Heartbeat (JB) 3

3'er af A Beautiful Melody.

21Likes
116Kommentarer
6818Visninger
AA

11. Den Lille Pige. Kap. 11.

Hans hånd kærtegnede kort min kind og faldt så slapt ned.
”Undskyld!” mumlede han hurtigt.
”For hvad?” Jeg kunne mærke de små gnister imellem os. De lød som små stjernekastere i min øre, selvom det bare var noget, jeg forstillede mig.
”Jeg kyssede dig … igen.” Hans fortænder borrede sig ned i hans læbe. Jeg kyssede ham igen. Jeg vidste, hvad han tænkte: han var Madeleine utro. Havde en affære med sin ekskæreste. Jeg vidste, han var vred på hende. Det eneste, jeg kunne håbe på, var, at han ville vælge mig.
”Jeg føler mig som et dårligt menneske,” mumlede han.
”Det er du ikke. De er hvad Madeleine er, men jeg gider ikke lokke dig til at droppe hende. Det er dit valg, og jeg vil stadig have dig.” Jeg smilede sødt til ham.
”Jeg kan bare ikke tilgive hende. Hun elsker min berømthed, ikke mig. Du sagde alle elskede mig, som jeg er, men du tager fejl.”
”Jeg gør da.” Jeg kunne ikke tåle hans triste ansigt. Jeg havde en stor trang til at trøste ham, men vidste ikke hvordan.
”Det ved jeg. Du er også den eneste.” Hans hånd fandt op til mit ansigt igen. Denne gang tøvede han ikke med at kysse mig. Jeg mærkede den velkendte varme sprede sig i mig.
Pludselig dukkede et billede op. Mig, Justin på en mark. Den lignede denne her … Jeg havde drømt dette! Dengang vi ikke var kærester! Jeg kunne huske så tydelig, hvordan Justin kom ind på mit værelse.
”Jeg har engang drømt om det her,” hviskede jeg mod hans læber. ”Vi stod ude på en mark, der lignede præcis denne her. Vi kyssede. Jeg vågnede og så du var kommet ind på mit værelse.” Han så først forvirret ud, da jeg sagde den, men opfattede langsomt, hvad jeg snakkede om. Han kørte sin hånd ned af min kind og vidste ikke, hvad han skulle sige.
”Vil du ikke nok flytte tilbage til Atlanta?” spurgte han så.
”Justin, jeg har et job, nogle venner og en familie her … Eller kun min mor, men alt sammen betyder meget for mig.”
”Du har en større familie derhjemme. De savner dig.”
”Det ved jeg, men jeg kan ikke.” Det føltes så besværligt at have to familier. ”Men du kan da godt blive her, ikke?”
”Jeg bliver her.”
”Hvad med Madeleine?”
”Det er dig, jeg vil have. Jeg må nok snakke med hende først.” Han sukkede opgivende, tog min hånd og trak mig over til bilen.
”Hvad vil du nu?”
”Få dig hjem og så snakker jeg med Madeleine,” sagde han hårdt. Jeg blev helt forskrækket over hans tonefald, men holdte den inde. Jeg satte mig ind i bilen, da vi langt om længe kom over til den. Han startede bilen. Vi kørte i tavshed i lang tid. Det var en meget pinlig tavshed. Der var et eller andet, vi begge tænkte over.
Hans hånd lagde sig på mit lår. Det var først nu, jeg opdagede, han holdte udenfor mit hus.
”Undskyld, jeg er sur,” mumlede han. Han steg ud af bilen og åbnede min dør. Jeg steg ud og vendte mig mod ham. Han kyssede mig kort på munden, steg ind i bilen og kørte hjem. Eller hvor han nu skulle hen.
Jeg gik med langsomme skridt over mod mit hus. Sofus kom løbene hen til mig. Jeg gav ham noget mad, imens jeg spiste noget frugt. Jeg ventede bare på, Justin kom tilbage. Jeg brugte hundrede af ord på at spise mit æble og smed det så ud.
Jeg hørte en bil køre ind i indkørslen. Jeg sprang nærmest hen til døren. Sofus gøede da han så Justin.
”Hvad nu?” spurgte jeg.
”Jeg har snakket med hende. Det var godt nok bare kort.”
”Hvad sagde hun?”
”Hun ville smadre dig.” Jeg grinede. ”Nu ved jeg, hvad sandheden er.” Hans ansigt var trist.
”Det jeg ked af.” Jeg trådte tættere på ham. Jeg kærtegnede forsigtigt hans ansigt. ”Men du ved, sandheden er bedst.”
”Idet mindste lever jeg ikke med en kæmpe løgn.” Han snakkede imens han gik op på mit værelse. Han satte sig på sengen og kiggede ud af vinduet. Biler kørte hurtigt på de små veje, nogle mennesker snakkede, græshopper larmede og masser af lys fra andre huse strømmede ind. Der var langt op til loftet på mit værelse. Mit hus var også meget højt. Gardinerne i vinduerne var cirka fire meter lange og bevægede sig i takt med den blide vind fra de åbne, store terrassedøre. Kun det dæmpede lys over sengen var tændt.
Justin kiggede på mig. Han tog stille fat i mine hændet og var meget forsigtig, men glemte alt om det, da han lagde mig ned i sengen. Hans læber fandt mine. De var ivrige mod mine.
Jeg ville ikke gå væk fra Justin igen. Jeg fandt langsomt ud af, hvor meget jeg havde savnet ham. Han havde altid været der for mig – undtagen da jeg bare sådan skred fra ham.
Hans hænder løftede op i min kjole. Jeg rødmede, men han kunne heldigvis ikke se det. Han kyssede mig ned af halsen. Mine fingre tog fat i hans skjorte og knappede den op.
Sådan fortsatte det resten af natten.


Gangen var helt sort. Gulvet var af ødelagt, mørkt trægulv. Splinter borede sig ind i mine føder.
En lille stemme kom ved siden af mig. Stemmen var som taget ud af en gyserfilm. Hendes stemme var lys og lød som en pige, der cirka var fire år. Hendes stemme mindede mig om dukker fra gyserfilm. Små dukker uden øjne, beskidt, pjusket hår, et ar i hovedet og bevægede sig om natten. Jeg kunne høre en melodi fra et klaver. Den passede perfekt til den uhyggelige stemme. Hun sang ikke noget bestemt, men nynnede bare til klaverets melodi. Klaveret havde en mørk tone, som mindede mig om en begravelse af nogle, man elskede. Som i en eller anden uhyggelig, saglig film, hvor der var en der dør.
Jeg åbnede den kæmpe port ind til der, hvor lydene kom fra. En bleg pige sad midt i det kæmpe rum. Hendes sang gav ego i rummet. Lyden blev højere, da jeg kom ind. Hun opdagede mig ikke engang, men spillede videre. Hun lignede en forældreløs, lille, ensom pige, som hun sad der med sine korte ben på den gamle stol foran det kæmpe store klaver og med sit lange, glatte, brune hår. Hendes øjne var store og mørkebrune. Næsten sorte. Hun havde en lille mund, lidt buttet kinder og små hænder, der lavede en langsom melodi.
Jeg trådte et skridt tættere på hende. Gulvet knagede. Hun løftede langsomt hovedet, som om hun havde forudset, jeg ville komme. Hendes øjne lynede, da hun kiggede på mig. Hendes blik var så koldt.
”Løgner,” sagde hun. ”Det din skyld!” Langsomt forsvandt hun ned i gulvet, imens hun skreg skingert. Gulvet blev til et stort hul, hun faldt ned i …


Jeg slog øjnene op og satte mig lyn hurtigt op i sengen. Dybt forvirret kiggede jeg rundt i værelset. Lyset var slukket, gardinet var taget for, men terrassedøren var åben og en kølig, frisk vind strøg min svedige krop.
Hvem var hun? Hvad havde jeg gjort? Hvorfor drømte jeg om en lille pige? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig.
”Julia?” sagde Justin lavt ved siden af mig. Jeg kunne stadig høre den lille piges stemme i mit hoved. Hendes sang, hendes vrede, hendes skrig hendes blik … Hvem var hun?! Det var som om, hun var lige til højre for mig og hviskede det samme, hun lige havde sagt.
Mit hoved vendte med et sæt til højre, men så kun gardinet der langsomt bevægede sig i takt med vinden.
”Jeg er lige her.” Jeg kunne mærke Justin sætte sig op i sengen. ”Er du okay? Du er helt kold.” Hans hånd fandt min oven på dynen.
”Jeg havde en drøm … eller et mareridt.”
”Hvad handlede den om?”
”En lille pige.” Jeg rystede på hovedet og rykkede mig helt ind til hans varme krop. ”Jeg gider ikke snakke om det.” Han kyssede mig på kinden.
”Det er okay.” Idet samme ringede mit vækkeur. Justin stoppede det, da han lå tættest på. ”Jeg køre dig til baren,” smilede han. Så tilføjede han hurtigt: ”Shawty.” Jeg smilede over mit gamle kælenavn, og havde mest af alt bare lyst til at være hjemme sammen med Justin.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...