ham. Jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige og hvordan den varme luft blev helt koldt og frøs helt ind i mine årer.
”Du ser dårlig ud,” sagde Justin bekymret. Hans hånd lagde sig på min hånd og varmede min krop op igen.
”Jeg sov ikke så meget i nat.” Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet.
”D-det er også på tide, at jeg skal tilbage. J-jeg skal lige finde … ham.” Diana gemte sine rystende fingre under bordet og kiggede stift ud i vandet. Hun stammede, som om hun var bange eller fordi der var koldt.
”Jeg kører dig,” smilede Chris trofast og rejste sig.
”Tak,” hviskede hun og lukkede Justin og jeg ude, da de kiggede på hinanden.
”Vi ses, Chris og Diana,” smilede Justin, lavede et knokys til Chris og krammede Diana.
Jeg kiggede i sandet og tog min hånd op til min hjertehalskæde, jeg havde fået at Justin. Den smukke guldhalskæde med masser af små diamanter.
”Farvel,” sagde jeg hurtigt til dem og gav dem et hurtigt smil.
Da de vendte os ryggen, drejede Justin om på barstolen og mod mig. Hans hænder lå på mine lår og hans øjne kiggede alvorligt på mig.
”Kan du ikke nok sige, hvad der er galt? Du er så … mærkelig for tiden. Som om du gemmer noget for mig.” Han bed sig stille i læben og kiggede mig direkte i øjnene.
”Hvorfor tror du det?” Min stemme var halvkvalt. Jeg sank en klump og kiggede på ham. Jeg lagde mine hænder på hans, men de rystede så meget, at jeg var nød til at lægge dem væk.
”Jeg kan hører og se det på dig. Det er som om du vil undgå mig og slet ikke elsker mig.” Det var som at få en lussing i hovedet. Jeg kunne mærke en ny klump i halsen. Jeg gispede efter luft.
Jeg havde ikke forstillet mig ham sige dét. Jeg kunne se på hans øjne, hvor hårdt det havde taget på ham. Det var smerten i hans øjne, jeg ikke kunne klare. Jeg havde lyst til at trække ham ind i et stort kram, men det kunne jeg ikke. Jeg var som tre tons sten på min barstol og føltes helt tung. Jeg sad som stivnet og så Justin øjne blive mere og mere triste.
Så tvang han sit blik fra mit og stirrede ud i vandet. Hans vejrtrækning var dyb, skælvende og langsom, da han kiggede på mig igen.
”Har jeg ret?” spurgte han hæst. Han havde taget sine hænder til dem og havde knyttet dem på sit eget skød.
”Nej, det har du ikke.” Jeg rejste mig op, vendte ham ryggen og kiggede på vandet. Jeg gik to skridt frem af og rystede skuffet på hovedet over mig selv.
”Prøver du nu at undgå mig igen?” spurgte han bag mig. ”Eller forlade mig – igen.”
”Justin, jeg gider ikke hører på dig, når du skal snakke så latterligt! Du ved, at jeg elsker dig, og der er endda en god grund til jeg forlod dig dengang med Kate!” Sandet piskede mod mine ben, da jeg vendte mig hårdt mod ham.
Han bed sig hårdt i læben og undgik mit blik. Jeg var alt for hård nu. Jeg sårede ham hver eneste gang jeg lod min kæft tage over.
”Du ved godt, der var en fejl det med Kate,” hviskede han stille. ”Og det lyder ikke som om, du elsker mig. Du er så … kold mod mig.” Hans stemme knækkede over. Jeg kunne ikke klare at se ham sådan. Han var blevet helt bleg og såret.
”Undskyld, Justin. Jeg ved, jeg er så kold og dum nogle gange, men …” Jeg tænkte mig om. Hvad skulle jeg sige for at han ville tilgive mig?
Jeg mødte hans blik. De brune øjne som jeg savnede så uendelig meget og som jeg ikke ville se i to måneder. Jeg holdte hans blik og nød den varme det gav mig.
”Jeg elsker dig,” var mit endelige svar. Det var både ærligt, men også lidt for … normalt at sige. ”Det må du aldrig glemme Justin. For uden set, hvor dum jeg kan være nogle gange, vil jeg altid elske dig. Husk det,” tilføjede jeg.
”Det ved jeg også. Måske overdrev jeg også. Undskyld, Shawty,” sagde han og rakte hans hænder mod mig. Hans øjne var stadig triste, men ikke ligeså meget som før.
Jeg tog fat i hans hænder og trak ham ind i et kram. Han satte mig op på barbordet og smilede skævt. Jeg lagde mine hænder på hver side af hans hoved, lænede mig frem og kiggede ham ind i øjnene.
”Lad os glemme det her og nyde den tid, vi har sammen i stedet for,” hviskede jeg og pressede mine læber mod hans.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...