Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6826Visninger
AA

20. ’Jeg elsker dig.’ Kap. 20.

Det var derfor, jeg hadede at være følsom, når jeg engang imellem var det. Jeg kunne se, Justin var helt mundlam. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var så her, jeg skulle sige min sidste og størst hemmelighed; at jeg var gravid. Perfekt stemning, men forkert sted. Men nu var jeg her og stirrede in i et spejlbillede og ind i Justins bekymrede og chokkede øjne.
”Nej, du må ikke græde!” Han reagerede endelig efter at sidde som stivnet i lang tid. Han kom hen til mig og krammede mig. Mine tårer stoppede ikke, men røg bare en efter en ned af mine kinder. Han tørrede dem væk, men de kom bare igen. Til sidst opgav han og satte sig på sengen. Han trak mig op på hans skød og krammede mig helt ind til sig. Han lagde hovedet på min skuldre, så jeg kunne mærke hans ånde mod min hals. Han havde ikke tænkt sig at trøste mig, men mere skælde mig ud. Jeg skulle jo en eller anden dag få min røvfuld af ham en eller anden dag. ”Hvordan kunne du?! Du kunne have sagt det til mig og så ville intet af det her være sket! Du har taget et eller andet ulovligt pis, sultet dig selv og holdt meget hemmeligt for mig!” Okay, jeg skammede mig. Jo mere, han snakkede, jo mere kravlede jeg væk fra ham og skammede mig. Måske skulle jeg bare følge hans råd – sige det med det samme. Men det her handlede ikke om Mariah, men om min barndom. Hvis jeg havde sagt det ville mit liv måske være perfekt med Justin. Bare uden Mariah … Så ville hun måske slet ikke eksistere. ”… Du har skåret i dig selv! Du har hele tiden holdt på nogle små hemmeligheder, du kunne have fortalt!” Jeg kom stille til virkeligheden og så Justin stod foran mig, imens jeg bare sad på sengen. Jeg havde ikke lagt mærke til, det tog en så stor en omdrejning.
”Det sker ikke igen.” Som en total dum pige, der skammede sig – og var løgner – gemte jeg mig bag mit hår. Jeg vidste, det var løgn. Jeg skrev nogle små bandeord ned på min arm med fingeren.
”Jeg hader, når du gør det der mod dig selv.” Jeg kunne mærke han satte sig ved siden af mig i sengen. ”Jeg vil ikke have hemmeligheder i vores forhold. Deal?” Han kiggede mig i øjnene. Jeg sagde et lille ’tak’ i mit hoved til min vandfaste mascara. Dårligt jeg ikke havde en eller anden hættetrøje på, så jeg kunne gemme mig inden i den. Gemme mit filtrede, alt for lange hår i den og mit forgrædte ansigt. Jeg måtte ligne lort, men det lignede ikke, Justin skænkede det én eneste tanke.
Jeg faldt igen til virkeligheden og tænkte på hans spørgsmål. Ingen hemmeligheder i vores forhold, det kunne jeg ikke holde. Jeg havde en kæmpe hemmelighed nede i min mave. Hvis Justin var mig, gjorde han det sikkert det samme. Han ville sikkert få stress og på en eller anden måde råbe det op. Jeg kendte godt Justin. Han kunne normalt ikke klare stress.
”Øh, ja,” sagde jeg endelig, da jeg så Justins blik blev mere og mere nervøst. Hans læber trang op i et stort smil og bemærkede ikke min falske tone. Jeg var også snart vant til at skjule mine følelser i tredive meters dybt hul, tykt dækket af mørke og ingen chance for at blive opdaget. Jeg havde for mange hemmeligheder, jeg holdte i et mørkt, skjult, pinefuldt sted og lod dem aldrig komme ud. Der var et eller andet der nægtede det at lade dem komme ud; det ødelagde mit liv. Mørket knuste mine hemmeligheder og gjorde mig til et koldt og dårligt menneske.
Hans øjne var som varme gløder efter en kold vinter og varmede mig helt op. Det fik mig til at tænke på den lyse side og glemme den mørke side. Jeg fattede ikke, hvordan jeg kunne gøre det mod Justin, men hans øjne fik mig til at glemme alt.
”Vi dropper det der familiebesøg,” sagde han så og lod sine arme glide rundt om livet på mig. Jeg smilede stort til ham, men kunne ikke slippe fra den dårlige samvittighed, jeg stadig havde inde i mig. Ikke mine hemmeligheder, men over ikke at besøge min gamle familie. Jeg fortrød det, men gemte alt samvittigheden ned i det sorte hul og mærkede det ætse i mørket og gjorde mig mere kold.


Jeg var nød til at spille falsk igen og sige farvel til Justins familie og så tage hjem til Spanien. Det gamle, hede varme land, jeg hørte til. Jeg kunne ikke holde den kulde ud her.
Vi tog bare den normale vej til lufthavn og skulle skilles der. Justin startede sin tourné i et land tæt i Atlanta. Jeg vidste ikke, hvor det helt var.
Det var mere en ubehagelig tavshed i limousinen end en ubehagelig. Jeg sad med mine hænder på min flade, måske snart store mave. Justin var klart den, jeg ville have barnet med. Jeg ville have det uden set hvad. Jeg kunne ikke få mig selv til at dræbe et barn.
”Jeg kommer til at savne dig,” hviskede jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg ville meget hellere kigge på Justin, men jeg turde ikke. Jeg ville sikkert bryde sammen med tårer i over hele ansigtet.
”Jeg kommer til at savne dig mere.” Han trak mig væk fra mit sæde og hele vejen over til hans skød. Han lagde armene om mig. Jeg kunne mærke det gjorde mere og mere ondt i maven, jo tættere vi kom til lufthavnen. Vi var nød til at sige farvel i bilen. Der var alt for mange paparazzier udenfor. ”Jeg elsker dig,” hviskede han stille i mit øre. Jeg lukkede øjnene og tænkte på de tre ord igen og igen. Jeg havde ikke tænkt mig at glemme dem. Det var nok den sætning, der betød mest. Jeg kunne gentage dem, når jeg havde lyst og tænke på der virkelig var en, der elskede mig.
”Jeg elsker også dig.” Selvom ingen kunne høre det i bilen, så sagde jeg det lavt. Jeg lod mig stadig ikke glemme at høre hans bløde, varme stemme sige den sætning. Jeg havde det gemt i hjertet og lod det ikke slippe ud.
Det gav et sæt i os begge, da bilen stoppede. Justin strammede grebet om mig.
”Vi ses, Shawty. Jeg skal nok ringe til dig så meget, jeg kan.” Han kyssede mig på munden som var det sidste gang. Jeg følte mere, det her var et smertefuldt kys. Det var ikke døden der skilede os ad, men bare en tourné.
”Vi ses,” sagde jeg, og var lykkelig over, jeg ikke skulle sige ’farvel’, men ses.
Vi steg ud og, som forventet, kom en masse paparazzier over til os. Blitz ramte mine øjne. Jeg holdte min hånd over mine øjne og kiggede på Justin. Han ignorerede paparazzierne, slog armene om mig og krammede mig. Han svingede mig rundt nogle gange, imens jeg bare fniste. Han kyssede mig på kinden.
”Jeg må gå nu. Kom godt hjem.” Han kyssede mig en gang til på munden og vendte sig så mod højre. Jeg skulle til venstre. Det var sådan, vores veje skilles. Nu skulle jeg bare hjem til mine andre problemer. Idiot, det var jeg. Hvor jeg dog hadede mit liv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...